Læsetid: 5 min.

Pipilottis grinagtige ekstase

Ny bog om kunstneren PipilotAti Rist fortæller hvordan kunst kan være sjovt og sundt på samme tid
12. april 2002

(2. sektion)

Kunstbog
I et stort rum er to vægge dækket af en video-projektion, der viser et paradisisk blåt hav, filmet under vandet. Ind imellem er der en pige i en gul bikini i billedet. En lidt falsk stemme, måske pigens, synger et gammelt Chris
Isaac nummer. Det er en mand, der synger kor. Billedet omslutter den besøgende, lyset fra det blå hav er vidunderlig smukt, og stemmen er mærkeligt dragende, det er som stemmen inde i hovedet, bare perfekt produceret.
Installationen er virkelig, på en helt ny måde. Den viser dagdrømmens virkelighed, men i sommerferiens virkelighed. Året er 1995, og hele installationen er gennemført med samme omhu som musikken. I kataloget findes en tekst midt mellem de andre kunstneres lange udredninger:
»Forudsætningen for mit arbejde er erkendelsen af ikke at være anderledes end de andre. Jeg er et lille dyr som de andre og holder temperaturer og slag ud. Rosarød og gul. There is a wild wall. Sister of Electricy.«
Og et fotografi af en nøgen kvinde på toilettet. Hun ligner en karikatur af en husmor fra 60’erne med meget højt afbleget hår. På en anden side er en anden kort tekst, et øjebliksbillede fra en nat på diskotek, et andet fra et vådt landskab. Og snapshots af en japansk familie med billedteksten »My family«.

Pippi-Pipilotti
»Wild Walls« er blevet hele udstillingens titel, det er en præsentation af en ny kunstnergeneration, på Stedelijk Museum, og 33- årige Pipilotti Rist er stjernen.
Det, som man her kunne opleve for første gang (og som nu er blevet ret almindeligt), var, at kunst kunne være enkel, stor, varm, realistisk, humoristisk, smuk, nutidig og vedkommende på samme tid. Og så ordentlig, i betydningen gennemarbejdet. Hér var absolut ikke den mindste smule postavantgardistisk klatteri, ej heller en eneste intellektuel konstruktion. Her var et værk, der ikke skammede sig over at have et publikum, og som var umiddelbart tilgængeligt for enhver.
Værket kunne ses på Louisiana i en lidt anden form og med en ny titel, »Sip my
Ocean«, på den store samtidskunstudstilling »Nowhere« i 1996, og i 1998, da museet præsenterede nyindkøbte værker ved museets jubilæumsudstilling.
Pipilotti Rist har opkaldt sig selv efter Pippi Langstrømpe, et forbillede, hun ofte refererede til i tidlige interviews. Og hendes værker er da også Pippi-agtige: på én gang stærke og søde, og så helt frigjort fra de konventioner, der også findes inden for ny kunst.
Det er også snarere sådan, at kunstverdenen har fundet hende, end at hun har villet den.
Pipilotti Rist brød igennem internationalt i 1986, allerede før hun var færdig med sin uddannelse som grafisk designer og videoinstruktør, med en video hvor hun dansede til John Lennons »Happiness is a warm gun«. Den blevet straks grebet af både feminister og video-entusiaster, der læste den som en kritik af MTV’s pop-præsentationer. Men Rist hævder selv, at hun aldrig havde set MTV, da hun lavede I’m Not a Girl, Who Misses Much, som den hedder. Og nu hvor hun har set det, har hun fået stor respekt for kollegernes arbejde.
Det er tydeligt i værkerne, at hun er optaget af den håndværksmæssige kunnen, og brede publikumsappel, hun har lært som designer. Efterhånden som hendes installationer er blevet større, mere perfekte og mere mangetydige, er hun blevet kritiseret for overfladiskhed. Dette anfægter ikke Rist, der tværtimod i interviews har forsøgt at unddrage sig teoretikernes omklamring. Hun laver kunst for »almindelige folk og andre rare mennesker« og er optaget af eksistentielle og konkrete problemer, ikke politisk-teoretiske.

Humor
Det vil ikke sige, at hun er anti-teoretisk eller ureflekteret. Tværtimod er hendes digte og prosatekster en præcis artikulation af de universelle oplevelser, hun bearbejder i sine kunstværker. Med udgangspunkt i den samme humoristiske metode.
»Man kan ikke overvurdere humor. Og hvis jeg kan præstere at være underholdende uden at fornægte lidelse, så er mit arbejde vellykket.«
Humoren i Pipilotti Rists arbejder bringer både kunstner og beskuer ud af sig selv. Når man griner, kan man et øjeblik glemme at være selvhøjtidelig, selvoptaget. Netop det ekstatiske øjeblik i latteren er der, hvor vi alle kan være med.
I Pipilotti Rist kan man læse om kunstnerens overvejelser, i et overgivent muntert og intelligent nyt interview med kuratoren Hans Ulrich Obrist, i et lidt mere defensivt interview, der tidligere har være trykt i Be Magazin samt i en række tekster, der har indgået i værker eller kataloger. Hér møder man en billedkunstner, der bestandig udforsker sit medie og sit stof. Det er lærerigt og inspirerende at læse om hendes arbejdsmetode, der er fast forankret i det konkrete og praktiske, og om hendes
atelier, der synes at være som en lille, fokuseret, virksomhed. Den præcision, og det nærvær, man kan opleve i værkerne, er ikke udslag af tilfældige indskydelser eller ’kunstnerisk følsomhed’, men af et systematisk slid for at fastholde indskydelserne og følsomheden i en alment tilgængelig form.

Tung teori
Til gengæld er de to teoretiske tekster, der indgår i bogen, svære at sluge. Bedst går det med Elisabeth Bronfens psykoanalytisk inspirerede fortolkning af værket (Entlastungen) Pipilotti’s Fehler, fra 1988. Dels er der en rimelig sammenhæng mellem argumentationen og det konkrete værk, dels er det sjovt skrevet, som megen psykoanalytisk tekst, og dermed kongenialt med kunstnerens værk i sin helhed.
Det er sværere at fordøje den traurige kunsthistoriske gennemgang ved Peggy Phelan. Her findes alle de klicheer, der gør kunsthistorien til en død videnskab. Langtrukne værkbeskrivelser (hvor det alligevel hver gang lykkes at overse væsentlige dele af værkerne), sejpinte referencejagter, uselvstændige konklusioner og som det værste: håndfast sætten i bås.
Rist skaber kunst af hverdagslivet. Hun er tilfældigvis en kvinde, og hendes hverdag er en kvindes hverdag. Derfor er hendes kunst ’kvinde-kunst’. Men det er helt urimeligt at tage hende til indtægt for synspunkter, hun selv afviser, og som kun kan findes i værkerne, hvis man nægter at tage del i den humor, der er deres bærende kraft. Eller hvis man er så isoleret fra omverdenen, at man aldrig har mødt de popkulturelle referencer, Rist øser af.
Phelan’s tekst er dog kun en lille del af en i øvrigt fremragende monografi. Her præsenteres en betydningsfuld kunstner.
Rist har været vist på de store museer her i landet, men det kunne være interessant at se en stor soloudstilling. Statens Museum for kunst må være interesseret i det aggresivt humoristiske værk: Ever Is Over All, der blandt andet handler om blomster. To videofilm vises over et hjørne. Den ene viser en blomstereng, den anden en kvinde, der smadrer ruder med en meget hård blomst.

*Pipilotti Rist, med tekster af Peggy Phelan, Hans Ulrich Obrist og Elisabeth Bronfen. Phaidon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her