Læsetid: 3 min.

Problemløst

Jane Aamunds nye slægtsroman er ærlig talt noget kedelig
17. april 2002

Ny bog
Jane Aamund har en stor familie. I sin omformning af slægten til romanstof er hun med Vesten for måne nået til sine nordjyske aner, Møller slægten på proprietærgården Nørre Vinkel og Weibel-slægten, der drev et bageri i Lemvig. Tidsrummet er fra slutningen af det 19. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede.
Vi følger oldemor Ane gennem forlovelse, ægteskab og fem børn, og vi følger hendes lillesøster Margrethe, der forelsker sig i en københavnsk journalist ved Viggo Hørups eget blad og som den første i slægten kommer helt til København (dog kun på besøg).
Ane er fysisk og psykisk stærk. Hun forelsker sig i den svage mand, drømmeren Johannes Weibel, der ikke kan holde på pengene, men til gengæld fører den grundtvigiansk opdragne proprietærdatter ind i Indre Mission. Ane er arving til slægtsgården, hun er ikke smuk, men man lægger mærke til hende. Lillesøster Margrethe er billedskøn og brystsvag.
Deres mor døde i barselsseng efter Margrethes fødsel, og Ane har fungeret som moderen i familien, mens far, Christen Møller, har levet nogenlunde ene. En ny husbestyrerinde truer en overgang med at ændre på dette (og snyde Ane for hendes arv), men faren driver over.

Konfliktløs
Det er der i det hele taget meget, der gør i denne roman, som virker underligt konfliktløs, til trods for, at alt det konfliktstof, genren slægtsroman fordrer, er til stede. Heri ligner den på sin vis livet selv, men det er ikke en realisme, der er befordrende for læselysten.
Far Christen er eksempelvis imod Anes giftermål – men brylluppet forløber uden mislyde, og Christen holder en god tale.
Margrethe forføres af den københavnske journalist, men hun bliver ikke gravid.
Johannes er dårlig til forretninger og god til at lave børn, så mens børneflokken vokser til fem, må han afhænde forretningen, og pengene fra salget bliver langsomt spist op.
Men familien klarer sig med først et arveforskud fra Christen og siden med naturalier fra Nørre Vinkel, og til slut kan Ane og familie indtage gården.
Sidehandlingen, der også er obligatorisk for genren, nemlig skildringen af hvor grueligt galt, det går kvinden Yvonne, der udlever alt det, de pæne proprietærdøtre ikke gør, virker helt nødtørftig. Man er som læser slet og ret ligeglad med, hvordan det går hende.
Anes tilslutning til Indre Mission kunne også have været konfliktstof, men det forbliver ved spredte bemærkninger om at forsage alkohol. Man får ikke noget dybere indtryk af, hvad religionen betyder for hende og Johannes.
Derimod får man, som romanens mest interessante tema, præsenteret et missionsmiljø, der er forskelligt fra klicheerne. Det er således fra missionen, venlighed, åndeligt vidsyn og medmenneskelighed kommer – ikke fra det grundtvigske miljø, der via Christen skildres som indesluttet og goldt.
Skildringen af et andet miljø, brændevinsbørsterne, der drikker tæt, arbejder hårdt og forfører kvinder, forbliver derimod i de romantiske klicheer om store mandfolk, der emmer af sved og muskler.
At chefredaktør Viggo Hørup med rette er interesseret i at formidle detaljerne i deres udsatte liv til læserne, gør det ikke til en nyhed i dag. Man har læst og hørt det før, og man engageres ikke: Børsterne forbliver set udefra.
Resten af sædeskildringerne består af minutiøse gennemgange af, hvordan man slagtede gris og bagte rugbrød - passager, hvor man føler sig hensat til Troels Lunds Dagligt liv i Norden.

Kedelig
Det siges, at man ikke skal hænge et gevær op i første akt, hvis man ikke bruger det i tredje, men det er denne regel Jane Aamund med rund hånd forbryder sig imod. Til gengæld er romanens store drama, Margrethes død af tuberkulose, så velforberedt, at enhver spænding på forhånd er tappet af det.
Personkarakteristikken udfylder i det store og hele de givne skabeloner, mest levende der, hvor den går ud over dem, som i beskrivelsen af journalisten, Jens Munk fra Bredgade i København. Ganske vist svigter han forudsigeligt sin Margrethe fra landet, men han er ikke så slubbertagtig, som man kunne vente, han er faktisk ærligt forelsket i Margrethe og tror en tid selv på alliancen. Egentlig kommer man til at omfatte hans kvaler med en vis sympati.
Romanen er også velfortalt i den forstand, at synsvinkler og handlingsskift er professionelt konstruerede, men der er for lidt kød på den til at skjule skelettet. Man keder sig lumsk undervejs.
Og hvad er det så for noget københavneri at anbringe Nørre Vinkel vesten for måne, blot fordi gården ligger i Vestjylland? Så eksotisk er hverken Jylland eller romanen.

*Jane Aamund: Vesten for måne. 323 sider, kr. 298,-. Høst og Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu