Læsetid: 3 min.

Den Røde Rejes vindere

Når italiensk vin er bedst, er den endog meget god
12. april 2002

(2. sektion)

Til næsen
Forleden faldt min vej forbi en af Københavns fine gamle antikvarboghandler. Der kunne jeg konstatere, at man nu skal op med omkring 350-500 kroner for at erhverve Mogens Brandts klassikere som Man tager et sølvfad. Godt at se, at dansk madskribleris uovertrufne mester også vurderes højt i rede penge efter sin død.
Nogle gange bliver hans ydmyge arvtagere, hvortil jeg ubeskedent regner mig selv, bebrejdet, at vi skriver om mad og vin, som er ’for dyr’.
Når Brandt af samtiden blev stillet over for samme reaktion, plejede han at vende forsvar til angreb og spørge, om den forargede så havde hus, bil, sommerhus m.v.? Det havde vedkommende ofte, hvortil Mogens Brandt replicerede: »Det har jeg ikke. Men jeg vil spise og drikke godt.«

Prioritering
Selvfølgelig findes der menensker, som hverken har råd til dvd, Audi, sommerhus eller ordentlig mad og vin. Men for flertallet i dette velbjergede land er det i sidste ende et spørgsmål om prioritering.
En mand, der også vil spise og drikke godt, er Bent Christensen. Han solgte for et års tid siden sin portefølje af agenturer for italienske topvine til Kjær & Sommerfeldt, hvor han nu er en slags konsulent. Mens han selv drev importen af disse perler, gjorde han det under sloganet: ’Det er sjovt nok, men når man stiller sig tilfreds med mindre end det bedste – ja, så får man det.’
Man kan næsten se Mogens Brandt nikke samstemmende fra sit dækkede bord på en lille sky.
Ovennævnte Bent Christensen sad stolt for bordenden forleden hos Kjær & Sommerfeldt, hvor øvelsen gik ud på at præsentere de italienske vine, der har tre glas i Gambero Rosso (Den Røde Reje), og som kan købes hos K. & S. Gambero Rosso er den mest ansete italienske vinguide, og tre glas er topkarakteren. Det drejer sig altså om det bedste af det bedste fra et af de vinlande, der er i teten for øjeblikket.

Vinøs fryd
Gambero Rosso medtager også de ypperste vine fra mere ydmyge distrikter, og priserne på de 17 smagte vine går fra 97 kroner op til 595 kroner.
Pladsen tillader ikke noget større referat af hele smagningen, så jeg skal nøjes med de tre, der hensatte mig i den højeste tilstand af vinøs fryd – to røde og en ædel sød hvid.
Den første af de røde var en Chianti Classico Riserva i topåret 1997 fra Castello di Fonterutoli (254 kr.). Det er en Chianti i moderat moderne stil – uden at den giver køb på de klasssike dyder. Fantastisk næse og forbløffende fløjlsagtig og lækker allerede nu. En stor vin.
Anden røde var en 1995 Brunello di Montalcino, Vigna Spuntali, Val di Suga 1995 (399 kr.). Brunello er blevet dyr – ofte for dyr. Her er et superflot eksemplar, som er den pebrede pris værd. Kirsebær, viol og lakrids. Der var henførte nik fra forsamlingen.
Dessertvin er en af Italiens store hemmeligheder. De bedste står på ingen måde tilbage for de ypperste vine fra Sauternes. En halv flaske Forteto della Luja,
Vendemmia Tartiva 1995 var smagningens helt store overraskelse. Ren Moscato fra tørrede druer – en vin produceret i uhyre begrænset mængde.
Et vidunder for yndere af vin med stor sødme holdt i skak af ædel syre. 249 kroner for en halv flaske er noget nær et røverkøb.
Så er det sagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her