Statue
BERLIN Søndag den 13. januar drog det reformkommunistiske parti (PDS) sammen med tusinder af tilhængere til den socialistiske kirkegård i Friederichsfelde for at mindes Rosa Luxemburg. En årligt tilbagevendende tradition årligt tilbagevendende er også pressebillederne af ledende partifolk med forstenet-tankefulde ansigter ved mindet om revolutionsheltinden, der blev myrdet af frikorpsfolk i 1919.
Men i år var det alligevel anderledes. Forsamlingen kunne varme sig ved tanken om, at Rosa Luxemburg snart ville få den moralske oprejsning, hun gennem 83 år er blevet nægtet: Da PDS denne vinter gik i koalition med socialdemokraterne, skete det med et ultimativt krav om, at hun endelig får en statue på den plads i det østlige Berlin, der bærer hendes navn.
Nok mangler Berlin penge og må lukke et antal svømmehaller, men en enkelt Rosa Luxemburg-statue på Rosa Luxemburg Platz må der være råd til.
Den gode
Rosa Luxemburg er en helt, der stiller de fleste tilfreds politisk forfulgt, kvinde, polak, jøde og dertil også halt på det ene ben.
I DDRs sidste dage drog mandagsdemonstranterne gennem gaderne med hendes mest berømte læresætning »Frihed er kun frihed (hvis den også gælder) for den anderledes tænkende.«
Det var virkelig fejt: Partitro kommunister slog på, at hun vitterligt gik ind for proletariatets diktatur, og at sætningen om frihed blot var en håndskreven tilføjelse på et korrekturark.
Men ret skal være ret; DDR gav ikke meget for Rosa Luxemburg. Hun havde ment for meget og tænkt for frit f.eks. da hun straks efter den russiske revolution advarede mod, at landet ville udvikle sig til et diktatur kontrolleret af nogle få politikere. I stedet ønskede hun »massernes aktive deltagelse.«
For den forudsigelse idømte Stalin hende evig forglemmelse. I DDR var det ikke helt så nemt at gemme hende bort, for hun havde sammen Karl Liebknecht startet den kommunistiske bevægelse Spartakusforbundet.
Efter Murens fald reorganiserede kommunisterne sig i PDS. Meget havde ændret sig, bl.a. havde de nye ledere lært, at socialisme uden demokrati ikke dur og her passede Rosa Luxemburg perfekt: I hendes ord om frihed fandt PDS et slogan, der gav de reformerte kommunister både demokratisk friskhed og historisk tradition.
Moralsk renhed
Aftalen om statuen udløste naturligvis forbitret modstand hos de borgerlige:
»Et skatteyder-betalt mindesmærke for Rosa Luxemburg er en provokation,« fnøs Frank Steffel fra CDU, der netop havde tabt valget.
Læserbrevsskribenter kogte over, og historikere granskede hende endnu engang med nedslående resultater: Vores form for parlamentarisme kaldte hun »en latterlig småborgerlig illusion.« Med sådan et synspunkt kunne man spørge, hvad Rosa Luxemburg egentlig kan lære os i dag?
»Nok frembyder hendes liv talrige eksempler på historisk storhed. Men størst af alt var hendes fejltagelse,« vurderede Andreas Wirsching, historieprofessor i Augsburg.
Det liberale FDP er mere pernitten. Partiet har opregnet, at Berlin i forvejen har i alt 14 Rosa Luxemburg-statuer, -mindesmærker og -mindetavler. Og den socialliberale avis Tagesspiegel mener i en ledende artikel, at statuen tjener til gøre kommunisterne til »ofre i stedet for gerningsmænd«:»Mindesmærket skal kun for syns skyld tilegnes Rosa Luxemburg, i virkeligheden er det et mindesmærke for den socialistiske idés moralske renhed.«
Avisen minder også om, at netop på det planlagte opstillingssted (Rosa Luxemburg Platz) dræbte den unge kommunist Erich Mielke to betjente i 1932. Mielke blev senere minister for statssikkerhed (Stasi).
