Ikke så hot

Kunstkritik
Det var en velbesøgt foredragssal ved navn Blixen, der i går dannede ramme om en fyraftensdebat i Den Sorte Diamant. Betitlet Kunstkritik - Hot or not og med en ordstyrer og fem debattanter formåede arrangementet nemt at få fyldt de omtrent 80 tilskuerpladser samt en del af vindueskarmen – mere ville brandmyndighederne ikke tillade. En halv snes uheldige tilhørere måtte derfor overhøre debatten fra døråbningen og gangen.
Og så var det endda arrangementets undertitel, der var mest interessant: debat om livsstil og kunstkritik, lød den, og det må kaldes en fornyende kobling. Grundideen var noget med, at nu skulle det diskuteres, hvorledes »kunstkritikkens og kunstens rolle er i en tid, hvor magasiner og avissektioner i en lind strøm producerer hot or not lister« og så videre.
Ordstyrer Jes Stein Pedersen, som til daglig er redaktør på Politiken, skød debatten i gang med spørgsmålet »Hvad er god kunst i år 2002, Henrik?«
Det var henvendt til Weekendavisens Henrik Wivel, som både er kritiker og kulturredaktør, og herudover var det et spørgsmål af den type, intelligente mennesker gerne vægrer sig ved at besvare kategorisk.
Wivel valgte derfor at tage det med et glimt i øjet og mene, at »god kunst skal kunne det, at jeg kan skrive noget om den«. Til gengæld kunne han konkret sige, at kunstens rum lod noget tilbage at ønske, og her tænkte han blandt andet på foyeren på Statens Museum for Kunst, hvor det måske er et problem, at den bliver brugt til at holde fester og præsentere cykelhold i stedet for at vise noget kunst.
Det svar kunne ordstyreren ikke være tilfreds med, så kunstkritiker Lisbeth Bonde fra nærværende avis fik også lov at forsøge sig, hun kunne blandt andet citere Hein Heinsen for, at kunst er »en slags uendelighedssprække i materien«.
Så var det drilske spørgsmål på sin vis besvaret, men det åbenbaredes hurtigt, at debatten havde et problem. Der var simpelthen flere af paneldeltagerne, der ikke rigtig havde forstået, hvad den skulle dreje sig om – det ville de gerne blankt indrømme. Hertil hørte for eksempel den eneste kunstner blandt debattørerne, Kirsten Delholm, som modsat flertallet i panelet ikke var af den mening, at kunstkritikken aldrig har været på et finere niveau end lige nu. I den forbindelse havde Kirsten Delholm medbragt to friske agurker, den ene økologisk og den anden af ’to for en tier-typen’:
»For nu er avisernes agurketid udvidet til hele året,« forklarede kunstneren og fægtede med agurkerne, mens tilhørerne fnisede.

Nogle bruger tricks
Jes Stein Pedersen forsøgte at rede trådene ud og forklare debattanterne, hvad det i grunden var, de skulle debattere, og han sagde, at det for eksempel kunne være et spørgsmål om, at visse kunstnere benytter sig af reklametricks.
Ordstyreren kunne blandt andet nævne forfatteren Mads Brenøe, som til et dagblad har ladet sig fotografere nøgen med et digt af egen produktion skrevet hen over kroppen (det var vist nok i ordstyrerens egen avis), og Jes Stein mente endda, der havde stået noget på Brenøes lem.
Hertil kunne paneldeltager Niels Frid-Nielsen – som fra morgen tv er kendt for sin evne til at anmelde film og sige småfrække ting – lidt senere føje, at i forhold til selveste Strindberg kunne Brenøe godt gå hjem og lægge sig. I hvert fald når det kom til anatomi, for Strindberg havde engang foranstaltet en »pikmåling« og målt sin egen til 16,5 centimeter, så det!
I mellemtiden var den første tilhører kommet på banen med et par bekymrede tilkendegivelser, det var oplysningen om kunstkritikkens høje niveau og et udsagn om, at der måske efterhånden produceres lidt for meget kunst, der vakte bekymring. Tilhøreren foreslog, at København nærmere var i bekneb for en ordentlig kunsthal.
Behændigt og med ordene »Nu skal jeg jo sige noget modsat, så vi har en debat«, greb Henrik Wivel straks bolden og mente det modsatte, her var ikke brug for nogen kunsthal, for vi har »meget smukke Charlottenborg, som desværre ikke ledes efter moderne principper«.
Det var der tilsyneladende enighed om blandt debattørerne, men derefter kom snakken til at handle om avisernes evne til at gå i selvsving. Det passede ganske godt på debatten, som ikke hævede sig meget over netop det fænomen, mens Deres udsendte var til stede.