Teater i dialog
Nina Davidsen (ND): Hvis man artigt gør sit hjemmearbejde og læser novellen først, bliver forventningen erstattet af forhåndsuro. Af flere grunde der er meget lidt af den kendte Miller på spil, novellen er leddeløs med skiftende fortællevinkler og plottet er en lille eksistentiel nullermand om det svære ved at forblive sig selv. Først en lille ekskurs om det latterlige i kunstnerens træthed over for kravet om også at være et menneske; dernæst det luftige lærestykke, kønt og naivt lagt i munden på en klovn. Miller har selv sine tvivl med hensyn til novellens evne til at stå på egne ben og fortæller i et efterskrift, at den er skrevet på opfordring (af hvem ?) og inspireret af samtidige malere som Seurat, Rouault og Chagall.
Martin Larsen (ML): Vores forestilling her er jo så også ifølge folkene bag den en radikal bearbejdelse af novellen. Det er det i hvert fald i den forstand, at der ikke er et eneste ord tilbage. Fra at være et stykke litteratur er det blevet et stumspil med underlægningsmusik. Det eneste der er tilbage er plottet, der som du siger, ikke er noget at skrive hjem om, og så personerne, to klovne og en kvinde. Som bevæger sig rundt i et univers der skal forestille at være poetisk.
ND: Ja, von Daler har smeltet publikum og de millerske søløver sammen med den klassiske fristerinde og fået en spinkel, men scenisk mere kødfuld syndefaldsmyte ud af forlægget.
ML: Mere kødfuld?
ND: Scenisk... der er en personage mere at smide på scenen og lave metamorfoser med hanhundene konkurrere om, selv bage på, damen får også lejlighed til at udstille sine dejligheder ganske sensuelt alt sammen visuelt, når nu vi ikke må bruge ord.
Klassisk trekant
ND: Et sådant stumspil eller pantomime står og falder med castingen, og spillerne viser sig at være forestillingens stærkeste kort. Kostumieringen tegner de to klovners temperamenter, den livlige A (Søren Hauch-Fausbøll) er i multicolor, mens traurige C (Henrik Køhler) er i sort-hvid. (Egentligt er det en stavepladehandling at klassificere de to groft, Millers August (det klassiske klovnenavn) og Antoine står friere over for hinanden og over for de fortolkere, der mener, at de er to sider af samme mand). Hauch-Fausbøll fylder rollen som naturtalentet med umiddelbart gøglersind, ansigtet kan aflæses som et barns, mens følelserne deri er en naiv mands, plastikken er ren rågummi og hugget, da han vredt kaster klovnen fra sig for at blive anonymt menneske, når den rette skelsættende dybde.
Men uden Køhlers skuffede, sårbare C gik duoen ikke op. Køhler spiller kunstneren uden det overbevisende talent, artisten, der er faldet i søvn over sine egne rutiner, men som ikke mangler blik for kollegaens talent. Med et træt smil, der må trækkes op fra sokkehøjde, og et hopla-råb ingen hører, skrøbelig og groggy af den daglige konkurrence i manegen.
ML: Jeg havde en anden oplevelse, må jeg sige. Jeg har det svært med Hauch-Fausbølls noget forcerede naivitet, men han har da et par jævnt morsomme og meget klassiske klovnenumre med en ballon og en line, der ligger på gulvet. Da han forsvinder fra forestillingen (både den inde i forestillingen, altså klovnenes nummer, og forestillingen selv) går den fra at være tung til at være dræbende. Jeg kan godt forstå Køhlers C-klovn ikke får succes med sit solonummer, det er meget overbevisende. Der er mange vækkeure på scenen, men ingen af dem ringer, når der er allermest brug for dem.
ND: ...hmmmm!
Over og mellem de to svælger Lisbeth Wulff i en gavebod af personificeringer som den kurvede, lækkert indpakkede Eva, det uopnåelige mål i cirkusgyngen, og ikke mindst som heppende søløve et uimodståeligt begejstret bestie på klaprende svømmefødder og bedårende akavede luffegreb, head first med hovedet på spørgende og indsmigrende zoologisk korrekt sned. På samme tid uskyldig og katastrofens katalysator, fordi Eva er indeni forestillingens bedste greb.
ML: Greb eller luffegreb, jeg ved det ikke. Jeg finder kvinden mere uimodståelig som lækkert indpakket Eva end som søløve, men det er måske bare mig. Den der søløve er jo hentet lige ud af et børneteater og det er der i sig selv ikke noget galt i, men det peger på forestillingens problem, nemlig at den har forelsket sig i en komplet
naiv, for ikke at sige klichépræget ide om hvad, der er poetisk. Søløven er bedårende. Klovnen er barnlig og længes efter månen. Så kommer det til at stå og falde med spillerne, siger du, men det kunne også have stået og faldet med scenografien, som er køn, men meget statisk og egentlig ret uspændende. Der sker simpelthen ikke nok!
ND: Det kunne se ud som om modtagelsen er et spørgsmål om, hvorvidt forestillingen tikker i takt med ens indre ur? Eller omstille sit eget til forestillingens?
Von Dalers musik lægger sprød stemning under, især pizzicato-afsnittene. Forestillingen er jo ikke et bud på det samtidskommenterende drama, men lodret pjæk fra de store dagsordener. Mindst et kvarter for lang, men med sin egen eskapistiske lilleverden, som man både skal have lyst og tid til at opsøge.
*Smilet ved stigens fod et musikalsk stumspil af John von Daler frit efter Henry Miller. Scen.: Dan Voigt-Lønholdt. Rialto Teatret. Til 8. maj
