Læsetid: 5 min.

Scener fra et familieopgør

Det skæve familiedrama ’The Royal Tenenbaums’ giver bl.a. anledning til en debat om, hvorvidt ’amerikansk’ er en kvalitet eller det modsatte for en film
19. april 2002

(2. sektion)

Ny film i dialog
De tre børn i familien Tenenbaum er genier. Allerede som teenager var Chas lidt af en troldmand på aktiemarkedet. Richie blev den bedste tennisspiller i verden som 17-årig, og da hun var meget ung, vandt adoptivdatteren, Margot, Pulitzerprisen for et af sine teaterstykker. Men et eller andet sted i deres videre liv gik det galt.
Enkemanden Chas (Ben Stiller) er manisk omkring sine to drenges sikkerhed. Richie (Luke Wilson), der er ulykkeligt forelsket i Margot, gik i sort på tennisbanen og sejler nu verden rundt på et krydstogtsskib. Og Margot (Gwyneth Paltrow) lever i et ulykkeligt ægteskab med psykiateren Raleigh St. Clair (Bill Murray), har en affære med Ritchies bedste ven, Eli Cash (Owen Wilson), og har ikke skrevet et teaterstykke i flere år.
Nu flytter de tre voksne børn tilbage til det store hus i New York, hvor de voksede op, hjem til deres mor, Etheline (Anjelica Huston), der er arkæolog og står for at skulle giftes med sin revisor, Henry Sherman (Danny Glover). I kulissen lurer deres far, egocentrikeren Royal Tenenbaum (Gene Hackman), der forlod familien mange år tidligere – et svigt af dimensioner, som de tre børn aldrig er kommet sig over, og som Royal nu gerne vil rette op på.
Under foregivende af at være døende af kræft møver han sig også ind hos Etheline, og så er scenen ellers sat for et familieopgør af de mere aparte i Wes Andersons film The Royal Tenenbaums.

Litterær
Lilian Munk Rösing: Hvis jeg skal spille ud med en vurdering, så synes jeg afgjort, det er en fed film. Eller så fed, som en amerikansk film nu kan være. Det er en meget stiliseret film. Den fremstilles som filmatisering af en (fiktiv) roman, og hver ny sekvens indledes med et trykt kapitelhoved og Alec Baldwins fortællerstemme for derefter at glide fra den fiktive bogside til den filmiske ’virkeliggørelse’, som er holdt i en skøn palet af newyorkske farver: lyseblåt, lysegråt, brownstone og parkgrønt.
Personerne er ligeledes stiliserede i farver, mimik og outfit. Og så er der de allegoriske rekvisitter, bl.a. faderens udstoppede bjørnehoved, som har været pillet ned fra væggen i hjemmet, men som slutteligt hænges op igen (så er den symbolske faderinstans genetableret); sønnen Ritchies falk, som flyver ud og vender hjem med ny fjerdragt (ligesom han selv, a la de Niro i Taxi Driver, skifter frisure i et afgørende eksistentielt øjeblik).
Alt sammen indlejret i en komposition som er en rytmisk fryd; timingen er noget nær perfekt og synkroniseret med den markante underlægningsmusik, der går lige i maven på én, der som jeg havde Lennon og Paul Simon hængende på ungpigeværelset.
Hvis jeg må slå ned på en konkret scene, så var jeg helt vild med den, hvor Ritchies koksede ven Eli siger til den faldne familiefar, Royal Tenenbaum himself: »I always wanted to be a Tenenbaum,« hvortil Royal (suverænt spillet af Gene Hackmann) replicerer: »Me too.« Det forekommer mig at være hele filmens tematik i en nøddeskal: Den faldne faderautoritet som definerer (giver navn til) en hel familie, som han selv står uden for.
Faderautoriteten, fadernavnet som en skygge, et spøgelse i kulisserne – det forekommer mig at være et motiv, man kunne få meget ud af som kulturanalytiker.

Hvor amerikansk
Christian Monggaard: Du er glad for filmen, det er tydeligt, og du har fat i nogle gode pointer, men du lægger ud med en noget grov generalisering, når du siger, at Royal Tenenbaums »er så fed, som en amerikansk film nu kan være.« Med et pennestrøg erklærer du, at amerikansk film, der har budt på og stadig byder på mange store, uforglemmelige filmoplevelser, ikke er i samme klasse som andre af verdens film – hvilke i øvrigt?
I det hele taget bruger du udtrykket ’amerikansk’ som skældsord og enøjet fællesbetegnelse, hvilket er en uretfærdig forenkling af en kompliceret sammenhæng.
LMR: Det er selvfølgelig også ment som en provokation. Men jeg har længe (eller i hvert fald ind til 11. september!) tænkt på at forfatte et manifest med titlen Bomb Hollywood, fordi det forekommer mig, at det typiske Hollywooddrama er idelogisk hjernevask, der ikke står tilbage for totalitær propaganda.
Jeg synes, det er interessant, at der selv i en ’skæv’ film som Royal Tenenbaums hænger så meget amerikansk ideologisk arvegods ved (hele familie-idelogien) – og over for sådanne ’skæve’ amerikanske film får jeg altid lyst til at stille spørgsmålet: »Hvor uamerikansk kan en amerikansk film blive?«

Sin familie spejlet
CM: Der er ingen tvivl om, at Hollywood er skyld i meget – ikke mindst i en forfladigelse af det vedkommende filmdrama. Men du overser de filmskabere, der ligesom Wes Anderson har andre ting at byde på end det etablerede filmmiljø, som nogle af dem endda opererer inden for. Jeg tænker bl.a. på David Fincher, Spike Jonze, David Lynch, Harmony Korine, Paul Thomas Anderson, Darren Aronofsky og M. Night Shyamalan, der alle udfordrer det eksisterende, visuelt og indholdsmæssigt.
Vi er dog enige i, at The Royal Tenenbaums er en god film. Den er meget vittig og intelligent og leger veloplagt med stereotyper og konventioner. De stiliserede personer repræsenterer hver deres velkendte type i familiedramaer af den mere traditionelle slags, men Wes Anderson og hans medforfatter, Owen Wilson, glemmer aldrig menneskene bag, ligesom deres humor, barsk som den kan være, aldrig kun er på bekostning af personerne.
Det er ikke en komedie af den slags, hvor man sidder og skraldgriner, snarere sidder man hele tiden og småsmiler og nikker genkendende til situationer og konflikter. For nok er alting forstørret og på sin vis karikeret i filmen om familien Tenenbaum, men det er ikke svært at se sig selv og sin egen familie spejlet i dem.
Det ’amerikansk ideologisk arvegods’, synes jeg, at du tillægger filmen. Ligesom Wes Andersons og Owen Wilsons forrige, og anden film, den geniale Rushmore handler Royal Tenenbaums om at turde leve livet og om at have brug for en familie, samtidig med at man er nødt til at frigøre sig fra den. Først når der er orden i ens familieforhold, vil man være i stand til at skabe sig den tilværelse, man gerne vil.

I sine bedste øjeblikke
LMR: Her synes jeg, du ’køber’ familieidelogien lidt for meget. Eller jeg ’læser’ familietematikken mere allegorisk: Som et spørgsmål om faderautoritetens status. Og det er her, jeg synes, filmen bliver ’dyb’: I sin fremstilling af faderautoritetens konstitutive vaklen – og lidt kedelig amerikansk (nu igen, undskyld!) i sin genetablering af familieidyllen. Men samtidig er jeg enig med dig i, at filmen i sine bedste øjeblikke handler om at ’turde leve livet’; at skøjte videre på begærets risikable bane (som da enkemanden Chass står foran spejlet med sin nye stedfar og med et greb om slipseknuden konstaterer: »I am also a widower,« på en måde, hvor det ikke længere betyder: »... så mit liv er slut,« men tværtimod: »... så jeg kan også blive gift igen.«) Disse øjeblikke tager man med ud af den mørke biografsal som incitamenter til selv at bakse videre med hele sit roderi af en tilværelse.

*The Royal Tenenbaums. Instruktion: Wes Anderson. Manuskript: Wes Anderson og Owen Wilson. Amerikansk (Empire og Palads, København og en håndfuld biografer i provinsen)

*Læs også interviewet med Wes Anderson side 13

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu