Læsetid: 7 min.

Den sidste grønne idealist

De Grønnes Hans-Christian Ströbele drev den tyske regering nær sprængning, fordi han var imod tysk deltagelse i Afghanistan-krigen. Straffen: Han ryger ud ved næste valg
4. april 2002

BERLIN – Hvis De Grønne havde vidst, hvad der ventede dem, havde de måske sagt nej. Men ingen kunne forestille sig, at de glade miljø- og fredsfolk, der 1998 tog plads i den tyske regering sammen med socialdemokraterne (SPD), i de følgende år ville forråde en betydelig del af deres grundholdninger – og deres vælgere.
I stedet for at præge magten var det snarere magten, der prægede De Grønne. Partiet tog bl.a. medansvar for to krige og et stop for atomkraft, der først er fuldbyrdet, når reaktorerne alligevel er slidt op.
Hver eneste utopi blev afskrevet under frygtelige (selv)opgør, udmarvende landsmøder og grådkvalte diskussioner. Men bortset fra Schröder-regeringens overlevelse har kompromiserne ikke gavnet stort; vælgerne vender partiet ryggen, og De Grønne kæmper nu med spærregrænsen.
Alligevel fastholder partiet sin kurs – og kritiske stemmer må gå. Senest har partiet skaffet sig af med sin grønne samvittighed, Hans-Christian Ströbele. Efter alt at dømme må han forlade parlamentet efter næste valg; han har mistet sin hidtidige, sikre plads på opstillingslisten forud for parlamentsvalget i september.

Hårde år
– Hvis du sammenligner De Grønne ved regeringsstarten i 1998 med De Grønne i dag, tre et halvt år efter, er der så tale det samme parti?
»Det ER det samme parti, men man kan ikke se bort fra, at væsentlige anskuelser har forskubbet sig,« siger Ströbele. »Regeringsdeltagelsen har betydet, at De Grønne i fredspolitikken meget stærkt har fraveget det program, de blev valgt på. Rent formelt gælder programmet stadig – krigsindsatsen mod Serbien og Afghanistan er uforenelig med det – men partiet har på flere højlydte landsmøder taget nye standpunkter. Beslutningerne er kun truffet for det konkrete enkelttilfælde, men har naturligvis indflydelse på den samlede politik.«
– Der var også loven om atomkraftens afskaffelse, som ikke lever op til de grønne forventninger.
»Rigtig. Jeg tilhører dem, der kritiserer denne lov, men jeg har alligevel stemt for. Sådan en lov er et vigtigt signal: Hvis et stort land som Tyskland siger, at vi opgiver atomkraften, så giver det – tror jeg – rygdækning til
atommodstandere i hele verden.«
– Kan man sige, at De Grønne var det rigtige parti på det forkerte tidspunkt. De Grønne blev jo ikke valgt til at føre krig?
»Situationen i Europa har ændret sig, og man må tænke over en ny politik – det betyder dog ikke, at man skal tilslutte sig disse krige. Men jeg har for eksempel stemt for tysk deltagelse i fredsindsatsen i Afghanistan. Det ville jeg ikke have gjort for fire-fem år siden. Jeg har selv måttet konstatere, at der findes bæredygtige grunde, man ikke kan afvise; hvis der er et FN-mandat, og hvis det handler om at bevare freden, siger jeg tænderskærende ja.«
– Du prøvede to gange, at holde Tyskland ude af krig, både i Kosovo og i Afghani-stan mislykkedes det.
»Store dele af De Grønne deler min opfattelse, og jeg er overbevist om, at hvis beslutningen (om Afghanistan-indsatsen, red.) kunne træffes uden kansler Schröders sammenkædning med et tillids-votum, havde der også været flertal for mit standpunkt. En del af dem, der stemte for, ville simpelthen fortsætte regeringen. De mente, at kun dér kan man virkeliggøre andre grønne programpunkter. ’Den chance får vi aldrig mere,’ er deres holdning. Og det er der noget om; i energipolitikken har vi eksempelvis opnået meget, som desværre ikke omtales ret meget: Udbygning af solarenergi, styrket energibesparelse, grønne afgifter. De Grønne har banet vej for en lang række ændringer, som var fuldkommen utænkelige i det tyske samfund for 20 år siden: Anerkendelse af registreret partnerskab, ændringen af loven om tysk statsborgerskab. Meget kunne man sikkert have gjort bedre, men kulturrevolutionen i Tyskland må man ikke glemme.«
– Ved Schröders tillidsafstemning i Forbundsdagen stemte du og tre andre grønne nej, men nej’et blev neutraliseret af fire af dine meningsfæller, der stemte ja, og dermed var krisen afværget. Var det blot teatertorden?
»I den situation måtte vi finde en politisk løsning. Alle otte gik vi ind for regeringskoalitionen, men var imod krigen. Vi mente bare ikke, at vi otte havde ret til at afgøre, om koalitionen skulle sprænges. Vi følte os forpligtede af basis, og mange lokalafdelinger støttede vores holdning imod krigen, men få dage før afstemningen i Forbundsdagen signalerede de samme lokalafdelinger, at koalitionen ikke måtte bringes i fare. I den situation følte vi os ikke berettigede til at afgøre det rød-grønne projekts fortsættelse eller uigenkaldelige fiasko. Det ansvar ville vi ikke tage alene.«

Kunne godt, turde ikke
– Der står jo i grundloven, at det enkelte parlamentsmedlem kun er ansvarlig over for sin egen samvittighed...
»Rigtigt, vi havde haft lov! I dag ved vi, at flertallet ved partiets efterfølgende landsmøde stemte for en fortsættelse af regeringen. Dertil kommer, at vi otte alligevel ikke kunne forhindre tysk krigsdeltagelse, fordi et enormt flertal i Forbundsdagen (SPD, CDU-CSU og FDP, red.) var jo for. Havde vi stemt nej, ville krigen fortsætte, men De Grønne ville være truet på eksistensen.«
– Protesten skabte en alvorlig krise i regeringen, og efterfølgende er du blevet straffet: Du fik ikke en listeplads ved opstillingsmødet i Berlin i januar.
»Det bliver vurderet forskelligt... En del af dem, der ikke ville opstille mig, ville forhindre Ströbele i at kommer i Forbundsdagen igen. En anden gruppe ønskede en østtysker (Werner Schultz, red.) på listen. Øst spiller en vigtig rolle netop hos De Grønne i Berlin, og denne holdning deler jeg – men jeg ønskede naturligvis ikke selv at blive ramt af den... Mediekonklusionen lyder, at det nu er slut med den engagerede krigsmodstand hos De Grønne, men sådan ser jeg det nu ikke.«

Klare positioner
– Efter den tabte plads på opstillingslisten er du vel færdig i politik?
»Slet ikke. Der er forskellige muligheder: Jeg kan kandidere for en anden delstat – det er ikke mit ønske – eller jeg kan forsøge at vinde min kreds og få det direkte mandat.«
– Man kunne også forestille sig, at du træder et skridt tilbage og venter. Når De Grønne så har fået én på skallen, kan De træde frem og sige ’Hvad sagde jeg?’
»Den nyeste måling fra ZDF giver De Grønne fire procent – det dårligste resultat i ti år... Nej, det vil jeg ikke gøre. Jeg vil fortsætte i politik.«
– De fire procent vidner om, at vælgerne ikke føler sig repræsenteret af De Grønne mere.
»Vælgerne er vrede, det mærker jeg hver dag. De spørger: ’Hvad laver De Grønne egentlig? Vi har valgt jer, fordi I er imod krig, og I har alligevel stemt for. Hvis vi vælger jer igen, hvad finder I så på?’«
– Hvor ligger De Grønnes fremtid?
»Englænderne siger: It depends. Det afhænger af, hvordan De Grønne forholder sig. Jeg mener, at partiet stadig er vigtigt og nødvendigt. Mange af bevægelsernes problemer findes stadig og skal løses – økologi, fred, borgerrettigheder, ligeberettigelse. Det afgørende spørgsmål er, om De Grønne påtager sig disse opgaver, eller om partiet forsøger at fiske sine vælgere i ’den nye midte’, hvor alle partier efterhånden stræber hen. Jeg er tilhænger af en klar, venstreorienteret position. De Grønne skal stå for social retfærdighed. Partiet skal – modsat det, der i øjeblikket kommer fra gruppen i Forbundsdagen – kæmpe for indførelse af formueskat og for en omfordeling af samfundets værdier. Det kan ikke være rigtigt, at storkoncernerne næsten ikke betaler skat, mens skattebyrden ligger hos ansatte og arbejdere. I spørgsmålet om krig og fred må De Grønne finde et nyt ståsted; vælgerne skal vide, hvad de får, når de stemmer grønt til september. Græn-serne skal trækkes så klart, at vælgerne tror på dem, ellers tror jeg ikke, vi kan få succes.«

Ung og økologisk
– Nogle af dine kolleger mener, at det liberale FDP er den virkelige konkurrent, og at De Grønne skal hente vælgere dér.
»Først og fremmest ønsker jeg ikke FDP’s holdninger, og alle undersøgelser viser, at der ingen vælgervandring er mellem De Grønne og FDP. Det er en illusion.«
– I 1999 var der en gruppe unge grønne parlamentsmedlemmer, der mente, at partiet var ved at udvikle sig til et pulterkammer for bedagede synspunkter.
»Meget er blevet overdrevet af medierne. Det var nogle få, og de meldte sig aldrig igen. Jeg konstaterer, at den grønne ungdom, som jeg arbejder tæt sammen med her i Berlin, deler min opfattelse af fredspolitik og social retfærdighed. De fleste af de unge grønne ser ikke partiet som et yuppie-FDP-variant – de interesserer sig for økologiske spørgsmål.«
Hans-Christian Ströbele rejser sig og giver hånden til afsked: »Jeg må sige, at jeg er skuffet over Danmark,« når han at sige, før sekretæren bærer nye opgaver frem til ham. Ströbele har travlt, inden september skal han have løst sine opgaver, bagefter er det formentlig for sent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu