Læsetid: 4 min.

Hvad jeg skylder fodbolden

Tema: Æggehoveder og bold
20. april 2002

1957
Ja, jeg spillede flere år på Universitetet i Algier. Det føles, som om det var i går. Men da jeg i 1940 igen tog mine støvler på, fandt jeg ud af, at det ikke var i går. Inden første halvleg var forbi, hang min tunge ud som på de kabylske hunde, man ser klokken to om eftermiddagen i Tizi-Ouzuo. Der var gået lang tid siden dengang, jeg tror, det var i 1928 og fremefter. Jeg fik min debut hos Montpensier Sports Club. Guderne må vide hvorfor, eftersom jeg boede i Belcourt, og Belcourt-Mustapha-holdet er Gallia-Sports. Men jeg havde en ven, en underlig én, som jeg svømmede med i havnen og som spillede vandpolo for Montpensier. Sådan bliver ens liv bestemt. Uvist af hvilken grund spillede Montpensier altid på øvelsesbanen. Banen var mere ujævn end skinnebenet på en besøgende centerforward på Orans Alenda Stadion. Jeg lærte hurtigt, at bolden aldrig kommer dér, hvor man venter den. Det hjalp mig i livet, mest af alt i storbyen, hvor folk ikke altid er så ligefremme. Men efter et år med knubs og Montpensier gjorde de mig til grin på gymnasiet: En ’universitetsmand’ er nødt til at spille for Algiers universitet, R.U.A. På det tidspunkt havde ham den underlige forladt mit liv. Vi havde ikke skændtes, det var mere, fordi han nu var begyndt at svømme ved Padovani, hvor vandet ikke var rent. For at være ærlig, det var hans motiver heller ikke. Personlig fandt jeg hans motiver charmerende, men hun dansede dårligt, hvilket jeg finder uudholdeligt ved en kvinde. Er det ikke manden, der plejer at træde på tæerne? Ham den underlige og jeg havde bare aftalt at mødes igen. Men årene gik. Meget senere kom jeg ofte (med rene motiver) på restauranten i Padovani, men ham den underlige havde giftet sig med sin paralytiker, som må have forbudt ham at bade, hvilket er normal praksis.
Hvor kom jeg til? Jo, R.U.A. Jeg var meget tilfreds, da det vigtigste for mig var at spille. Jeg var plaget af utålmodighed fra søndag til torsdag, træningsdagen, og fra torsdag til søndag, kampdagen. Så jeg sluttede mig til universitetsmændene. Og dér var jeg målmand for juniorholdet. Ja, det virkede alt sammen meget enkelt. Men jeg vidste ikke, at jeg hermed havde skabt et tilhørsforhold, der skulle vare i årevis, omfatte hvert stadion i departementet, og aldrig skulle ophøre. Dengang vidste jeg ikke, at når jeg tyve år senere på gaderne i Paris eller Buenos Aires (ja, det skete for mig) mødte en ven, som sagde ordene R.U.A., ville mit hjerte begynde at banke på tåbeligste vis. Og når nu jeg alligevel er i gang med at fortælle hemmeligheder, kan jeg afsløre, at når jeg for eksempel er i Paris, går jeg ind og ser Racing Club de Paris, som jeg har gjort til mine favoritter, udelukkende fordi de bærer de samme blå- og hvidstribede trøjer som R.U.A. Jeg må også tilstå, at Racing har noget af det samme excentriske over sig som R.U.A. De spiller ’videnskabeligt’, som vi siger, og taber på videnskabelig vis kampe, de burde vinde. Det virker, som om det har ændret sig (det skriver de til mig fra Algier), i det mindste hvad angår R.U.A. Det var nødt til at ændre sig – men ikke for meget. Når alt kommer til alt, var det årsagen til, at jeg elskede mit hold så meget, og ikke blot sejrsglæden – der er så pragtfuld, når den er kombineret med trætheden efter anstrengelsen – men også den tåbelige trang til at græde de aftener, hvor vi havde tabt.
Som back havde jeg Den Store – jeg mener Raymond Couard. Han havde en hård tid, hvis jeg husker rigtigt. Vi plejede at spille hårdt. Studenter, deres fædres sønner, sparer ikke sig selv. Stakkels os, vi blev mast til plukfisk! Vi var nødt til at se det i øjnene. Og vi var nødt til at spille ’sportsligt’, fordi det var R.U.A.’s gyldne regel, og ’kraftfuldt’, fordi en mand er en mand, når alt kommer til alt. Et svært kompromis! Jeg er sikker på, at det ikke har ændret sig. Det hårdeste hold var Olympique Hussein Dey. Stadion ligger ved siden af kirkegården. De lod os nådesløst forstå, at der var direkte adgang. Hvad angår mig, den stakkels målmand, gik de efter kroppen. Uden Roger ville jeg have lidt. Der var også Boufarik, den fantastisk store centerforward (vi kaldte ham Vandmelon), som altid landede med al sin vægt lige på mine nyrer uden at tænke på konsekvensen: skinnebensmassage med fodboldstøvler, hiven i trøjen, knæ i skridtet, sandwiches mod stolpen … kort sagt, en plage. Og hver eneste gang undskyldte Vandmelon med et ’undskyld, sønnike’ og et franciskansk smil.
Jeg må hellere stoppe. Jeg har allerede overskredet de grænser, der er mig udstukket. Og tillige bliver jeg sentimental. Der var noget godt selv i Vandmelon. Lad os nu også være ærlige, vi gav ham igen. Men uden at snyde, for det var sådan, vi var opdraget. Og på det her tidspunkt vil jeg holde op med at spøge. Verden har gennem mange år givet mig en masse erfaringer, men alt hvad jeg ved om moral og mænds forpligtelser, skylder jeg sporten – jeg lærte det hos R.U.A. Det er kort sagt årsagen til, at R.U.A. ikke kan dø. Lad os bevare det. Lad os bevare dette fine og gode billede af vores ungdom. Det vil også holde vagt over dit.

(Oversat af Peter Christensen)

*Albert Camus, 1913-1960. Fransk forfatter og filosof, kendt for bl.a. romanerne Den fremmede (da. 1944) og Pesten (da. 1948), novellesamlingen Eksil og kongedømme (da. 1958) og det politiske essay Oprøreren (da. 1964). Modtog Nobelprisen i litteratur 1957.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her