Læsetid: 6 min.

Snart i en villa nær dig

Der er grund til at stille de store spørgsmål om livet i disse tider – men spiritualitet, okkultisme og store svar har også sine brådne kar – guruer, for eksempel
19. april 2002

Qlummen
Jeg havde allerede hørt om ham, før jeg mødte ham første gang: Den orientalske mand der med sine bare, brune hænder kunne skære folks maver, hjerner og knæskaller op for herefter at fjerne kræftsvulster, blindhed eller sportsskader.
Han kom fra Filippinerne. Dér havde han fået en åbenbaring, som gjorde ham i stand til – ved guds hjælp – at stikke fingrene ind i mennesker som var deres hud en velæltet bolledej, rode rundt inde i diverse organer i kroppene og trække de dårlige indvolde, kødklumper eller svulster ud, der gjorde menneskerne syge.
Bagefter, forlød det, ville huden på patienten af sig selv lukke sig lige så fint i, som den havde åbnet sig under filippinerens magiske fingre.
Hvor ovenud besnærende! Og en lille smule uhyggeligt, tænkte jeg, da jeg som ranglet og smugrygende teenager en onsdag i slutningen af 1980’erne forberedte mig på den store ære, det var at møde den opererende verdenssensation i min 500 personers landsby i Jylland.
Jeg havde godt nok hverken cancer eller sportsskader. Men jeg var forkølet og havde asmatiske tendenser, hvorfor jeg af arrangøren blev instrueret i ikke at smugryge i dagene op til håndoperationen, da det ville være uforskammet uhøfligt overfor den ikke-rygende kirurg, hvis der sivede Prince Light-rester ud af lungerne, idet han åbnede dem.

Med tilstoppet næse stod jeg således en onsdag formiddag i en gul villa i landsbyen med hånden på dørhåndtaget ind til det soveværelse, der i dagens anledning var omdannet til operationsstue.
Stemningen i huset var kaotisk. Overalt rendte mænd og damer rundt imellem hinanden med krykker, kørestole, hårløse hoveder eller andre synlige tegn på dårligdomme og udvekslede katastrofer og sygdomme. I mit 15-årige sind så jeg den orientalske mand på den anden side af soveværelsesdøren stå i sine safranfarvede klædestykke med tilhørende turban og tænde røgelsespinde for at tiltrække sig gudernes kraft. Sådan lugtede det i hvert fald. Af røgelse.
Døren gik op, og jeg trådte indenfor.
Dér stod en lavstammet og fedladen lille mand i bluejeans, gele-opsat hår og cowboystøvler med nitter.
»Welcome,« bjæffede han. Og slog indbydende den guldringebesatte hånd ud mod et vaklende hvidt lamelbord, der rejste sig højt og skræmmende i rummet foran ham og som i foruroligende grad ledte teenagetankerne i gysende retning af B-film med okkulte menneskeofringer.
Og så skulle man altså være nøgen, meddelte hans filippinske assistent mig kort. To minutter senere lå jeg stiv af skræk i slappe Sloggi-underbukser på bordet oven på blodpletterne fra diverse blinde og syge. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg var kommet til at smugryge dagen i forvejen, hvorfor der helt sikkert snart ville sive en umiskendelig duft af Prince Light ud af min krop. Og at hvis han åbnede min næse, ville han få snot på fingrene.

Nu var det jo altså ikke hvem som helst, der kunne få lov at møde filippineren. Eftersom han ankom i Danmark med det formål at operere måske 200 danskere om dagen, som hver især betalte 300 skattefri kroner for en tur på operationsbordet, var det bydende nødvendigt for arrangørerne – en lille håndfuld lokale healing-interesserede – at skjule både filippineren, hans kirurgiske assistent og operationslokalet for myndighederne.
Derfor var den gule murstensvilla pyntet tækkeligt op med vejrende papirsflag i haven og kulørte lamper i trækronerne. På den måde lignede scenen en ganske almindelig og på ingen måder mistænkelig festlig sammenkomst af den slags, man så ofte så i min landsby – måske en fødselsdag, et sølvbryllup eller en studenterfest. Jeg mener: Hvordan skulle man ellers have kunnet forklaret den jævne gennemstrømning af biler, der i løbet af onsdagen ankom til huset?
Alligevel blev det afsløret.
Godt nok havde villaejeren løbende sørget for at få kødresterne, kræftsvulsterne og blodet, der blev opsamlet i husets røde opvaskebalje efter hver operation, skaffet af vejen. Men rygter spredes hurtigt i et samfund, hvor der ikke kommer filippinske håndkirurger særlig tit. Og dertil kommer så skandalen, der opstod, da filippinerens assistent allerede efter nogle få dage stak af med en af arrangørernes datter.
Filippineren selv tog benene på nakken og vendte hjem med et uvist antal tusinde kroner.
Og jeg var stadig forkølet – og i øvrigt optaget af at fordrive fornemmelsen af små fedladne mænd i nittercowboystøvler, der lagde blodige kødklumper på mit rystende maveskind og sagde »welcome«.

Siden den onsdag i et soveværelse i en murstensvilla er der mindst ét menneske, der er dødt som følge af filippineren. En ung mand fra min hjemegn, der var syg af cancer, valgte at trodse læger og gode råd og rejse til Manila i stedet for. Han døde i flyet på vej hjem. Det forlyder også, at vrede mennesker, der anklagede filippineren for fusk, undersøgte skraldespandene udenfor hans klinik i Filippinerne, hvor de fandt læssevis af de kyllingelig, som blev brugt til at fremskaffe det legendariske blod og kødklumper. Og en dokumentarfilm, der gik tæt på filippinerens fingre, kunne senere hen afsløre, at fingrene ikke gik gennem menneskehuder som knive i en bolledej, men bare holdt sig anatomisk korrekt udenfor patienten.

Siden den onsdag i et soveværelse i en murstensvilla er der kommet så mange andre mærkværdigheder til. Der var ufo’er og ånder i glas, der stavede okkulte budskaber fra fjerne slægtninge til de, der havde antennerne langt nok ude til sjæleverdenen. Der var dommedagsprofetier i anledning af årtusindskiftet. Og lige nu er der tv-programmer på næsten enhver dansk kanal, hvor medier renser danske hjem for afdøde sjæle, og clairvoyanter opklarer mord, som politiet for længst har opgivet.
Det okkulte er over os som aldrig før. Periodiske spøgelser og glas-ånder er intet i forhold til den folkelige forankring, åndernes okkulte verden i disse dage får gennem tv-programmer som ’Åndernes magt’, der rammer lige ind i hjertekulen på enhver, som savner en dybere mening med sit liv og finder trøst i, at der bevisligt er et hinsides rige, noget andet, noget nyt, der overskrider grænserne mellem liv og død, en yderligere dimension i eksistensen.
Og det er jo uforklarligt. Hvordan kan et glasbord brække midt over for rul-
lende kamera, idet et medie beder om et tegn fra en eventuel ånd? Hvordan kan to forskellige clairvoyanter fortælle en enslydende og detaljeret historie om et mord, de ikke på forhånd kender noget til?
Hvordan kan en mand med kikkertsyn i løbet af sekunder komme til at se igen bare ved at blive velsignet af en afrikansk prædikant?
Det er fænomener som disse, som naturvidenskaben har kæmpet bravt imod i årevis med henvisning til fornuften, der i oplysningstiden lærte os mennesker, at det uforklarlige – institutionaliseret gennem kirken – ikke skal tages for pålydende. En fornuft, der siden har gennemsyret den vestlige civilisation i så høj grad, at selv zoneterapi eller kiropraktik indtil for ikke ret længe siden blev betragtet som den rene heksekunst af store dele af lægevidenskaben.

Spørgsmålet er, om det er denne grundlæggende fornuft, der er ved at miste fodfæste i det vestlige menneskeland. Er vi ved at være trætte af at tro på, at livet stopper efter døden, eller har vi i virkeligheden aldrig troet det – hvorfor tv-programmer om åndernes verden giver os det endelige bevis?
Det er godt at stille de store spørgsmål til livet – også i en tid, hvor der har været en 11. september, og hvor værdier er blevet buzzword i næsten enhver sammenhæng. Men med globaliseringen er udbuddet af svar blevet mangedoblet – og selv store svar har sine brådne kar. Tag dig f.eks. i agt den dag, der kommer en filippiner i cowboystøvler til din landsby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her