Læsetid: 4 min.

Sonisk turist

Blurs og Gorillaz’ forsanger Damon Albarn har været i vestafrikanske Mali for at lære fra, lytte til og lege med landets store musiktradition
20. april 2002

Ny cd i dialog
Ralf Christensen (RC): Det er hverken første eller sidste gang, at en musiker fra den nordlige halvkugle rejser til Afrika for at få lidt luft under versefødderne. Paul Simons Graceland-eventyr fra 1986 er det måske mest berømte eksempel, men den store, minimalistiske komponist Steve Reich tog f.eks. også – i 1970 – til Ghana for at hente inspiration. I dag gælder det så blegnæbbet Damon Albarn – mest berømt som forsanger i Blur, men også tegneseriebandet Gorillaz. I 2000 rejste han til Mali, og ud af det er kommet over 40 timers båndoptagelser af englænderens jam sessions med Afel Bocoum, Toumani Diabaté, Ko Kan Ko Sata Doumbia og hvem han ellers stødte ind i på sin vej. Nogle optagelser er forblevet uberørte på det nye album Mali Music, andre er voldsomt omarbejdede – f.eks. »Sunset Coming On«, der sammensmelter Albarns brit-melankoli med det store vestafrikanske lands bluestradition eller »Makelekele«, der rammer en forbløffende balance mellem elektroniske harmonier og bassug og et håndspillet mylder af trommerytmer.
Tue Andersen Nexø (TAN): »Makalekele« er så absolut et af de bedre numre på Mali Music. Og det er det blandt andet, fordi det insisterer på at være både hurtigt og voldsomt. Resten af cd’en holder sig til en mere tilbagelænet, let sumpet puls med masser af lyse, eksotiske, let klimprende strengeinstrumenter foroven og malinesisk sang på fuldstændigt ukendte sprog.
RC: Ja, det er jo en del af charmen. At ordene bliver til musikalske, ikke sproglige betydningsbærere. At stemmerne bliver rene instrumenter i de saligt rislende numre, der altså ofte er ekstremt dynamiske og nærmere foroverbøjede i deres intensitet og hvor rytmikken taler i myldrende tunger og melodierne vikler sig om slagtøjet.
TAN: Melodier... i mine ører er der ikke så meget tale om egentlige melodier, mere diffuse og mangelagede lydstykker, der lader de samme tonestumper cirkle om og om igen. Når det er bedst giver det en vuggende, på én gang støvet og døsig stemning fra sig. Andre gange minder det om musikken til en let eksotisk fransk filmaf den slags, der handler om et nedslidt provinscirkus.
RC: Nu kan jeg så ikke helt sætte mig ind i dén referenceramme, men bare fordi musikken er repetitiv eller diskret i sine virkemidler behøver det jo ikke være filmmusik eller for den sags skyld muzak. Jeg bliver netop imponeret over den lethed, som de malinesiske musikere spiller med, deres evne til at væve sig ind imellem hinanden i nærmest pludrende, men stadig distinkte forløb.
TAN: Ok, på et plan er Mali Music en god, om end noget diffus plade. På et andet, mere principielt plan irriterer den mig. Jeg synes, den opdaterer længslen efter et åh, så livsbekræftende etno-Afrika. Og det gør den, selvom den ikke forsøger at fange den sidste rigtige pygmæ og hans musikalske bambusrør på plade. Tværtimod er intentionerne gode nok, man søger en musikalsk dialog og en afrikansk musik, der allerede er opblandet med vestlige traditioner. Men de kulturelle fantasmer bliver især tydelige i den medfølgende booklet, hvor Damon Albarn som en anden backpack-turist driver rundt blandt nutidige, på én gang fattige og stilrigtige afrikanere. Cd’en selv ligger lige på kanten af samme moderne eksotisme. I mine ører er Mali Music tæt på at blive undergrundsmusikkens svar på Deep Forest – dem med afrikansk stammesang tilsat langsom europæisk electronica.

Hvilket belæg?
RC: Den påstand kan jeg ganske enkelt ikke høre belæg for. Mali Music byder groft sagt på to musikalske strategier: 1) En registrerende (hvor turistet det så end måtte være) i form af en række forbilledlige optagelser af malinesiske musikere, som Albarn retter sig ind efter, lytter til, spiller sammen med på deres teknisk overlegne præmisser. Og 2) Begavede, smukke revisioner, ombygninger, dekonstruktioner af samme optagelser foretaget af Albarn hjemme med sit teknologisk overlegne udstyr og sin dekonstruktive sans. Bedre musikalsk modstand, men dermed også respekt, kunne hr. Albarn ikke have udvist Mali-musikken. At høre Mali Music som en undergrundsversion af Deep Forests kolonisering og syntetiske bulldozing af pygmæ-sang og i øvrigt kvalmende forsøg på at gensælge oprindelighed i moderne designer-muzakalsk indpakning, kunne ikke være fjernere fra Albarns projekt.
TAN: Måske skal jeg præcisere, hvad jeg mener. Til forskel fra Deep Forest søger Mali Music ikke mod de afrikanske naturfolk og deres musik, men hen imod et moderne Mali, med dets storbyer og blandinger af tradition og
europæisk påvirkning. Ikke desto mindre dyrker den en ’opdateret autenticitet’, en moderniseret, og i en vis forstand metropoliseret, udgave af vestens drømmebilleder om den afrikanske musiks – og den afrikanske kulturs – vuggende rytmer og repetetive melodistumper. Jeg savner, at Gorillaz’ vrængen eller Blurs kyniske britpop-attituder bliver sat i spil i forhold til den malinesiske musiks rolige flow. Jeg savner, at Albarn tør stå ved sit eget, meget europæiske udtryk. Som det er nu, agerer han i mine øjne begejstret fødselshjælper og ikke egentlig dialogpartner.
RC: Jeg mener han gør begge dele, og jeg kan ikke andet end nyde Mali-musikken og det faktum at Albarn ofte træder i baggrunden – sikkert af bar benovelse. I øvrigt er der vel heller ikke noget galt med autenticitet i musik, og bare fordi den kommer fra Afrika, behøver denne autenticitet, heller ikke hverken være fodformet eller utopisk. Og, ja, det kunne da være sjovt med lidt Gorillaz-flabethed, men den er der bare ikke, og så må man jo lytte til det, der er. Jeg er tværtimod imponeret over Albarns subtile sammenklipninger og remixninger, og det ville da også være ekstremt fjollet, hvis han havde forceret sit udtryk for at leve op til tidligere inkarnationer af hans kreativitet. Men Albarns udtryk er da stadig ganske europæisk – måske tættere på Blur, end Gorillaz. Men heller aldrig fjernt fra Mali. Og hvorfor skulle det egentlig også være det?

*Afel Bocoum, Damon Albarn, Toumani Diabaté and Friends: Mali Music (Honest Jons Records/EMI)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her