PALMA Peter Brixtofte fra Farum ligner næsten en pæn spejderdreng i forhold til borgmesteren i Marbella på den spanske solkyst. Den 69-årige byggematador Jésus Gil y Gil har i de sidste 11 år regeret i badebyen, hvor de smarte tricks florerer, og oliesheiker, mafiabosser og silikoneoppustede kvinder slikker sol på dyre lystbåde.
Gil y Gil har med sit familiestyrede populistparti kaldet GIL forsøgt at forvandle Marbella til Middelhavets svar på Hong Kong: et levende skatteparadis med 110.000 indbyggere og 160 nationaliteter. Borgmesteren er stolt af sit livsværk. For han har holdt sine løfter om rene gader, sikkerhed og masser af politifolk i bybilledet.
Gil indledte sin sidste valgkamp fra en retssal, hvor han højlydt proklamerede, at »dette demokrati er en forbandet omgang lort«, og han beskyldte dommerstanden for at forfølge ham. Han fremstillede sig som et offer for en ydre hetz, fordi han da var under anklage for falskneri, ulovligt udførsel af offentlige penge, afpresning og korruption.
Gils opråb blev hørt af byens borgere, og Grupo Independiente Liberal (GIL) erobrede for tredje gang absolut kontrol i byrådet med 15 ud af 25 mandater. At Marbella under Gils ledelse har opnået den lidet glorværdige position som Spaniens mest forgældede by en samlet gæld på over tre mia. kroner fik kun få Gil-vælgere til at flytte krydset.
Marbellas magi
Spørger man Gil der lader de øverste knaphuller i skorten stå åbne, så man kan se guldkæden på den stærkt behårede brystkasse er alt i den skønneste orden i Marbella. Den lokale gratisavis La Tribuna, som får 50.000 kroner fra kommunen hver dag, hjælper med til at formidle budskabet.
I de sidste 11 år er der bygget 42.000 nye boliger i byen, og prangende tårne skyder op over alt. Mange rige udlændinge frekventerer byen jævnligt. I marts donerede Saudi-Arabiens kong Fahd ikke mindre end 900.000 euro (ca. 6,7 mio. kroner) til en ny hjerteafdeling på Marbellas Costa del Sol hospital.
Ud til havet har Kong Fahd selv et imponerende sommerpalads, og på borgmesterens ordre er det oplyst hver aften, så byen tager sig pænt ud, når majestæten eller arabiske sheiker og prinser beærer byen med besøg, herunder til byens juvelerbutikker.
For nøjagtig et år siden blev Marbellas berømmelse mangedoblet, for filmen Mission i Marbella havde da premiere og blev i løbet af kort tid alletiders store kassesucces for spansk film. Den 35-årige filminstruktør Santiago Segura vendte tilbage i hovedrollen som den fedladne, fordrukne, storsvedende og racistiske privatdetektiv, Torrente, for hvem politisk korrekthed er et fremmedord.
Sammen med medhjælperen, der er junkie, drøner han ind i Gils by i en rød Ferrari, siden går han fallit og dykker ned i byens underverden med mafiabosser, prostituerede og alfonser. Sådan er Marbella også i virkeligheden, for i de senere år er flere italienske og russiske mafiafolk blevet set eller anholdt i badebyen.
Torrente er dybest set een lang parodi på Jesús Gil. Torrente er passioneret fan af fodboldklubben Atletico de Madrid, som Gil er præsident for i det virkelige liv. Tilbage i 1990 kaldte Gil en fransk UEFA-dommer for maricon en bøssekarl og Torrente siger gerne det samme om mænd, der står i vejen for ham. Kvinder er i Torrentes univers billige blondiner, og i Marbellas byråd tiltaler Jésus Gil i reglen den socialistiske gruppeformand som blondinen.
Den eneste store helt for de to er general Franco. Torrente har opkaldt sin hund efter generalen, og Gil har for Atletico de Madrids penge aflagt besøg i stormagasinet El Corte Ingles, hvor han har erhvervet sig et portræt og fem kopier af Franco, samt dameundertøj til datteren og fruen. Det var Franco, der tilbage i 1969 mod et diskret honorar på 20 mio. kroner fik løsladt Jésus Gil, der sad i fængsel, fordi en af hans bygninger var styrtet sammen, og 58 personer havde mistet livet.
Bag tremmer
I denne uge vendte Gil tilbage til fængslet. I 1999 blev han ved byretten i Marbella dømt til seks års fængsel og 28 års udelukkelse fra politik. Det var i den såkaldte trøjesag, hvor han på illegal vis havde ført 20 mio. kommunale kroner over i Atletico de Madrids kasse, som Gil-familien styrede via deres selskab Promociones Futbolísticas S.A.. Gil slap ud af fængslet på grund af dårligt helbred, genopstillede til byrådet og appellerede dommen. For to uger siden stadfæstede Højesteret dog dommen.
Som om det ikke var nok, så blev Jésus Gil i onsdags varetægtsfængslet i Alcalá-Meco fængslet i Madrid, og seks af hans nære medarbejdere led samme skæbne. Der var dog ikke på grund af trøje-sagen. Landsretsdommer Juan del Olmo sendte borgmesteren og hans folk i fængsel af frygt for, at de destruerer bevismateriale i den store Marbella-sag, hvor de er sigtet for ulovligt at have ført 200 mio. kroner ud af kommunekassen. Dommeren gør det ikke umotiveret. I august sidste år blev der på mystisk vis stjålet 50.000 A-4 sider fra to lokale domstole det var vigtigt bevismateriale i sagen.
Anklagen er, at Gil-folkene har udskrevet tusindvis af fiktive fakturaer til deres fire skyggeselskaber (Dintak, Cantera Nasok, Contratas Peninsulares y Contratas El Plantío), der alle har en 80 årig dame, Dolores Nicolás, som præsidentiel marionetdukke. Hun er mor til en af Gils nære medarbejdere. Pengene skal bl.a. være overført til skattely som Jersey og Gibraltar. Ifølge dommerkendelsen har Gil forpurret byrådets demokratiske virke ved at have brugt kommunale penge uden anden godkendelse end sin egen vilje.
Gil hævder, at han er uskyldig. Kort inden han blev fængslet forleden, udtalte han fra sit kontor i Klubben for finansiel ejendomshandel, der ligger få minutters gang fra rådhuset: »Min advokat, der er verdens bedste, studerer dommerkendelsen. Og vi vil se, om vi laver rekurs til forfatningsdomstolen eller appellerer til domstolen i Strasbourg. Men under alle omstændigheder, vil jeg fortsætte med at regere i denne by. Jeg forlader aldrig rådhuset,« sagde han som var han offer og helt på en og samme tid.
