Læsetid: 5 min.

Spilleværket mod evigheden

Bach er musikernes favorit. Forståeligt nok. Der er ingen over eller under Bach - han står i en egen kategori
20. april 2002

Koncert i dialog
Anders Beyer: Efter uropførelsen af Karsten Fundals Entropia ved forrige Torsdagskoncert, var musik af Bach i centrum ved den seneste koncert i Radiohusets Koncertsal. Det første projekt loyalt gennemført af alle musicerende, der kæmpede bravt med sangen og musikken. Med Bach fik de deres ’egen’ musik, den musik de elsker at elske, fordi den står højest og mest funklende over alt andet. Den er musikantisk, til tider nærmest landlig djærv, men samtidig med en fast struktur med melodiske tandhjul, der ubesværet glider ind i hinanden i et sindrigt system.
Bach er musikermusik og aftenens program gav mulighed for at sætte lyd på både enkelte grupper og solister i ensemblet. Det giver en fornemmelse af at ’være på’, være en vigtig brik i helheden. Det gjalt Brandenburgkoncert no. 1, Weichet nur betrübte Schatten (BWV 202) og Geschwinde ihr wirbelnden Winde (BWV 201).
Til formålet var de bedste ankermand og -kvinder i orkestret indforskrevet. Hvilke musikere! Jeg begyndte at notere enkeltpræstationer i den rækkefølge, de gjorde sig bemærket: Max Artved (obo), Johannes Søe Hansen (violin), Ole Kristian Dahl (fagot), Elise Båtnes (violin). Men jeg holdt op, for det blev ved.
Det var, som om at alle gode ressourcer var sat ind for at opnå det bedste: Kaare Hansen til at instruere koret, der sang med forbilledlig tekstudtale og frasering, solister med Lise Larsson (sopran) og Johan Reuter (Basbaryton) som naturlige autoriteter sangligt såvel som teatralsk.
Jeg har før oplevet dirigenten Peter Schreier i Tivoli. Dengang som nu har jeg svært ved at se det opbyggelige i den abrupte direktion, som savner plastik og formgivning af fraser. Det naturlige og timede slag som en Lars Ulrik Mortensen kan præstere i den gamle musik, kan Schreier ikke. Havde han ikke haft et navn som sanger, før han blev dirigent, ville ikke så mange have lagt mærke til ham. Men han har repertoriet med sig, og han havde også musikerne med sig denne aften. Og de gav alt, hvad de havde opsparet af viden og udtryksvilje.
Når man har det overskud og den betingelsesløse kærlighed til det at spille sammen, bliver resultatet meget mere end summen af de enkelte stemmer. Bachs musik fik med disse musikere denne aften en næsten Mozartsk lethed, en boblende humor, et musikalsk drive, så man sad og hev efter vejret præcis som de instrumentalsolister, der lige havde ydet en næsten atletisk præstation.
Når man som musiker giver alt og ikke spiller safty
first, lever musikken, fordi
alle sanser spiller med og faldet bliver en reel mulighed. Oboisten Max Artved er en sådan stor kunstner, der tør give slip på sig selv. Da musikken kørte af sporet i Geschwinde ihr wirbelnden Winde, tænkte man: Hellere en formfuldendt bøf der vil noget end en omgang slatten pligtarbejde. Giv ham en hånd.

Andagtsstemning
Torben Brostrøm: Ligesom film skal ses i biografen, skal musik høres i koncertsalen. Dér kan den også ses, de store fingre på kontrabasserne, blæsernes runde eller strammede kinder, strygernes flyvende buer og dirigentens kropssprog. Det absolutte nærvær i oplevelsen indfinder sig som nu ved Torsdagskoncerten med symfoniorkestrets Bach-aften. DR’s magasin Klassisk musik havde annonceret opførelsen også af en blæserkvintet af Jacques Ibert, men den var pist – eller pift – væk til fordel for helhedsoplevelsen.
Jeg faldt i modsætning til Anders Beyer lidt for den stive Peter Schreier og hans snurrende venstrehånd mod violinerne, hvor det bare kørte og kørte i et spilleværk mod evigheden. Og det i den verdslige musik, der til gengæld lovede at blive og vare ved i erindringen. Der var andagtsstemning blandt publikum og også musikerne, der fik lejlighed til at høre hinanden i de koncerterende værker.
Som nu bryllupskantaten med den fantastiske dialog mellem blæser og sangstemme, hvor jeg straks forelskede mig i sopranen Lisa Larsson, som stod der og sang om kærligheden, dens trængsler og håbefulde fryd, så man knap behøvede at læse sig til i det programmet.
Den store, afsluttende kantate med sangerstriden mellem Phoebus (Apollon) og Pan, der har udfordret guden forløste humoren i den store musik, endda komikken, gennem de agerende sangeres operavante gestus og dirigentens snurrende venstrehånd, der nu fik understreget platheden og praleriet i Pans sangøvelser med Johan Reuters tydelige tilstedeværelse. Her var to stilarter oppe mod hinanden med Palle Knudsens Apollon i flotte guirlander. Et møde mellem det folkelige og eliten, eventyret og myten, hvor vi slet ikke havde svært ved at tage parti sammen med dommerpanelet på scenen. Kun Midas applauderede den arme Pan. Ifølge mytologien blev han til straf udstyret med æselører, hvad de dog undlod her. Til gengæld voksede ørerne på os andre.
Milan Kundera diskuterer i en af sine romaner, om barokmusikkens danseformer er hentet i folkemusikken, eller om spillemændene har luret kunstmusikken af. Han mener vist det sidste, men at de er fælles om så meget, hører enhver, når som her dansen går i munterhed.
Mens baroklitteraturen ikke har så mange venner blandt moderne læsere, synes musikken bare at tage til med de mængder af barokmusik, der findes frem af gemmerne og udgives. Til henrykkelse for dem der foretrækker cembaloet for synthesizeren. Johan Sebastian
Bach pegede med sin musik mod guddommen, og det er nok en messe værd, men hans gang på jorden med verdslige koncerter og kantater har den fine apollinske karakter, som er alt nok.
Inden jeg gik hjemmefra lagde jeg en cd på med Karl Richters udførelse af bryllupskantaten for at have et sammenligningsgrundlag.
Han er nok en større dirigent end Peter Schreier, men Radiosymfonikerne slog ham af pinden – eller pinden af ham, om det så skyldes forskellen mellem levende musik og mekanisk musik, som man sagde, dengang pladerne kom ind i verden. Der er nærværet til forskel.
Jeg har ikke desto mindre lyst til at høre transmissionen af koncerten i morgen, med det filter, der så er på, for at stimulere erindringen af en stor aften.

*Torsdagskoncert med Radiosymfoniorkestret og Radiokoret under ledelse af Peter Schreier. Sangersolister: Lisa Larsson, Tuva Hemmingsen, Helge Rønning, Peter Grønlund, Palle Knudsen og Hohan Reuter. Værker af J.S. Bach

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her