Læsetid: 1 min.

Sportsfolk

19. april 2002

Davor Suker
*Kroatiens tekniske begavelse par exellence blev sammen med sine lige så aldersstegne landsmænd, Prosinecki og Jarni, gjort til rumænere i sidste uges Sportsfolk. Redaktionen græmmer sig over den stress, der lå bag
fejltagelsen.

Hysterikere
*VM i fodbold i 2006 skal være et ’grønt’ og bæredygtigt arrangement. Med henvisning til 11. september (sic!) oplyser de tyske arrangører, at tilskuerne ikke må ryge tobak under kampene. Er der ingen grænser for hysteriet?

Michael Tauson
*Dansk eks-tennisspiller, skal nu, sammen med Michael Mortensen, søge at skabe et dansk tennishold til Davis Cup-turneringen på trods af den barnlige og uprofessionelle strid mellem de to bedste danske spillere, Kristian Pless og Kenneth Carlsen. Skulderskader eller ej: Let’s play ball.

De tre tenorer
*Fodboldtosserne José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti markerer fodbold-VM med en koncert på Yokohama Arena den 27. juni. Billetpris 7.800 kr.

Jacques Rogge
*IOC-præsidenten har bombastisk dementeret The Guardians påstand om, at ca. 100 dopingtest ved vinter-OL i Salt Lake City viste spor af EPO.

Brian Steen Nielsen
*Teknisk boldsikre, internationalt frygtede og taktisk begavede profiler står i kø for en plads på listen over de spillere, som udtages til VM-fodboldtruppen den 2. maj. Desuden figurerer altså også midtbanespoileren fra Københavns østligste forstad tilsyneladende stadig på listen. Forklaring udbedes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her