Læsetid: 7 min.

Det jeg, der står herude og banker på

Om det private jeg, der kom ud fra stuen og ind i kunsten – igen
12. april 2002

(2. sektion)

Mig med?
Vi fniser lidt: for det er da lidt latterligt, at John Denver ikke længere må synge »Leaving on a jet plane« på Danmarks Radio, fordi tre flyvere ude i virkeligeheden har været brugt til terrorattentater. Der er da forskel på Denvers popmusikalske univers og så virkeligheden.
Og vi fniser lidt: for det er da lidt til grin at imamer i Paris bebrejder forfatteren Michel Houellebecq nogle ting, som jeg-fortælleren Michel siger om islam i Houellebecqs roman Platform. Man kan jo ikke slutte fra det æstetiske jeg til det private jeg. Heller ikke selv om de begge to hedder Michel. Moderne literatur er jo ikke meningstilkendegivelser som kronikker.
Sådan har vi set på litteratur i hvert fald siden digtere som Michael Strunge sendte det private jeg ud af kunsten og tilbage i den private stue.
»‘Nej’,« som han skrev: »jeg er den samme som altid – en anden.« For at sætte forskel mellem det civile jeg og det jeg, der står i digtene. Fordi det private jeg ikke hører hjemme i poesi. Det private jeg kunne ifølge Strunge sidde på en stol og sige: ’Jeg har det dårligt. Så nu går jeg ned og køber en flødeskumskage’. Og de flødeskumskager og den private pyller skulle ud af det æstetiske rum. Som Strunge dømte over bekendelseslyrikeren Lola Baidel:
»Det er fiduspoesi.«
Man kunne med et generaliserende postulat hævde, at Strunge formulerede en æstetisk konsensus om eksklusion af det private. En æstetisk konsensus, som blev dominerende for en periode og en generation. Og en konsensus, som Søren Ulrik Thomsen konkluderede på, da han kort inde i 90’erne konstaterede, at det æstetiske var blevet poesiens »højglanspolerede guldkalv.«

Men over de seneste par år er den absolutte adskillelse af det private og det æstetiske blevet udfordret.
Det er det private jeg, der stikker hovedet frem i dagbøger og dogme og selvbiografiske fortællinger og digte. Som når Lars von Trier i sin dagbog udleverer et jeg, overladt til sin private angst for cancer og tilbøjelighed til at pille i sin afføring:
»Jeg har stort set holdt mig fra at dissekere lorten. Det eneste kedelige er, at jeg nu er begyndt at lede efter svulster i pungen.«
Og mange af de mange dagbøger, der er udkommet, når langt ind i det private rum:
Carsten Jensen, Ib Michael, Henrik Nordbrandt og naturligvis Klaus Rifbjerg har udgivet intime journaler. Sidste år udgav Kirsten Hammann to bøger i et bind: Den ene var en roman, den anden en dagbog, hvor Hammanns private optegnelser fra den anden side nærmer sig det fiktive rum, som den truer med at ophæve:
»Jeg er i stand til at miste alting omkring mig. Alle mennesker og alle genstande. Også mig selv er jeg i stand til at miste. Jeg ønsker at miste evnen til at skrive.«
Det ser ikke ud, som om Henrik List og Gordon Inc. har lyst til at miste evnen til at skrive. Det går faktisk godt. I danske variationer over Charles Bukowski & co. har de herrer skrevet om Henrik List på druk og hor i Amerika og Gordon Inc. på tur i København og Hillerød og ude i Europa.
Det ligger i den forbindelse lige for at fremhæve Jan Sonnergaard. Som i to i enhver henseende succesrige novellesamlinger har skrevet så tæt på egne oplevelser og kendte steder og begivenheder, at læsere med en vis skuffelse har bemærket, at Sonnergaard slet ikke som en af sine karakterer vejer 30 kilo for meget. Men måske bare fem eller ti. Men Sonnergaard har konsekvent insisteret på sine noveller som fiktion. På en forskel mellem jeg i teksten og jeg i Sonnergaards civile tilværelse.
Det er til gengæld en forskel, som er elimineret i en bog, der af kritikere er blevet betegnet som vor tids version af Den kroniske uskyld: Kristian Ditlev Jensens bog om sin oplevelse som offer for pædofili: Det bliver sagt.
Personlige trauma er klassiske udgangspunkter for skønlitteratur, men altså i Kristian Ditlev Jensens tilfælde udgangspunkt for en selvbiografi.
Det bliver sagt er skrevet med æstetiske virkemidler og stragier, men fastholdt som Kristian Ditlev Jensens egen historie:
»Min bog er også ment som et politisk værk eller indlæg i en debat,« forklarer Kristian Ditlev Jensen:
»Som jeg skriver i forordet er det snarere en etisk bog end en æstetisk. Det var for mig derfor en vigtig pointe, at den er en beretning fra et rigtigt levende menneske, som findes ude i virkeligheden. Så folk kan forstå alvoren i det. Alene derfor var det vigtigt, at den blev lanceret som en fagbog og en selvbiografi.«

Multuranalytikeren Britta Timm Knudsen ser Kristian Ditlev Jensens bog som del af en bredere kulturel tendens. Hun henviser til alle de førstepersonsbekendelser, som vi ser på tv og i det medialiserede offentlige rum:
»Jeg mener, man i Kristian Ditlev Jensens bog kan se tre væsentlige samtidskulturelle tendenser afspejlet. Der er for det første forholdet mellem det dokumentariske og det fiktive, som er sat på spil. Så er der den selvbiografiske karakter af intim betroelse: Jeg betror mig til dig som læser eller beskuer. Og endelig er der det typiske, at kernen i betroelsen er af seksuel karakter.«
Det ligner en tanke, når Claus Beck-Nielsen i sin netop udkomne bog, Selvudslettelser, præsenterer sit projekt som »ikke bare min bekendelse, men hele min kulturs bekendelse.« Beck-Nielsens bog er forsynet med en plakat af forfatteren selv. Men et iscenesat privat selv, sminket og i kostume efter opførelsen af en teatermonolog.
Forfatteren Jeppe Brixvold udgav for et år siden bogen Hæfte, der lignede selvbiografiske optegnelser fra en vandring mod den hellige by Santiago de Compostela.
Brixvold arbejdede i sine tidligere bøger med en forestilling om, at det, han skrev, ikke havde noget med ham selv at gøre:
»Jeg skrev på en opfattelse af, at jeg kunne arbejde med litteratur og æstetiske former uden at blande mig selv ind i det. Men med et par år på afstand kunne jeg se, at jeg alligevel var med i dem overalt,« siger han.
Det var de samme temaer om kærlighed, bekræftelse og trods, som Brixvold genkendte som genkommende figurer i sine bøger:
»Jeg fik så lyst til gribe fat i de ting og få dem ekspliciteret i så høj grad, at jeg måske kunne få renset ud og bevæge mig mod nogle andre emner.«
Det kan tilføjes, at Jeppe Brixvold sammen med Pablo Henrik Llambías, Lars Skinnebach og Lars Frost for nylig udgav de fire forfatteres respektive personlige versioner af en jyllandsturné i Blichers biografiske og litterære fodspor.

Det siger sig selv, at der er mange forfattere, der stadig opererer med det æstetiske felt som et rum lukket om sig selv. Men for de forfattere, der åbner det æstetiske mod det private, viser der sig flere motivationer. Både Brixvold og Timm Knudsen påpeger, at det æstetiske i sig kan blive ufarligt og uantastet, fordi man kan afvise udsagn om eksistens, religiøsitet, politik og massekultur med henvisning til, at det jo bare er kunst.
Og samtidig antyder inklusionen af det private en erkendelse af, at det private rum også er en konstruktion og ikke en autentisk position udenfor. På portrætfotoet af Beck-Nielsen er indskrevet et dødsår, som kan udlægges som det privates jegs undergang som autentisk sfære.
Litteratur bliver således som selvbevidst konstruktion en privilegeret tilgang til indsigt i andre rum som konstruktioner:
»Jeg mener for så vidt,«siger Kristian Ditlev, »at alting i virkeligheden er konstruktioner; ens selvforståelse er en konstruktion, job er identitetet eller funktioner, man tager på sig og udspiller.«
»Det sjove ved at skrive er, at man, når man giver sig i kast med at bryde med fiktionen, finder ud af, at man skaber andre konstruktioner.«
Set i det perspektiv bliver adskillelsen mellem det private og det æstetiske til en anden konstruktion, som måske i et tilsyneladende paradoks synes at handicappe det æstetiske, hvis man mener at forstå litteratur som relation til andre felter og ikke som sit eget kongerige. Der er ifølge Brixvold en vis reaktion imod opfattelsen af litteratur som et uantastet og helligt sted:
»Det er ikke en naiv selvbiografisk lyst til at finde det sande jeg, der er opstået hos nogle forfattere. Det er nærmere et forsøg på at problematisere den grænsedragning mellem kunst og verden, som er så udbredt.«
»I stedet for at opfatte jeget som et særligt lukket rum for sig og det æstetiske som et andet rum for sig, ser man det som labile størrelser, der hele tiden griber ind i hinanden på forskellige niveauer.«
Det er en indsigt, som bliver formuleret i de værker, der nu inddrager det private jeg. Men det er naturligvis også en indsigt, som allerede er formuleret i det fiktive rum. Som Peter Adolphsen skriver i en af sine små historier:
»Netop fordi jeg har trukket mig tilbage fra verden og ment at kunne afstå fra at være aktør i dens vanvittige spil, har verden trukket sig ind i mig som væde trækker sig ind i en svamp.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu