Læsetid: 3 min.

Stasis og ekstase

Den debuterende danske kvintet Winona lyder som om den kommer langt ude fra bøhlandet i USA, hvor der hos spændstige Superheroes er betydelig mere smæk for skillingen
20. april 2002

Nye cd’er
Det mest slående ved den debuterende danske kvintet Winonas lavmælte og fine lille debut, Lost Hill, er hvor hujende amerikansk den lyder. Man skulle virkelig tro hele banden var født i Texas med udsigt til endeløse vidder, højspændingsledninger, jordveje, tumbleweeds og prærieulve... og ikke meget andet.
Genren er den p.t. så kritikeryndede Americana eller no depression, som den kendes fra bl.a. Lambchop, Ryan Adams og The Handsome Family, men endvidere med ekkoer af Chris Isaak, Wilco og sågar genrens Godfather, Gram Parsons.
Winonas ene trumf er sangerinden Camilla Munck, hvis stærke stemme ligger perfekt til genren, med sans for det antydede, det smertefulde og det lavmælt intense, mens den anden er pedal
steel-guitaristen Bent Malinovsky, hvis elegante arabesker og diskrete fills borger for en stor del af autenticiteten i udtrykket.
Orkestret spiller som helhed kompetent, om end lige på kanten til det anonyme, hvilket måske skyldes de ind i mellem lidt farveløse kompositioner ved guitarist Jesper Tullin, der ikke ligefrem er leveringsdygtig i uforglemmelige melodilinjer. Men numre som det twangede »Nothing But A Black Light«, den meksikansk krydrede »La Calavera« og det bluesmættede »Railroad« vidner om et klart potentiale.

Elegante detaljer
Men selvom det hos Winona myldrer med strengeinstrumenter fra countrymusikkens overdrev – producer Lasse Englund bidrager med et mindre eksotisk arsenal af alt fra ’omnichord’ til melodica – og alskens elegante detaljer i lydbilledet, er helhedsindtrykket ikke desto mindre noget statisk.
Hvad hjælper det så at Tobias Langes – gerne whiskersbetjente – trommer svinger som ind i helvede, når der ikke er samme fremdrift omkring ham? At Winona har talent er hævet over enhver tvivl, men det forløses ikke helt med denne bevidst sørgmodige musik for marginaliserede eksistenser, der som udgangspunkt har det småskidt med livet, kærligheden og sig selv. Som helhed bjergtager Lost Hill ikke lytteren så meget som det lister sig op på hende bagfra.
Så er der betydelig mere smæk for skillingen hos den poprockende sekstet Superheroes fra Skive, hvis tredje, selvbetitlede album uden tvivl er gruppens bedste til dato, selvom en vis afmatning sætter ind midtvejs.
Forsanger og komponist Thomas Troelsen har siden sidst etableret eget studie i København, hvilket har givet orkestret uanede muligheder for at finpudse materialet, og pladen er da også indspillet over en seks måneders periode. Den lange produktionstid tynger nu ikke udtrykket, de 11 sange lyder generelt dynamisk pulsende og og fulde af liv. 80’er-inspirationen er så tyk som røgen i en cigarbar, årgangssynthesizere har stået i kø med gamle trommemaskiner for at komme til (gå for sjov ind på gruppens hjemmeside og besøg dens »synth-museum«!) og resultatet kan sine steder tangere rene pasticher – som f.eks. »Do You Wanna Dance«, der ikke er mange centimeter fra Prince i dennes storhedstid, mens den charmerende
»Rich And Famous« lyder som om den burde gjalde ud på et New Romantic Diskotek anno 1981! Pånær guitarsoloen, der lyder som Troggs i 1965!

Lerduer på speed
Men som altid presser Troelsens ekstatiske personlighed sig igennem og arven fra 80’erne forvaltes generelt med et overskud og en iderigdom, som får albummet til at lyde up to date. Okay, der er et par vildskud i mellem – det slæbende »Watch Out For The Lord« er vitterlig en prøvelse at komme igennem og lyder mest som en uudviklet ide, mens »Come On« har karakter af stiløvelse, selvom den passagevist løfter sig – men generelt er sangene rigtigt gode og stryger lige ind på lystavlen.
Troelsen har flair for den klassiske sangskrivnings-
disciplin og bandet er helt på bølgelængde med hans vision. At man under lytningen så kommer til at tænke på Orchestral Maneuvres In The Dark, Japan, Human League, Ultravox, A Flock Of Seagulls og Visage betyder vel bare at 80’ernes technopop nu er taget til nåde igen og parate til at blive udsat for samme kreative rovdrift som 70’erne blev i 90’erne.
De første syv sange ryger i hvert fald af pladetallerkenen som lerduer på speed og de afsluttende to fremviser gruppens mere stemningsbetonede og eksperimenterende side: »Somebody’s Watching Me« er nærmest en vellykket atmosfærisk lydskulptur, men den raffinerede »The Ocean Diver« viser Troelsen fra hans allermest følsomme side... hvilket i parentes bemærket klæder ham.
Med dette album indfrier Superheroes de forventninger, man havde til dem oven på deres første to lovende langspillere. I dag din kærlighed, i morgen det absolutte verdensherredømme eller hvordan det der åndssvage citat nu lyder. En herlig skive, i hvert fald, lige til at eksportere i store mængder.

*Wynona: Lost Hill. (Glorious Records/Playground). Produceret af Lasse Englund & Jesper Tullin. www.wynona.dk

*Superheroes: Superheroes. (Crunchy Frog/VME). Produceret af Superheroes. www.superheroes.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her