Læsetid: 4 min.

Stig Brøggers monstre forbavser

Stig Brøggers værker er intelligente og overfladiske på én og samme tid – mener både litteratur- og kunstanmelderen
17. april 2002

Udstilling i dialog
Vi mødes i Susanne Ottesens hvide kube, der ifølge Martin Larsen (ML) minder ret meget om et museum. Det er også et både proft og kommercielt galleri, der sætter eksperimentet og kvaliteten i højsædet, fortæller Lisbeth Bonde (LB).
I galleriet hænger højst forskellige, farverige malerier, hvoraf en del er malet på tekstiler med en pelsagtig overflade. De minder om kohuder. En række ens gipsmasker, der ligner Richard Nixons kontrafej, hænger på en væg, og i den fjerneste ende af rummet befinder sig en række af små, sokkelbårne, monokrome skulpturer i forskellige farver, bestående af legetøj og forskellige kitschede rekvisitter. Det virker legende let det hele. Så vidt udstillingens rekvisitter.

Energi og legelyst
ML: Mit første helt umiddelbare indtryk er, at det her er flot. Det er meget dekorativt og farverigt.
LB: Ja, der er masser af visuel energi og legelyst her. Når jeg anmelder billedkunst, ender jeg ofte med at vurdere den ud fra min egen lyst til at eje den. Er det her så godt, at jeg kunne tænke mig at have det hængende derhjemme? spørger jeg mig selv. Det der med at tænke med maven, det er vigtigt. I hvert fald skal man ikke se med ørerne. De (kunst-)faglige, kritiske begreber har vanskeligt ved at indkredse, hvad kunsten gør ved os. De siger en mængde om, hvad kunsten betyder. Skal man vurdere, hvad ting er, beskrive deres virkning, må man mærke efter og også bruge sin krop.
ML: Jeg kender ikke Stig Brøgger, og jeg har aldrig været i galleriet før...
LB: Men jeg kan sige så meget, som at han gør noget på denne udstilling, som han ikke har gjort før, bortset fra metoden, det serielle. Ellers er alt nyt, og manden er over 60.
ML: Det, synes jeg, er imponerende. Det kan jeg godt lide.

Indfanges af sort værk
Vi suges hen i galleriets fjerne ende og indfanges af et lille, sort værk: En spacewarrior, der sidder på en landsbykirke, som igen er monteret oven på en skotøjsæske, der giver det ud som relikvieskrin. Det hele er overlejret af et lag latex og derefter malet sort og monteret på en sokkel. Og hvorfor fascineres vi begge af denne skulptur, når der er adskillige andre, i mange farver og små skalaer? Og hvorfor synes vi, at nogle af billederne er bedre end andre?
ML: Det er kitschet, og samtidig har han brugt nogle velkendte ikoner, der tiltrækker os. Der er selvfølgelig en klar kontrast eller måske ligefrem en modsætning mellem det religiøse og det vulgære, kirken og legetøjsfiguren.
De andre legetøjsting har ikke helt det samme, den halvsmeltede chokoladebjørn f.eks. Måske er det den nærmest provokerende overfladiske modstilling, der gør, at vi umiddelbart lægger mærke til den her?
LB: Ja, og den er på en eller anden måde også helstøbt og smuk.
Vi går hen til malerierne.
LB: Malerierne er ganske rigtigt dekorative. Men er der mere i dem? Hvis du havde dem hængende, ville du så kunne finde noget nyt i dem hver gang du gik forbi dem?
ML: Det er svært at sige. Men måske er sagen ikke, om man kan finde noget nyt, men mere om den slående, forførende effekt lader sig gentage, eller om den vil falme. Det ved jeg ikke. Det er ligesom, når jeg læser et særlig godt digt mange gange – man bliver ikke nødvendigvis klogere på det (eller af det), men det bliver ved med at virke slående, forbavsende. Så kan indholdet sådan set godt være ret banalt og overfladisk.

Subjektive aftryk
LB: Stig Brøgger står stadig i gæld til popkunsten, som han mødte i tressernes N.Y., og han er en eminent udstillingsarrangør. Som mangeårig professor ved Kunstakademiet og som leder af Sophienholm i over ti år, har han det der blik for, hvordan værkerne tager sig bedst ud i rummene.
Her har han skabt en række serier, som han har brudt op, og resultatet er nogle æstetiske automobilsammenstød mellem pop, kitsch og abstrakt ekspressionisme. Det er en overraskende og frugtbar dialog.
Vi går hen til et billede, som er lidt anderledes end de andre.
ML: Her har han malet på et stykke tekstil, et lagen fra et børneværelse måske med dinosaur-motiver. Det driver med maling. Det er ret godt.
LB: Ja og mærkeligt. Hvis jeg skulle vælge, måtte det blive det billede – og så det stærkt farvede rød-gule inde ved siden af. Det, der er helt igennem organisk. I dinosaur-billedet er det subjektive aftryk klart tilstede. Det overlejrer det kitschede og dekorative.
ML: Hvad mener du med det subjektive aftryk? Nå, som signatur med de der farveklatter, maleren selv har stået og dryppet på. Aftryk snarere end udtryk. Ja, men det er vel selv en del af det dekorative, for det er vel ikke lagenet i sig selv, der er smukt.
LB: Det er cool det her.
ML: Det kan jeg godt lide.

*Stig Brøgger: Now Hear – Color As Monster. Galleri Susanne Ottesen. Gothersgade 49, Kbh. Ti.-fr. 10-13 & 14-18. Lø. 11-15. Til 4. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu