Læsetid: 3 min.

Svagt fransk forspil

To upopulære kandidater står til at vinde første runde af præsidentvalget søndag. Aldrig har stemmerne været så spredt
20. april 2002

PARIS – Usikkerheden om det franske præsidentvalg er ikke blevet reduceret i løbet af kampagnen, snarere tværtimod, og udsigterne for første runde i morgen søndag peger i retning af en udsævanlig stor spredning  af stemmerne og en meget svag koncentration om de to forventede finalister, Jacques Chirac og Lionel Jospin.
En af de seneste meningsmålinger giver de to topkandidater så lave procenter som hhv. 19,5 for Chirac og 18 for Jospin, mens tilslutningen til de øvrige 14 kandidater er voksende, navnlig på yderfløjene. Højreekstremisten Jean-Maire Le Pen står til 14 procent, og det yderste venstre hæver sig til samme niveau. Selv om den kommunistiske kandidat, Robert Hue, klarer sig dårligt med kun fem procent, må det noteres, at der er hele tre trotskistiske kandidater, og at disse plus den kommunistiske sammenlagt tegner sig for over 15 procent. Det er bemærkelsesværdigt, at tilslutningen til Jospin ligger betydeligt under den normale tilslutning til hans parti og heller ikke synes at afspejle den troværdighed og de positive resultater, man ellers tillægger ham efter hans fem år som regeringschef. For Chiracs vedkommende svarer tilslutningen måske nok nogenlunde til niveauet for hans parti, RPR, men den er lav i betragtning af, at han er præsident, og at hans kandidatur støttes af næsten hele det parlamentariske højre, der omfatter RPR, centrumpartiet UDF og det liberale DL.
Umiddelbart før første valgrunde konstaterer man, at vælgermobiliseringen aldrig har været så svag i løbet af en kampagne og spændingen om udfaldet aldrig så stærk lige op til valget. Vælgernes ubeslutsomhed har aldrig været så stor umiddelbart før valgdagen, og der er tegn på, at valgdeltagelsen vil sætte ny bundrekord for præsidentvalg.

Mislykkede kampagner
Både Chirac og Jospin står svagere i målingerne i dag, end da valgkampen begyndte for seks uger siden, og deres hidtidige kampagner må derfor betragtes som mislykkede. Vælgernes evne til at skifte mening fra uge til uge har også været påfaldende stærk i løbet af valgkampen, hvis man skal tro meningsmålingerne, men på den anden side er der også opstået voksende tvivl om disses pålidelighed, efterhånden som man har set snesevis af målinger, ofte flere modstridende på samme dag. Resultatet er, at alt er muligt.
Fra søndag aften skifter situationen brat, idet en ny valgkamp begynder, nemlig mellem de to finalister, højst sandsynligt Chirac og Jospin. Denne kampagne varer to uger og slutter den 5. maj.
Forud for første runde har kommentatorerne fokuseret meget på, at Jospin har mistet det forspring, han havde for Chirac ved kampagnens begyndelse. Det er ikke lykkedes ham at slå igennem, og mange mener, at han har skuffet ved at føre en uinspireret og teknokratisk kampagne uden nye ideer og uden et klart og sammenhængende budskab. Man savner originalitet, og Jospin har i sine taler ikke fundet det sprog, der fænger.
Nogle havde håbet, at Jospin ville vise nye sider af sin personlighed i rollen som præsidentkandidat – til forskel fra regeringschefen – men han har ikke indfriet disse forventninger. Nu håber hans tilhængere, at han omsider vil ’lette fra jorden’, når kampagnen til anden runde begynder.

Vil ikke hjælpes
Jospin er også blevet kritiseret for ikke at udnytte de socialistiske sværvægtere, der er parat til at hjælpe ham i kampagnen. Flere af dem er meget populære – og mere karismatiske end Jospin – således Martine Aubry, Jack Lang, Laurent Fabius og Dominique Strauss-Kahn.
I mellemtiden har Chirac ført en kampagne med ’usikkerheden’ i centrum – bekæmpelse af vold og kriminalitet, skærpelse af lov orden. Men han har også satset systematisk på at sikre sig stemmer fra alle sider ved at agitere for skattelettelser, for bekæmpelse af fattigdom og eksklusion osv.

FAKTA
Valg-temaer
*Lov og orden: Begge kandidater har lovet at sætte hårdt ind over for de bander af unge fra Nordafrika, der bliver opfattet som en af hovedårsagerne til den voksende kriminalitet.
*Pension:Reformer af pensionssystemet er nødvendige, men også her har det været lettere at stille diagnosen end at finde en kur.
*Konkurrenceevne globalt:
Mange entreprenører foretrækker at etablere sig i udlandet. En ny regering vil komme under pres for at sænke skatten, så produktiviteten kan øges.
*EU og Frankrig: Vil en fremtidig regering kunne sikre, at Frankrig kommer til at spille en afgørende rolle på den internationale scene, som landet mener, at det har fortjent? AFP/ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu