Læsetid: 3 min.

Tænder og tillid

At gå til tandlægen behøver ikke at være en smertefuld oplevelse – på dén måde
19. april 2002

Bisser
Hun var nydelig – absolut. Virkede kompetent, vidende, ganske beroligende osv., osv. Problemet var blot, at hun var ny. Altså, hun var ikke sprunget direkte ud af eksamenslokalet for at stikke poterne ned i munden på mig, men hun var ny for mig. Det er ikke morsomt.
Måske kræver det lidt baggrund.
Altså, der hvor jeg kommer fra, var skoletandlæge et noget diffust begreb. Det var ikke obligatorisk. Faktisk var det eneste, det havde med skoletandlæge at gøre, at du (engang imellem) gik til tandlæge, også mens du gik i skole. En halv generation tidligere var det gængs praksis, at de glade unge mennesker i vid udstrækning fik et gebis,samtidig med at de fik kørekort. Sådan lidt ud fra devisen, at ’Herregud, de skal jo skiftes ud alligevel’. Så galt gik det nu ikke, men i de formative år var det nok så som så med dentalhygiejnen.

Brobygning
Det blev der først rettet op på, da jeg mødte Christoffersen. Hun og jeg havde til gengæld et nært forhold til hinanden det næste kvarte århundrede. Når jeg siger nært, mener jeg nært.
Altså, hvor tæt kan man egentlig komme på hinanden... Nu gjorde det heller ikke noget, at Christoffersen var en dame med en ikke ringe udstråling, og den bibeholdt hun faktisk helt til den sidste konsultation, inden hun trak sig tilbage. (Jeg er udmærket klar over, at jeg over årene bidrog med eklatante beløb til hendes tjekkede ydre.)
Christoffersen trak sig tilbage, og hendes afløser og jeg havde ikke umiddelbart en kemi der passede sammen. Hun ville gerne bygge broer - i min mund – og det pr. øjeblikkelig afregning. Jeg tænkte (også) på malerens faktura der lå derhjemme.
Så gik jagten ind på en dentist, som havde et mere langstrakt syn på afregnings-problematikken. Og hende fandt jeg så.
Jeg er ikke sådan decideret bange for at gå til tandlæge, men jeg synes nok, der er andre, mere fornuftsbetonede måder at tilbringe sin tid på, så lad os få det overstået.
Her skulle der bogstavelig talt sættes en krone på værket, og jeg benyttede de fem minutter i S-toget på mental forberedelse.
Bevar mig vel.
Det tog fruen ganske få sekunders vue ud over herlighederne, så kunne hun høre kasseappararet ringe. Jeg har ikke dårlige tænder, takket være den tidligere nævnte Christoffersen, men pæne er de ikke.Sunde og veltyggende, men en bogstavelig talt sand guldgrube for en kender af moderne dentalmakeup. Og det var den nye.
Jeg var helt klar til at lade mig bedøve, pakke ind i savleklude og få munden fyldt med tamponer. Men nej!

Oprydning
Fruen havde andre planer, her skulle ryddes op, skulle der, slibes, poleres og smukkeseres – og i dag er der jo ingen grænser for, hvad man kan, i forbindelse med tænder som i høj grad bærer præg af mange års brug. Jeg skulle ha’ hvide tænder, skulle jeg, her og nu. Et farvestrålende værk blev holdt op for næsen af mig – fagre nye verden, med fagre, hvide tænder. »Og det koster jo næsten ingen penge.«
Alt er relativt, tænkte jeg, og huskede på gårsdagens regning fra vinduesmanden.
Jeg skulle lige til at omtale mit egentlige emne, da jeg venligt blev orienteret om mulighederne for at skifte mine måske lidt aldersstegne fyldninger ud med noget helt moderne, når nu jeg alligevel skulle ha’ hvide tænder. Og så kunne man også... .
Jeg så det for mig, hvis jeg ikke gjorde noget hurtigt, ville jeg ligge med en ansigtsmaske, som i løbet af kun ganske få behandlinger (á sådan cirka 5.000 kr. stykket), ville få min teint til at stemmen ganske nøje overens med nuancerne i mine nye, hvide tænder.
Og så kunne der vel komme lidt pedicure oven i, når vi nu var igang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu