Læsetid: 6 min.

Techno, krybdyr og løse bukseben

’Man vil gerne være på sin egen måde, men alligevel lidt som de andre’ – Hos 5. b fra Stenvadskolen i Farum er aftenens hit på dansegulvet Shakira, men det kan hurtigt skifte
25. april 2002

(2. sektion)

Discofest
Lige idet vi kører af motorvejen, bryder seneftermiddagssolen frem. I et varmt rum på rådhuset sidder byrådet og sveder over aktindsigt, dagbøder og mødereferater, men i Farum Midtpunkt ånder verden fred og fredagsro. Fra Idas og hendes mor Charlottes terrasse kan man kigge ind i Idas værelse, hvor hamstrene Nuller og Lulu mosler rundt i et bur på gulvet. Ovenover kigger pigegruppen eyeQ, skuespilleren Elijah Wood og andre smilende ansigter ned på dem fra Vi Unges idolplakater på væggen. Ida er ikke helt sikker på, hvem alle plakatidolerne er. Men eyeQ har hun været til koncert med sammen med Charlotte.
På bordet ligger en computerdesignet invitation i alle regnbuens farver til discofest hos Kasper, som har 11-års-fødselsdag. Ved siden af to billeder af en raket og en astronauthjelm står der »Musik & lysshow« med bølgende bogstaver, og forneden står der Advarsel! Røgmaskine! med rødt. Kasper bor i samme ejendom som Ida og Charlotte, så vi går over til festen på ingen tid.
I fælleslokalet er der skrål og tummel. Ida bliver straks hevet hen i en stol sammen med to andre piger, og Kasper er i gang med at åbne Katrines gave, som er en wc-rulle, hun har stukket penge ned i. På ingen tid er der toiletpapir over det hele, også i Katrines bøllehat. Bjarne og Anne Marie, som er Kaspers forældre, har travlt med at gøre maden klar: Det ene fad efter det andet med frikadeller, kyllingelår, pastasalat, pommes frites og grøntsager bliver stillet frem sammen med rød sodavand og appelsinjuice. Skjult bag et tæppe i hjørnet står aftenens overraskelse. Det er et lysshow, Kasper har lejet til at supplere sine egne lyskæder, discokugler og farvede spot.

Under maden skiftes klassens drenge til sagligt at oplyse mig om deres yndlingsfacts. Tue kan godt lide techno og dance, Sebastian kan lide al musik fra 70’erne og 80’erne, mens Rune er goa head. »Det hedder det,« siger han bestemt. Nicky og Tue er gode venner og begge to interesserede i krybdyr. Tue har en leopardgekko, som er ligesom en kamel, bortset fra at den gemmer ressourcerne i halen. Nicky har foreløbig kun en vandrende pind, som han har fået af Tue – han havde to, men den anden hoppede ned i en vandskål. Han synes, den er lidt kedelig:
»Jeg tror, jeg skal have en kongepython.« Sebastian lider af tre forskellige slags røgmaskine-allergi:
»Der er én slags, som gør mine ben helt slappe, det er den dér. Så falder jeg bare om som en slap giraf. Så er der én, der gør mine øjne røde, og én, der giver mig kvalme. Så jeg skal passe på med at komme for tæt på.«
Katrine, som under bøllehatten har mascara på for første gang i sit liv, bryder ind: »Skal du ikke ud og flytte fødderne?« Sebastian beslutter sig for at vove et forsøg og kommer tilbage og fortæller, at det her er en fjerde slags røg, der lugter ligesom den anden, men som han godt kan tåle. Heldigvis, for lige efter går appelsindansen i gang. Børnene ordner sig pragmatisk efter størrelse. Der er næsten to hoveders højdeforskel mellem den højeste (pige) og den laveste (dreng). Ingen af dem er det mindste kejtede; puberteten raser ikke endnu. Jeg spørger Andrea, om festerne ville være anderledes, hvis forældrene ikke var med. »Det ville bare gå op i kaos,« siger hun. »Det er okay, de er her. De må bare ikke gå rundt imellem os.«

I Farum har man kun fritidshjemsplads, til man er ti et halvt, og nu går nogle af 5.b’s elever i fritidsklub. Det gider Aresu ikke rigtigt.
»Der var også en periode, hvor mange gik lige hjem fra skole og så fjernsyn – serier og Boogie og sådan noget. Men det synes jeg er kedeligt,« siger hun. Jeg spørger hende og hendes veninde Pil, om der tit er moder i klassen.
»Vi havde en støvlemode på et tidspunkt, hvor alle havde præcis de samme støvler. Det var Simone, der startede det,« siger Aresu.
Pil: »Det har været det samme med bukser med løse ben, dem skal alle stadig have.«
– Er det vigtigt at ligne de andre?
Pil: »Nogle gange. Jeg havde nogle grå termobukser, som det kun var mig, der havde. Og så begyndte en af pigerne fra klassen at bagtale mig for dem og lave et kodeord, som hun sagde, hver gang jeg havde dem på. Men så sendte jeg hende et brev, hvor jeg skrev, at jeg var ked af, at hun bagtalte mig, og det hjalp. Drengene lavede også engang en klub for alle med hængerøvsbukser, hvor de kaldte dem, der ikke gik med hængerøvsbuksere, for ’snedkere’. Så til fastelavn lavede de en demonstration mod snedkerne. Det var både for sjov, og alligevel ikke helt for sjov.«
Aresu: »Jeg tror gerne, man vil være på sin egen måde, samtidig med at man også er lidt ligesom de andre.«
– Hvordan starter en mode?
Aresu: »For tiden er det meget musik, der er på mode. Det kan starte med en reklame eller en musikvideo, men tit starter det, når der er nogen, der tør sige, at de har noget nyt, de godt kan lide.«
Pil: »Det skifter også meget. Nu er der ingen i klassen, der kan lide Britney Spears mere, men alle kan lide Shakira. Det var Simone, der havde set en musikvideo med Shakira og blev helt vild. Jeg var ellers kæmpefan af Britney Spears. Jeg sad med min computer og hentede billeder af hende ned fra nettet, og jeg blev sådan helt: gem dem, gem dem, gem dem, ind og send dem, ind og send dem... Nu hænger der fire forskellige ting på mit værelse: Anastasia, eyeQ, heste, og på den sidste væg er der Harry Potter over det hele.«

Aresu og Pil var ærkefjender i børnehaveklassen, men nu er de blevet rigtig gode venner. Og det er Harry Potters skyld.
»Vi var inde og se filmen sammen,« forklarer Aresu, »og bagefter turde ingen af os næsten sige det, for vi havde begge to hadet Harry Potter indtil da, men nu syntes vi, han var den pæneste! Det var i november, og siden har vi været bedste venner.«
Pil: »Aresu kom til at skubbe mig ned fra klatrestativet engang.«
Aresu: »Jeg var ret skrap, men dengang skulle jeg næsten bruge al min energi hver dag på at finde en leg at være med i henne på fritidshjemmet. Og der var Pil tit den, der ikke gad lege mere, når man endelig var kommet med. Dengang var Pil rigtig irriterende, når hun var irriterende, men når hun er på samme måde nu, forstår man det mere. Så gør det ikke så meget.«
Aresu kigger på mig med kloge barneøjne, men i samme øjeblik starter limbokonkurrencen, hvor hun er forsvarende mester, og alle drøner hen i kø foran kosteskaftet. De højeste falder fra først, men kan som trøst kaste sig over skålene med slik og chips, som Bjarne og Anne Marie har stillet frem på bordet.
»Hvad handler Information om?« spørger Rune mig sidst på aftenen. Jeg prøver at forklare det, men vi synes begge to, det er lidt kedeligt, så han fortæller mig i stedet den alleruhyggeligste historie fra børnegyserserien Gåsehud, som han godt kan lide at læse om aftenen, før han skal sove. Mens vi omringes af forheksede cornflakes, blå tryllepiller, kæmpemyrer og mordlystne taranteller, begynder 5. b’s forældre at ankomme til fælleslokalet i Birkhøjterrasserne. Selv discofester må have en ende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her