Læsetid: 3 min.

De tøvende, præcise muligheder

Digteren og oversætteren Uffe Harder er død
27. april 2002

Nekrolog
En årrækkes tavshed afsluttede digteren og oversætteren Uffe Harders 71-årige liv, der ellers stod i forbindelsernes tegn. Den lysende intelligens, det verbale overskud, beherskelsen af de mange sprog gav ham mange venner, deltager som han blandt andet var i utallige internationale konferencer og symposier, som tidsskriftredaktør af Hvedekorn, af Louisiana Revy, som litterær radiomedarbejder, som anmelder og foredragsholder og nogle år som præsident for den danske PEN Klub. En rejsende mand.
Inden han blev cand.mag. i fransk og engelsk, debuterede han med digtsamlingen Sprængte diger (1954), hvor en franskpræget modernisme tydeligt danner baggrund. Disse ’diger’ dæmmer op for de rivende ordfloder, der skyller alt over ende i en pragtudfoldelse. Men langt inde må jeget ligge skjult, i en koncentration, der vejer ordene, former dem hårde og runde, for at de ikke skal splittes af vinden. Det er en tidlig skildring af arbejdsprocessen og det sind, der sender sig selv ud og frygter at miste sig selv: »du der lever overalt/og som ingen kan finde«.
Den både meget sikre og noget kejtede mand, ver-densvant og ganske upraktisk, var en elsket samarbejdspartner og blev en vigtig skikkelse i det gennembrud af ny poesi omkring 1960, der kom til at gå under navnet modernismen. Udsigter og Positioner hedder disse gennembrudsbøger, hvor han fandt sin stramme form og kølige lidenskab. Her fremkaldtes gennem årene og alle tretten digsamlinger billeder af en verden, hvis bestanddele ikke er bestandige, men altid flytter sig i et skue, hvor øjet må fiksere enkeltheder, illuminerede øjeblikke, i naturen eller dens rester i storbyen. Unge digtere i 1980’erne genkendte sig let i hans gestus, hans opbrud, de pludselige bevægelser, drøm om forvandling. Det var uden romantik hos ham, konstateringernes præcise betragter af ordene på papiret, af tingene på bordet, af bladet udenfor, der falder, »næsten som musik«. Bogtitlerne er sigende: Sort på hvidt, Sådan går det, Nu og nu, Verden som om og Dette er en drøm.

Uforudsigeligt
I diskretion og med elegance, i en art svævende lethed, er der næsten altid noget uforudsigeligt i hans formuleringer, eller »uforudseeligt«, som det hed i det seneste genhør, Lyde og stilhed (1993), noteret af det malerøje, der også var karakteristisk for ham og førte til fortrolighed med Cobra-traditionen, surrealismen og fransk modernisme, som han skrev initierede introduktioner til. Der er her i digtene en version af den skrabede eksistens, som må nøjes med det vidunderlige i, at vi faktisk er her. Der er jo udklang at mærke i denne afsluttende digtsamling, der opregner de tøvende muligheder: »Tænke, læse, høre, se/tænke, høre, måske sove,/undre sig. Sove og vågne.« Men så med fraværet som resultat.
Eksistensens minimum genkendte han på sin side hos Samuel Beckett, hvis romaner og tekster han i sine bedste år genskabte næsten til identifikation på dansk. Hans ører var præcist indstillet og slog så at sige ud over for denne minimalisme, ligesom detailsansen kom hans øvrige oversættelser til gode, blomstrende i Flauberts Madame Bovary og for eksempel i romaner af Claude Simon for ikke at
tale om Rolandskvadet. Derudover blev det til mangfoldige versioner af poesi og prosa fra italiensk, spansk og latinamerikansk og engelsk.

Trist afslutning
Jeg mødte ham tidligt, eller rettere sent i 1950’erne, da han præsenterede sit nyeste og bedste fund i Italien, forfatteren Maria Giacobbe, som han var gift med 1958-85, en sammenbindende faktor i hans liv. De sidste år var triste, tilbragt i plejehjemmets fremmedhed, en mærkeligt realiseret og høj pris for en oplevet splittelse hos ham, der som digtet sagde, lever overalt, men som ingen kan finde. Han er nu bevaret i sine ord, ligesom det er let at genkalde sig hans fordums stemme i telefonrøret i lange aftenlige samtaler med planer, der dels blev til noget, og dels diffunderede ud i andre aktiviteter. Hans seneste offentlige fremtræden fandt sted i Forfatterforeningen ved overrækkelsen af Oehlenschläger-legatet 1998, et møde mellem en moderne fragmenteret verden og den såkaldte guldalders harmoniske skikkelse. Han modtag mange udmærkelser og var medlem af Det danske Akademi siden 1973.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu