Læsetid: 6 min.

Uden sikkerhedsnet

Efter en længere pause fra filmarbejdet spiller Charlotte Rampling den altdominerende hovedrolle i den franske film ’Under sandet’ – og hun er tilsyneladende i bedre form end nogensinde
12. april 2002

(2. sektion)

Interview
Det er med en vis spændt forventning, intervieweren møder op til aftalen med den engelske skuespiller Charlotte Rampling.
Woody Allen har sagt om hende, at hun »stinker af neuroser« – hvorfor han kårede hende til sin idealkvinde i Stardust Memories. Hendes navn forbindes imidlertid ikke bare med Woody Allen og neuroser, men også med kinky sex, hvilket især skyldes to andre film, to skandalesuccesser, som med tiden nærmest har fået kultstatus: Liliana Cavanis Natportieren (1974), hvor hun spiller et kz-offer, der genoptager den seksuelle relation med sin nazibøddel mange år efter krigen, og Nagisa Oshimas Max, mon amour (1986), hvor hun er en diplomatfrue, der tager en chimpanse (!) til elsker.
Siden debuten i 1960’ernes britiske film har hun tillige haft mindre kontroversielle, men altid meget markante roller i film af bl.a. Luchino Visconti, Alan Parker, John Boorman og Jane Campion, og hun har spillet over for mandlige ikoner som Dirk Bogarde, Paul Newman, Robert Mitchum, Robert DeNiro m.fl., så det er absolut lidt af en stjerne, der er kommet til byen.
Det første indtryk bekræfter til fulde forventningerne. Skønt hun har rundet de 56 og er tækkeligt klædt i elegant sort designertøj, udstråler Charlotte Rampling stadig mere sex end de fleste. Og signalerer de mørke solbriller, hun formummer sig bag, måske ikke, at Woody Allen ikke tog helt fejl? Eller er de monstro bare standardudstyr for stjerner på pr-turné?
Under alle omstændigheder lægger hun ikke skjul på, at hele dette nymodens pr-cirkus – inklusive den række af interviews, hun er tvangsindlagt til - bestemt ikke huer hende. »Det er ganske ubarmhjertigt!« siger hun med sin karakteristiske dybe og sensuelle stemme, og således opmuntret kaster Deres udsendte sig ud i det.

At spille eller ikke spille
Indgangsspørgsmålet er inspireret af den franske avis Libération, som engang i 1980’erne (Charlotte Rampling har de sidste cirka 30 år boet i Frankrig), spurgte instruktører fra hele verden, hvorfor de lavede film. Så hvorfor er hun filmskuespiller, vil jeg gerne vide.
»I mange år troede jeg, at jeg lavede film, fordi jeg ikke kunne noget andet. Jeg holdt faktisk op i en periode, men for et par år siden mødte jeg en mand, der overbeviste mig om, at jeg var nødt til at udnytte den gave, jeg havde fået. Ellers risikerede jeg for alvor at gå ned med flaget, mente han. Jeg blev rædselsslagen, og i virkeligheden var det nok angsten, der fik mig i gang igen; angsten for, at jeg simpelthen ikke ville overleve, hvis jeg ikke vendte tilbage til skuespillet. Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at være filmskuespiller – det giver mig ingen glæde, men jeg er bare nødt til det. Jeg ville dog sandsynligvis heller ikke bryde mig om at lave noget andet. Sådan er jeg bare. Alt er meget vanskeligt for mig. Det er vel la difficulté d’être, går jeg ud fra.«
Selv om hun hader interviewsituationen, svarer hun mere eftertænksomt end de fleste og med den samme hudløse ærlighed, som i over 35 år har været en del af hendes helt specielle udstråling. En udstråling, der vel bedst kan karakteriseres som en uudgrundelig blanding af ekstrem sårbarhed, æggende sensualitet og iskold utilnærmelighed.

At være nøgen
I Under sandet spiller hun en kvinde på hendes egen alder, hvis mand pludselig forsvinder.
Han er højst sandsynligt druknet, men hun nægter at acceptere, at han skulle være død. Rollen indebærer bl.a., at hun optræder i badedragt og uden make-up, hvilket ingen jævnaldrende fransk skuespillerinde med respekt for egen forfængelighed ville have stillet op til. Derfor jubler franskmændene over hendes mod, men for Charlotte Rampling er fysisk afklædthed intet imod den psykiske eller emotionelle nøgenhed, der er alfa og omega for hendes arbejde som skuespiller.
»Hver rolle er som et frit fald. Jeg bryder mig ikke om at læse manuskripter eller holde prøver. Så snart jeg har fattet konceptet, skal jeg helst bare gøre tingene. Det er sådan, jeg kan opnå resultater. Jeg er nødt til at føle, at jeg springer ud uden sikkerhedsnet. Jeg ved selvfølgelig, at der ikke er nogen virkelig fare på færde, og at jeg ikke risikerer at dø ved det, men jeg er nødt til at være så tæt som overhovedet muligt på den følelse.«
– Det lyder, som om det er forbundet med en betragtelig risiko, når du sætter dig selv på spil på den måde?
»Ja, jeg lægger min skæbne fuldstændig i instruktørens hænder. Ikke på nogen tomhjernet måde, for jeg lader mig ikke manipulere rundt med som en anden dukke. Men jeg er nødt til at kunne have total tillid til instruktøren. For mange skuespillere er det umådeligt vigtigt at kende enhver motivering bag deres rollefigurers gøren og laden. Jeg tror, de desperat søger at bevare en vis grad af kontrol. De er simpelthen bange for at give slip. Sådan har jeg det ikke.
– Betyder det så også, at du lægger en stor del af dig selv og dine egne erfaringer i rollerne? At de kvinder, du inkarnerer på lærredet, i et vist omfang simpelthen er dig?
»Jeg vil godt slå fast, at jeg f.eks. ikke dyrker sex med chimpanser, men i en mere generel forstand er det nok rigtigt, at jeg i høj grad eksponerer mine egne erfaringer og mit eget indre foran kameraet. Sandsynligvis af samme årsag kan jeg ikke holde ud at se mig selv på film; det fungerer som en slags psykisk feedback, jeg helst er foruden.«

At miste
– Og hovedpersonen Maries historie i ’Under sandet’, er det en historie, du genkender fra dit eget liv?
»Marie er en ganske almindelig kvinde, der er nået midtvejs gennem livet og virker rimeligt tilfreds. Jeg tror, vi alle sammen kan nikke mere eller mindre genkendende til i alt fald dele af Maries historie, der er langt mindre dramatisk og mere almen end f.eks. Natportieren.«
– Men nu sker der jo faktisk noget dramatisk i Maries liv, da hendes mand forsvinder. Det er ikke min mening at snage, men din fremstilling af den måde, hvorpå Marie nægter at se sandheden i øjnene, er så overbevisende, at man får mistanke om, at det er en mekanisme, du kender indefra...
»Ja, jeg beskyttede mig selv på præcis samme måde, efter at min søster havde begået selvmord, da jeg var 20. Det var så stort et chok, at jeg nærmest foretog en total mental udradering af det. Jeg lod bare, som om det aldrig var sket; jeg tænkte simpelthen ikke på det igen før omkring 30 år senere. Man kan gøre mange sære ting for ikke at føle en så voldsom smerte. Men det fortrængte vender selvfølgelig tilbage, og på et eller andet tidspunkt er man nødt til at forholde sig til det.«
Charlotte Rampling mener, at Marie til sidst i filmen så småt er ved at erkende mandens død. Selv er hun tydeligvis kommet ud på den anden side, ja, hun er nu så afklaret omkring sine personlige traumer, at hun endog kan fortælle om dem i et af disse forhadte pr-interviews. Og formodentlig er det netop hendes egen afklaring, der får hendes præstation i Under sandet til at fremstå som psykologisk stærkere, modnere og mere nuanceret end nogen anden af de knap 60 film- og tv-roller, hun i tidens løb har lagt krop til.
Den knapt afmålte tid er ved at være gået, og jeg trøster hende med, at hun nu kun har tre interviews tilbage, før hun kan drage hjem til Paris. Men her afslører hun så en helt ny side af sig selv, da hun med åbenlys stolthed kundgør, at det faktisk slet ikke er Paris, der trækker, men det lille nye barnebarn, der venter i London. Bedstemorrollen harmonerer ikke særlig godt med Woody Allens neurotiske idealkvinde, men det er tydeligt, at den giver hende langt større glæde end de fleste af hendes filmroller.

*Se anmeldelsen af ’Under sandet’ nedenfor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu