Læsetid: 2 min.

Udviklingshæmmede svigtes af loven

Amterne har loven på deres side, selv om de behandler dømte udviklingshæmmede helt forskelligt – loven indeholder nemlig ingen regler for behandlingen af dem
2. april 2002

Selv om amterne håndterer de kriminelle udviklingshæmmede meget forskelligt, gør de ikke noget ulovligt.
Amterne følger blot ’Loven om Social Service’, når de giver de udviklingshæmmede tilbud, der passer til dommene, og serviceloven opremser ingen faste regler for, hvordan amterne skal gøre. Og som beskrevet i Information i weekendudgaven er der stor forskel fra amt til amt – både på hvordan beslutningerne om hjælpen til de kriminelle udviklingshæmmede træffes, og på de tilbud amterne har til de udviklingshæmmede.
»Det er selvfølgelig problematisk, at ikke alle amter har tilbud, der passer til en kriminel udviklingshæmmet. Men jeg synes ikke, man kan bebrejde amterne, at de fortolker det præcise indhold af loven forskelligt,« siger lektor cand.jur. Peter Voldby, der er ekspert i serviceloven og underviser på Den Sociale Højskole i Århus.
Men at amterne har så brede rammer for, hvordan de må behandle de kriminelle udviklingshæmmede, giver grobund for tvivlsomme motiver, mener Mogens Seider, næstformand i Socialpædagogerne Landsforbund.
»Hvis et amt ikke har egnede institutioner, vil det argumentere for, at det er af-sindigt vigtigt, at personen bliver boende i sit eget hjem. Hvis det derimod har en institution, vil amtet sige, at han skal anbringes netop dér for at kunne skabe de nødvendige faste rammer. Der er ingen lov og orden på området. Det bliver de forhåndenværende søms princip, som afgør sagen,« siger Seider, der selv har arbejdet med kriminelle udviklingshæmmede i en årrække.

Amternes eget ansvar
Socialministeriet er godt klar over, at amterne har meget forskellig praksis. Ministeriet har derfor bedt Socialt Udviklingscenter om at undersøge området. Undersøgelsen, der ligger klar til foråret, giver dog kun et øjebliksbillede.
Gunvør Munch, der er fuldmægtig i Socialministeriet oplyser, at der ikke er lagt op til, at undersøgelsen skal munde ud i en generel overvågning af området. Den, mener hun, Amtsrådsforeningen må tage ansvaret for.
Søren Eriksen, formand for Undervisnings- og so-
cialudvalget i Amtsrådsforeningen, erkender, at foreningen ikke har et overblik over området. Det, mener han, er uheldigt, og derfor vil han på baggrund af Informations oplysninger tage sagen op i udvalget.
»Men vi kan kun opfordre amterne til at kigge på området. Amtsrådsforeningen er jo blot en ’hønseavlerforening’, et fælles talerør for amterne. Vi kan derfor ikke lave en egentlig centralstyring,« slår Søren Eriksen fast.

*Christina Agger og Elisabet Damkjær er freelance journalister

*Artiklen indgår i en serie om de kriminelle udviklingshæmmedes vilkår i Danmark. Foregående artikler har været bragt den 26., og 30.-31. marts. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu