Analyse
Læsetid: 5 min.

USA styrker islamismen

Ender den amerikanske krig mod global terrorisme med at blive lige så kynisk, arrogant og visionsløs som Sharons krig mod palæstinenserne, fører det formentlig til en styrkelse af de islamistiske netværk
19. april 2002

Til billederne af sønderskudte boliger i den palæstinensiske flygtningelejr i Jenin rejste USA’s udenrigsminister Colin Powell hjem til Washington efter sin fiasko i Mellemøsten.
Fiasko er det rigtige ord, selv om George Bush på en pressekonference forsøgte at omdigte virkeligheden og kalde fiaskoen for et lille skridt på vej mod den fred, alle ønsker sig, men kun få tror på.Men der var ikke gjort fremskridt! Tværtimod ser situationen efter Powells hjemrejse værre ud, end inden han drog afsted. Dengang kunne man endnu håbe på, at USA ville træde ind på scenen og bruge sin enorme magt til at forlange israelsk militær trukket tilbage fra de palæstinensiske territorier.
I dag ved vi, at USA ikke ønsker at lægge det nødvendige pres på Israel. For det første stillede
Powell sig i første omgang tilfreds med, at den israelske ministerpræsident Ariel Sharon bedyrede, at han ville trække tropperne ud »så hurtigt som muligt«. Det var uklart, hvornår det var, selv om israelerne ikke lagde skjul på, at det kunne tage uger.
Powell tog til Marokko og skulle også til Madrid, inden han fandt vejen til Jerusalem. Måske håbede han, at Israel ville bruge den uges tid, hans omveje tog, til at få styrkerne ud af Palæstina. Her gjorde han regning uden vært.

Da Powell omsider ankom til Fredens By, hvilket ironisk nok er betydningen af Jerusalem, blev han for det andet hilst velkommen af en selvmordsbombe i Haifa.
Og i Washington bedyrede den amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, for det tredje på en pressekonference, der fandt sted samtidig med, at Powell forhandlede med Arafat, at USA naturligvis står bag Sharon.
Frem for at fremtvinge en våbenhvile blev udenrigsministerens rejse således et klart vidnedsbyrd om, at USA på nuværende tidspunkt ingenlunde har til sinds at stoppe Israels militære hærgen i Palæstina, hvor jagten på terrorister ikke holder sig tilbage fra at anvende massive ødelæggelser af civile boliger.
Ydermere kom Powell hjem til USA som en slagen mand – uanset præsidentens omdigtninger – hvilket utvivlsomt giver Pentagon, som efter 11. september vel nærmest må benævnes et Krigsministerium, meget større spillerum til at gennemføre sin politik.
Man kan altså med Powells fiasko forvente en forskydning af magtbalancen i den amerikanske regering, der svækker Udenrigsministeriet og styrker folk som forsvarsminister Rumsfeld, Paul Wolfowitz og deres i aktuel amerikansk politik højprofilerede chefideolog, Richard Perle, der allerede med Netanyahus magtovertagelse i Israel i 1996 klart markerede sig som svoren modstander af Osloprocessen ved i et åbent brev at opfordre den nyvalgte ministerpræsident til at stoppe den.
Det er med andre ord den nykonservative fløj i Bush-regeringen, som er blevet styrket efter det amerikanske fredsinitiativ, hvilket alt andet lige rykker Washington tættere på Sharon, end inden Powell tog til Mellemøsten.
Dermed er udsigten til, at USA for alvor vil engagere sig i konflikten, blevet yderligere forringet, og ligesom der i Israel er en stor og klar opbakning til Sharons strategi, er der i USA såvel i Kongressen som blandt vælgerne en massiv opbakning til Israel.

Det er vanskeligt at forudsige, hvad det konkret kommer til at betyde i konflikten mellem israelere og palæstinensere, andet end at risikoen for, at konflikten spredes til andre lande i regionen, er vokset betydeligt.
Efter sin påståede sejr i Afghanistan – påstået fordi det meste af Talebanledelsen samt al-Qaeda-folkene inklusive Osama bin Laden stadig er på fri fod – kan folkene i det amerikanske krigsministerium nærmest gå på vandet.
Udsigten til en større militær konfrontation i Mellemøsten er derfor ikke i sig selv skræmmende for de magtfulde politikere i Washington, men ses snarere som en irriterende afbrydelse i amerikanernes egentlige mission, nemlig krigen mod terrorisme.
Israels krig mod palæstinenserne og USA’s krig mod den globale terrorisme bliver i den politiske retorik i Washington og Jerusalem stadig vanskelige at skille fra hinanden.
Sammenholdes dette med, at man i Washington ikke længere taler om, hvorvidt man skal i krig med Irak, men hvornår, og at man opretholder barske sanktioner mod såvel Irak som Iran, der også fik den tvivlsomme ære at blive inkluderet i den klub, Bush betegner som ’Ondskabens akse’, samtidig med at man fremdeles bomber i Afghanistan, er det meget forståeligt, at mange muslimer i Mellemøsten føler, at USA har indledt en egentlig krig mod dem.
Såvel i Den Persiske Golf som i andre dele af Mellemøsten er
anti-amerikanismen vokset støt og roligt siden midten af 1990’erne, hvor Osloprocessen kørte kold og sanktionerne mod Irak
viste sig blot at gå udover befolkningen.

Fastholder de arabiske regimer deres støtte til Washington, vil mange muslimer se det som et forræderi af palæstinenserne og irakerne, og de kan tænkes at vende deres vrede og frustration mod deres herskere. I den sammenhæng byder islamiske fundamentalistiske grupperinger sig til som en politisk platform, hvorfra oppositionen kan udgå.
I Egypten betød den israelske genbesættelse af Palæstina, at studenterbevægelserne i byer som Cairo og navnlig Alexandria vågnede op til dåd og gik i gaderne for at demonstrere.
Det islamistiske Muslimske Broderskab er fremdeles stærkt repræsenteret på universiteterne og vil givet vis fremstå som et stadig bedre politisk alternativ til det regime, som slår ned på og forbyder demonstrationerne. Den egyptiske regering ønsker hverken at se anti-amerikanske slagord eller islamistiske opråb i gaderne, men dette forbud kan meget vel vise sig at styrke landets islamistiske opposition.
Det samme kan ske andre steder som f.eks. i Jordan og Saudi-Arabien. Det betyder ikke nødevndigvis en religiøs vækkelse, men en politisk vækkelse, der søger hen til de islamistiske netværk, som formentlig er de bedst organiserede. Helt på samme måde som under Den iranske Revolution, hvor islamisterne fik udbredt støtte, simpelthen fordi de var bedst etablerede.
Ender den amerikanske krig mod global terrorisme med at blive ligeså kynisk, arrogant og visionsløs som Sharons krig mod palæstinenserne, fører det formentlig til en styrkelse af de oppositionelle, herunder først og fremmest de islamistiske netværk, hvorfra al-Qaeda og terrororganisationer kan hverve personer til deres krig mod »jøderne og de kristne korsfarere«.
Den visionsløse terrorismebekæmpelse tenderer med andre ord til at fremme vækstgrundlaget for det, den vil bekæmpe, nemlig terrorismen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her