Læsetid: 4 min.

Han vender sig stadig i sengen

Niels Skousen gør op med sin generations livsløgn på en plade af den slags, der ikke udkommer hvert år i Danmark
22. april 2002

Ny cd
Det var forleden ved det røgelsesduftende nostalgitræf i anledning af gendannelsen af Brøndby Pop Club. Skousen & Ingemann med vennerne Tømrer-Claus og Stig Møller var på scenen, og det lød som om der ikke var gået over 30 år. Det var mere sjovt end fedt. Min ven, håndtegneren, lænede sig hen mod mig: »Hvis Skousen havde været amerikaner, havde han i dag været en major
artist.«
Og som for at understrege det, gik Skousen til mikrofonen og sang en indædt, ny sang om løgnen fra 1968. Jeg tror ikke, den fes ind derude i mørket. Vi var den aften kommet for at svælge i egen selvfedme, og der var ikke blevet mindre af den med årene, men da jeg kom hjem lå Niels Skousens første album i 22 år og ventede. Dobbeltsyn hedder den, og er produceret af Nikolaj Nørlund, som jo kunstnerisk har siddet på skødet hos Skousen & Ingemann.

Fadermord og skamros
Det er noget mærkelig noget med de ’68-kunstnere: De er kommet for at blive, men herhjemme har vi det svært med dem, svært ved at vurdere dem på deres egne præmisser – i modsætning til USA. Enten bliver de jordet af de unge anmeldere, så det ligner rituelle fadermord eller også skamroses de af ældre anmeldere, som i dem hører en bekræftelse på, at det hele da ikke har været helt forgæves. Og at man godt kan
leve uden at være ung.
Midt i den polarisering og så alligevel totalt upåvirket af den dumper den 55-årige Skousen så ned i en branche, hvor alder ikke hører til plusværdierne. Og noget så skamløst som eksistentiel usikkerhed er ikke det stof, der skaber hitlisteplaceringer.

Opråb mod nostalgien
»68« hedder den sang, Skousen prøvede at råbe nostalgien op med hin lørdag aften i Brøndby. Det er en måske den bedste, der er skrevet om emnet. Ikke kun i Danmark. Bygget over et inciterende guitar-drone gør op Skousen op med en hel velbjærget generations livsløgn. Så fedt og især dybt var det heller ikke dengang »knippelsuppe og klassekamp smeltede sammen til en selvopfyldende profeti ...«
Og i få, usentimentale streger tegner Skousen et billede af en generation, der ikke havde noget »verdensbillede, der holdt vand«:

Sådan set var det jo
bare derudad
hver på sin krikke
hver mand strøg afsted
for egen vind
skuddet det var godt nok
der var bare ingen pil
på buen
Og i stedet for de tunge forklaringsmodeller anvender
Niels Skousen underspilletheden, så den gør ondt i sin ind-til-benet-analyse:

Brøgger blev til Brøgger
Larsen blev til Larsen
og Arnoldi blev til Arnoldi
og Eik blev til
Eik Skaløes Plads

Jeg er egentlig ikke utilfreds
Det’ bare en bagskid,
der har varet siden 68

Sunget med denne snøvlende, nasale, men gennemborende stemme, der ligesom Leonard Cohen og Dylan aldrig får æstetisk topkarakter, men er totalt til stede, så hver en linje emmer af oplevelse, af billeder, af levet liv. Han kan få ord til at synge. Og gør tristesse til en fest. Og så det er let at høre, hvor Allan Olsen har sin novellistiske nøgternhed fra.
Skousens seneste album var Landet Rundt, der havde undertitlen 1. Del. Andel del kom aldrig, medmindre det da er disse nye sange. Landet Rundt er et glemt mesterværk af den slags, der forlængst var blevet cd-genudgivet med bonustracks og hele svineriet, hvis Skousen havde virket i USA. Pladen placerede ham som rockens svar på en digter som Knud Sørensen med sangsuiten om Jens Christian, der brændte fingrene ved at tro på 60’ernes »højstemte værdier,« og siden endte som vraggods i 70’ernes efterdønninger.
Dobbeltsyn kredser også om mennesker, læs: mænd (men det er jo osse en slags mennesker), der har svært ved at falde til ro uden at de af den grund gør noget særskilt; både om natten, hvor alt bliver mere tyst og larmende, og i hverdagen, hvor den ene dag bare tager den næste:

Ingen mure der vælter
alting er helt privat
alle bliver i deres bure
ingen går grassat
vi vender bare bunken
så er dagen forbi
man sku have gjort
noget særligt
men man er helst fri

som det hedder på den seje Dylan’ske rocker »Stjernestøv« med overtonerigholdig tremologuitar. Og på »Grænser«, endnu en af disse hjerteskærende ensomhedsladede ballader, reduceres de store drømme til dette (selv)portræt: »Alt er såre enkelt, også jeg er blot en svømmer, der lever tag for tag ...«
Nogle af de smukkeste sange kredser om kærlighedens mærkværdighed. Hvad enten det er den anekdotisk-filmiske på »Kirkebryllup« eller den personlige på »Ikke Flere Tårer« om konstant at være bange for at give sig hen: »der er en risiko ved alting, og også ved mig, båndet binder, når man trækker hver sin vej ...«
Musikalsk er både Nørlund og Skousen loyal over for tonen fra plader som Jeg Vender Mig I Sengen og Palads Af Glas (som får en hilsen med på »Min skyline«). Det vil sige uornamenteret rootsrock af den ’småt er godt’-slags, vi har set Dylan genoplive sig selv med. Ja, på »Det Sker« leges der med riffet fra »Love Sick« for at markere en generationsuafhængig samhørighed, som accentueres af Sune Wagner og Sebastian Büttrichs el-guitarer, Piet Breinholm Bendtsens minimalistiske slagtøj samt ikke mindst Lise Westzynthius’ nøgne, percussive piano.
Nostalgi er avantgardens fantomsmerter, synger Skousen. Og gør det, så det må gøre ondt i enhver, der synes i går var bedre end i dag. Samtidig sender han tankerne på langfart, tilbage til dengang, vi troede, troen kunne flytte bjerge, men vi ender, hvor vi startede – med os selv. Det er denne dobbelthed og det rene melodiske snit, der er med til at gøre Dobbeltsyn til en af de mest klarskuende danske plader meget, meget længe.

*Niels Skousen: Dobbeltsyn. Producer: Nikolaj Nørlund. Auditorium/Playground.
Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu