Læsetid: 5 min.

Venezuela kan komme fra asken i ilden

En lettelse for USA, at nationalisten Hugo Chávez er fjernet fra magten
13. april 2002

Analyse
Kaos er, hvad der bedst kan karakterisere den politiske situation i Venezuela, efter at det tidligt fredag lykkedes for den ellers så splittede opposition at tvinge præsident Hugo Chávez til at træde tilbage. Et noget usædvanligt militærkup, der kan bringe kuppet mod Chiles Salvador Allende i september 1973 i erindring – forsøget på at skabe økonomisk kaos og en massepsykose af utryghed blandet med usikkerhed om, hvor militæret egentlig stod. Men alligevel anderledes. For militæret har ikke direkte overtaget regeringsmagten. Det er Pedro Carmona, den magtfulde formand for Fedecámaras, Forbundet af Handels- og Industrikamre i Venezuela, der er blevet provisorisk præsident.
Alligevel er parallellerne nærliggende. Det private erhvervsliv og den amerikanske regering betragtede den folkevalgte Chávez (valgt med absolut flertal og stadig formentlig landets mest populære politiker) som en voksende risiko for deres interesser. Og så måtte der handles.
Det var ingen hemmelighed, at Washington ikke blot så med sympati på opposi-tionens bestræbelser på at afsætte Chávez, men formentlig også gav direkte støtte til oppositionen og dens medier, det vil sige langt de fleste af landets privatejede medier, herunder de fleste tv-kanaler.

USA’s olieinteresser
Netop her kan en af de vigtigste forklaringer ligge på, at kuppet mod Chávez lykkedes længe før, de fleste havde forventet det. Vene-zuela er nemlig ikke ét blandt flere latinamerikanske lande.
Det er Latinamerikas største olieproducent og -eksportør og USA’s trediestørste olieleverandør efter Canada og Saudi-Arabien. Desuden gør landets beliggenhed på Caribiens sydkyst og Sydamerikas nordkyst, samt dets nabo-skab til det borgerkrigshærgede Colombia, det til en strategisk vigtig brik i USA’s såkaldte krig mod terrorismen og i dets fremtidige energistrategi.
Chávez’ stærkt nationalistiske populisme var ikke mindst præget af en udtalt antiamerikanisme, som kom til udtryk i hans sprogbrug, hans kritik af de amerikanske angreb på Afghanistan, i hans besøg hos Iraks Saddam Hussein og Libyens Moammar Gaddafi og ikke mindst i hans venskab med USA’s dybest rodfæstede fjendebillede, Cubas leder Fidel Castro, med hvem han blandt andet deler en dyb passion for de to landes nationalsport, det nordamerikanske spil baseball.
I den nationale energiplan, som USA’s præsident George W. Bush offentliggjorde den 17. maj 2001, indgår Venezuela sammen med Mexico og de olieproducerende lande i Andes, Co-lombia, Ecuador og Peru, som vigtige brikker i den fremtidige energiforsyning.
»Vort mål er at opbygge relationer med vore naboer som bidrager til vor fælles energiforsyningssikkerhed,« sagde den amerikanske energiminister, Spencer Abraham, på en konference i Mexico i marts sidste år.
Med historien i baghovedet er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvilken slag-side disse relationer vil få.
Kuppet i Venezuela passer USA fint. For netop Chávez’ oliepolitik var en kilde til dyb bekymring i Washington, specielt fordi Chávez havde gode muligheder for at styre olieproduktionen og -eksporten gennem det statslige olieselskab PDVSA. En USA-kritisk, Cuba-venlig regering med gode relationer til slyngelstaterne Irak og Libyen, en regering uden for Wa-shingtons kontrol, var ikke ligefrem amerikanerenes kop te.
Det ligner da også en tanke, at en af de udløsende faktorer for den generalstrejke, der førte til kuppet, var en strejke blandt ledelsen og funktionærerne hos PDVSA. Oliearbejderne var mere delte. Arbejdsnedlæggelsen hos ledelsen og funktionærerne skyldtes Chávez forsøg på at få fuldstændig kontrol over den i princippet autonome, stats-ejede virksomhed, der tegner sig for 70 procent af landets eksportindtægter og 40 procent af skatteindtægterne. Ledelsen var simpelthen for uafhængig. Chávez ønskede at indsætte mindre erfarne, men politisk mere pålidelige folk på de ledende poster.

Krigen i Colombia
En del af kampagnen mod Chávez har bestået i »af-sløringer« af venezuelanske soldater i ledtog med partisaner fra Colombias største guerillagruppe, FARC. Videobånd, der har vist soldater og guerillaer sammen, er blevet afsløret som et fal-sum. Alligevel er kampagnen fortsat. Bag kampagnen lå en reel frygt for, at Chávez med sin antiamerikanisme, sit venskab med Castro og sin sympati for latinamerikansk nationalisme ville gå hen og støtte de venstreorienterede guerillaer i Colombia, hvis ressourcer – ikke mindst af olie og kul (Colombia er USA’s syvende største leverandør af olie) – har strategisk betydning for USA. Den amerikansk-co-lombianske Plan Colombia, der angiveligt sigter på at udrydde produktionen af coca og kokain i Colombia, er mere end det. Den er også et led i bekæmpelsen af de venstreorienterede guerillaer under påskud af, at de er storproducenter af kokain, og i at sikre fuldstændig kontrol over landets energiressourcer, som ikke kan udnyttes optimalt på grund af oprørsbevægelserne.
Endelig kunne Chávez, set med amerikanske øjne, blive et farligt eksempel for andre latinamerikanske lande, hvor utilfredsheden med de etablerede, demokratisk valgte regeringer er voksende, hvilket skaber en god grobund for en nationalistisk populisme med sociale elementer som Chávez’ bo-livarisme, opkaldt efter Sydamerikas venezuelansk-fødte frihedshelt Simón Bolívar.

Splittede modstandere
Nu har en provisorisk regering taget sæde i Miraflorespaladset i Caracas under ledelse af det private erhvervslivs stærke mand Pedro Carmona. Spørgsmålet er, om han vil være i stand til at holde sammen på den højst umage alliance mellem arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger af forskellig observans og et militær, der bestemt ikke går helhjertet ind for den nye udvikling. Chávez nød stor støtte i militæret, ikke kun i kraft af at han er tidligere oberstløjtnant i fald-skærmstropperne – en rang han måtte frasige sig for at blive løsladt fra fængslet i 1994, hvor han afsonede en straf for sit mislykkede kup-forsøg i februar 1992 mod daværende præsident Carlos Andrés Pérez – men også fordi mange officerer deler hans nationalistiske ideer og hans tanker om at skabe et samfund med social retfærdighed.
Der er næppe mange ve-nezuelanere, der har større tiltro til de nye magthavere, selv om utilfredsheden med Chávez og hans tiltagende autoritære ledelsesstil var voksende. Men alternativet til Chávez er alt andet end opmuntrende. Det kan blive en tilbagevenden til tiden før 1999, med omfattende korruption og magtmisbrug og store lunser af landets rigdomme til lokale og udenlandske firmaer, mens fattigdommen breder sig endnu mere.
En af de ting, der vakte stor bekymring i den lokale overklasse, var de lovpakker, Chávez fik vedtaget. De omfattede blandt andet begyndelsen til en hårdt tiltrængt landbrugsreform til fordel for småbønderne og de jordløse. Heller ikke love om kontrol af fiskerirettighederne huede ikke lokale og udenlandske firmaer. Og hans bestræbelser på at give staten større magt over økonomien vakte bekymring. Han skulle altså væk.
Chávez var demokratisk valgt, han var autoritær, slog ned på kritiske journalister og medier, var ingen god administrator. Men for mange venezuelanere vil han stå tilbage som det mindst ringe alternativ, trods alt. Måske har de ret. Udsigterne er i hvert fald ikke for lyse efter kuppet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her