Læsetid: 4 min.

Venstrefløj for retten

En fladeaften i radioen med en rettergang, hvor Bertel Haarder var æterisk hovedanklager, og mange var beskikkede forsvarere
16. april 2002

Radiodebat
Venstrefløjen har i årevis været beskyldt for manglende vilje til selvransagelse og for at undskylde vennerne ud i det groteske. 25 år efter ungdomsoprøret var den på anklagebænken i en tre timer lang udsendelse søndag aften på radioens P2, Oprørets efterklang. Integrationsminister Bertel Haarder var mest direkte:
»Venstrefløjen led af en øjenskade. Den var ikke i stand til at se forskel på demokrati og diktatur, og den mente, at USA var en større trussel for verdensfreden end Sovjet. Det var ufatteligt og meningsløst.«
Efter de ord forsvandt ministeren fra æteren og overlod udtalelserne til videre diskussion i et panel af debattører .
Berlingske Tidendes og Informations tidl. chefredaktør (dog ikke på samme tid), Peter Wivel, erindrede om, at højrefløjen dengang havde undladt at kritisere diverse højrediktaturer. Niels Barfoed fremholdt, at Østeuropas systemkritikere havde følt sig svigtet af Vestens venstreorienterede. Bettina Heltberg sagde, at man i 70’erne havde Vietnamkrigen i hjertet og blodet og derfor havde brug for nogle emotionelle pejlemærker. Mihail Larsen, dengang hardcore venstreorienteret, var enig med Peter Wivel i, at »man blir klogere med tiden«.

Sorte romantikere
Nu fulgte et lille afsnit om kunsten. Kritikeren Erik Skyum-Nielsen sagde, at bagefter kunne man se, at det var rivende tåbeligt at koble politik og æstetik, men at der alligevel kom noget interessant ud af det – f.eks. Suzanne Brøggers forfatterskab, fordi hun forstod at iscenesætte forfatterskabet på en mere dreven måde end andre forfattere dengang. Man kan ikke uden videre ’båsifisere’, sagde han med et skægt ord.
Og så kom jo Jac, Strunge, Tafdrup & co. De blev af medierne opfattet som en tiltrængt fornyelse, men blev af 68’erne opfattet som reaktionære og sorte romantikere. Ikke desto mindre så Skyum-Nielsen mange fælles idealer: En drøm om natur over for den kulturens tvang, som i utopierne kunne drives tilbage. Forskellen var, at 68’erne gjorde æstetikken til et
underanliggende i forhold til politik. Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen havde brugt udtrykket ’politomater’.

Græs og tehuse
Katja Sander talte for en yngre kunstnergeneration, der er så mangfoldig i sit udtryk, at det ikke giver mening at definere den som en generation, ligesom det var uinteressant at gøre oprør mod tidligere kunst. Sammen med gruppen CUDI havde hun i en periode slået sig ned i Vollsmose (bykvarter i Odense med 78 nationaliteter) med politisk kunst af en anden aftapning end i 70’erne.
De ville lave tehuse sammen med beboerne, men det måtte man ikke. De ville lave græsplaner på altanerne, male dem indvendigt med Flüggerfarver o. lign. Man taler derfor nu igen om en generation (!), der arbejder politisk, netop som man var åndet lettet op efter 70’erne.

Hvor blev de af?
Hvad blev der af 68’ernes folk? Tre af dem kom til orde. At Thomas Black arbejder som virksomhedsrådgiver, ser han i forlængelse af sit liv fra 68. Der var tale om et stort demokratieksperiment dengang, hvor meget gik galt, men noget godt. Begrænsningen var, at man ikke ville gå i dialog og på kompromis og derved risikere at få snavsede hænder. I dag er eksperimentetet dels EU, dels at virksomhederne tvinges til at åbne sig for offentligheden og ikke bare tjener snævre interesser. At være på venstrefløjen dengang var »en fantastisk skole at gå i«.
Karen Sjørup fra Videncenter for Ligestilling kører videre på meget af godset fra dengang, og kvindekampen er stadig vigtig, men hun er mere søgende og nuanceret i dag.
Den meget medieomtalte billedkunstner Jens Galschiøt – ham med skulpturerne den indre svinehund og skamstøtten – havde derimod tidligt gjort op med venstre-fløjen og ændrede fuldstændig kurs – efter at have været tavs i ti år. Han havde lige solgt en indre svinehund til Frederikssund via en konservativ politiker, og verden hang i det hele taget ikke sammen, som venstrefløjen så – og ser – den. Hans intention i dag er at være øjenåbner for paradokserne i samfundet og tale til det indre værdigrundlag og menneskelig anstændighed. Han vil gøde jorden for, at alle partier får en mere humanistisk vinkel.

Luftguitarkulturen
Rune Lykkeberg havde en historie om et reklamebureau, der udskiftede ordet ’kapital’ hos Karl Marx med eget firmanavn. Det blev en udmærket, positiv reklame for firmaet, og på den måde var skellet mellem politisk højre og venstre i nogen grad udvisket, men der er dog stadig forskel på arbejdsgiveres og -tageres interesser.
Han diskuterede med tegneserie- og universitetsmanden, Ivar Gjørup, og de var enige om, at man ikke kan eliminere magten, men nok kritisere den. De kom også ind på ’luftguitarkulturen’, altså tidens tendenser til selvspejling og -realisering. Gjørup sagde, at folk i dag godt kan være »anstændige om torsdagen og uanstændige om fredagen.« Han konkluderede, at »magtkritikken altid er et mislykket projekt, men uundværlig.« Fiaskoen er en succes, sluttede han.
Udsendelsen var karakteristisk ved ikke at rumme Ulrik Høi, Arne Notkin og Bent Blüdnikow, rettergangen ved at have mange beskikkede, skikkelige forsvarere, men kun få skarpe anklagere. Derved blev det ikke nogen storvask, snarere en klatvask, men også en klatvask er en vask.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her