Læsetid: 3 min.

Virkelighedens incitament

En fransk åbenbaring, en belgisk Guldpalme-vinder og Danmarks måske bedste filmfotograf gør NatfilmFestivalens realisme-serie enestående god
4. april 2002

NatfilmFestival
Ingen stilart i moderne film er så truet på livet som socialrealismen. Mens tv-kanalernes reality-shows og ’afslørende’ features kappes om at hælde manipuleret virkelighed ind i seernes stuer, går toneangivende filminstruktører den modsatte vej og kolporterer eskapisme a la Ringenes herre og Moulin Rouge og ønskedrømme-figurer som Amélie og Dina.
Klemt inde mellem vulgær-realisme og hjernespind insisterer stædige instruktører dog stadig på en socialt engageret, nuanceret socialrealisme, for er virkeligheden ikke for vigtig en sag at overlade til tv-spekulanter? Bænken og Små ulykker er gode eksempler herhjemmefra, Ken Loach’ og Mike Leighs engelske film det samme udefra.

Desperat teenage-pige
Det er dog karakteristisk, at selv om den belgiske Rosetta i 1999 vandt Guldpalmer i Cannes og den 18-årige Emilie Dequenne i titelrollen fik festivalens skuespillerpris, så har filmen aldrig opnået at blive vist i danske biografer.
Det råder NatfilmFestivalen bod på i en fremragende lille serie med film, der er socialrealistiske på hver sin måde, bare ikke den tandløst registrerende, der har givet stilbetegnelsen et dårligt ry. De fleste af seriens syv film fra England, Polen, Frankrig og Belgien spræller af liv og udfordrer socialrealismens grænser.
For eksempel rummer Rosetta en benhård konsekvens i portrættet af en teenagepige, Rosetta, der griber til angiveri og er lige ved at blive morder i sit maniske og paniske forsøg på at skaffe sig et arbejde. På overfladen håndholdt socialrealisme, men næsten uden den charme og varme, der f. eks. skaber sympati for Ken Loach’ engelske tabere. Rosetta er en hård nitte, godt på vej til at blive forrået af sit identitetsløse liv. Og de belgiske brødre Luc & Jean-Pierre Dardenne-brødre nævner Kafkas Slottet som en inspirationskilde til deres historie om at føle sig udenfor normal eksistens.
Rosetta bor med sin dybt alkoholiske mor på en campingplads, en indelukket enspænder, propfuld af ubrugt energi og fysisk aggression, altid i bevægelse for at nå sit beskedne mål: at få et af de medhjælperjobs, der ikke hænger på træerne, når man er venne- og referenceløs.
Det smidige kamera følger konstant Rosetta i nærbilleder, mens hun f.eks. slæber på sin druk-bevidstløse mor eller går til korporligt angreb på en jævnaldrende kollega, der har fået hendes job. Hun angiver ham til deres fælles arbejdsgiver for at få hans job og er på et tidspunkt lige ved at blive ansvarlig for hans druknedød – en isnende uhyggelig spændingsscene. Alligevel er det ham, som – i en lige så fremragende gennemført slutscene – skaber et glimt af håb.

Lille fransk mesterværk
Også Robert Glinskis polske Hi, Tereska fra 2001 koncentrerer sig om en teeagepiges indsnævrede fremtidsudsigter. Her dykker vi ned i et boligblok-proletariat i Warszawa, præget af ungdomsprostitution og småkriminalitet. Filmen trækker ikke sin historie så skarpt op som Rosetta, men rummer til gengæld flere nuancer og en skarp indsigt i de ydmygelser, der følger i den østeuropæiske fattigdoms kølvand.
Seriens splinternye åbenbaring er den franske Nightshift – et nervesitrende intenst psykologisk drama, spændt som en fjeder og renset for alt overflødigt.
Her udspiller der sig nemlig et sindsoprivende opgør mellem to fabriksarbejdere, natholdets rare, lykkeligt gifte Pierre og den grovmundede, karismatiske Fred, der udvælger Pierre til som offer i sine lunefulde og ofte vellykkede forsøg på mobning.
Nightshift byder på den sjældne total-sammensmeltning af en absolut overbevisende miljøskildring med et menneskeligt inciterende drama, der udvikler sig som en dybt ambivalent magtkamp mellem de to mænd. Rollerne er komplicerede:
Pierre har en stærk hjemmebase, men er fysisk svag; Fred er karrieremæssigt mislykket, men stærk i arbejdsmiljøet og har kræfter som en bjørn.
Fred er tyrannen, Pierre ofret – på overfladen. For er den tilsyneladende så stærke Fred ikke bare en ensomt frustreret bralre-fyr, der misunder Pierre hans familieliv? Og bliver Pierre i sin fascination af Fred ikke mærket for livet, både erotisk og moralsk? Offer og bøddel i en fatal had-kærligheds-symbiose - man har set det før. Men aldrig skildret med helt denne skarphed og indsigt.
NatfilmFestivalen kan også byde på fornyet bekendtskab med Trainspottings instruktør Danny Boyle, der leverer to krasse historier fra outsider-land, Strumpet og Vacuum Completely Nude in Paradise. Begge fotograferet af vor hjemlige stolthed, engelsk-danskeren Anthony Dod Mantle, der især får sat sit uforlignelige præg på Vacuum: en sælgers død-historie med en bravourpræstation af den tykke Mike Leigh-skuespillerTimothy Spall.
Hvad man kunne tro var en virtuos engangsforestilling i Festen viser sig her som Mantles pulserende originale stil: en svimlende social-ekspressionisme, der afsøger billedsprogets yderste dramatiske grænser. Danmarks bedste filmfotograf? Måske – i hvert fald den mest interessante.

*www.natfilm.dk. Start 5. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her