Læsetid: 3 min.

De voksne kan også være bange

David Finchers ‘Panic Room’ er en effektiv thriller, der veloplagt udnytter konventionerne, men som ikke tilføjer genren det helt store
12. april 2002

(2. sektion)

Ny film
Alt i David Finchers nye film, Panic Room, er designet til at gøre publikum gevaldigt utrygge – lige fra det evigt søgende, registrerende kamera, der som et spøgelse glider rundt i det store byhus, hvor filmen foregår, til Howard Shores rugende score, som sørger for at man aldrig får lov til at slappe af.
Fincher, der tidligere har instrueret Se7en og Fight Club, kender thrillergenrens mekanik udenad, og han forvalter dygtigt konventionerne med et vist mål af opfindsomhed i en film, der nok ikke lægger det store til filmhistorien, men som i hvert fald er et par timers effektiv underholdning af den urovækkende slags.
Jodie Foster – der er god til at spille kvinder, som af nød lærer at handle – har hovedrollen som Meg Altman, der skal skilles fra sin millionærmand og sammen med sin datter Sarah (Kristen Stewart) flytter ind i et fireetagers byhus i en fashionabel del af New York. Man kan ikke være for forsigtig, når det kommer til sikring af sit hjem. Specielt ikke når man bor i New York, hvor røverne jo er kendt for ikke bare at ville stjæle dine ting, men også for at invadere og vandalisere dit hjem. Derfor har den tidligere ejer fået installeret et såkaldt panic room i huset, hvortil man kan flygte, skulle man blive udsat for tyve.
Det er umuligt at trænge ind i panikrummet udefra – væggene er armeret med stål og beton og en væg af tv-skærme sørger for, at man via kameraer kan følge med i alt, hvad der foregår i resten af huset.

Situationen tilspidses
Meg og Sarah får rig lejlighed til at afprøve rummets soliditet, da tre tyve den første nat trænger ind i huset uden at vide, at det igen er beboet.
Uheldigvis er de tre røvere ude efter noget, som ligger i panikrummet, og så begynder en heftig legen katten efter musen, hvor Meg og tyvene skiftes til at tage fusen på hinanden i mere og mere desperate forsøg på at blive modstanderen kvit.
Der er ikke meget nyt i David Koepps manuskript, der dog indeholder alle de elementer, som gør en god thriller: Tre væsensforskellige røvere, der ikke er enige om, hvordan tingene skal gøres – den gode, den onde og den grusomme kunne vi passende kalde dem; en kvinde under pres, der vil gøre hvad som helst for at beskytte sig selv og sin sukkersyge datter, der selvfølgelig hele tiden er i fare for at få insulinchok; alle Meg og Sarahs forsøg på fra panikrummet at alarmere naboerne, eksmanden og politiet glipper naturligvis i sidste øjeblik hver gang.
Situationen tilspidses konstant, og Koepp og Fincher holder os på kanten af sædet i utryg forventning om, at nu går det altså galt for Meg og Sarah.
Oven i købet sørger de tre røvere, evigttalende Junior (Jared Leto), effektive Burnham (Forest Whitaker) og mystiske Raoul (Dwight Yoakam), indimellem for lidt comic relief, der kun accentuerer uhyggen, når de undervurderer Meg og selv får ørerne i maskinen.

Genrehåndværker
Men den virkelig stjerne i filmen er de to fotografer, Darius Khondji og Conrad W. Hall, og instruktørens velkoreograferede kamera, der glider rundt i huset, uhindret af tyngdekraften og andre kedelige naturlove – det svæver frit i luften og passerer gennem vægge og gulve og viser publikum alt, hvad der foregår i det mørke, dystre hus, der synes at have eget liv.
Kameraet er som en ånd, der ikke blander sig, men bare iagttager, og som synes at føle sig godt underholdt af de strabadser, Meg og det umage røvertrekløver må igennem for at overleve det uventede møde.
Det er i kameraarbejdet, filmens stemningsfulde billedside og den mørke tone, at man genkender David Fincher. Han har skabt sig et navn på at udfordre grænserne for filmmediet i mesterværkerne Se7en og Fight Club, der begge er originale, innovative udflugter ind i mørkets hjerter. Det er den samme visuelle og indholdsmæssige energi, Fincher kører på i Panic Room, som dog ikke rummer ambitioner, der rækker meget videre end det rent underholdende.
Efter den komplekse revolutionsutopi Fight Club, som ikke blev nogen succes ved billetlugerne, synes Fincher at være opsat på at bevise sit værd som genrehåndværker og potentiel pengemaskine, hvorfor Panic Room nok er overlegent skruet sammen, men alligevel mangler det hjerte og udsyn og den intellektuelle vilje, der ligger bag instruktørens tidligere film.

*Panic Room. Instruktion: David Fincher. Manuskript: David Koepp. Amerikansk (Imperial og CinemaxX i København og uhyggeligt mange biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her