Læsetid: 6 min.

Wagner tiltrækker og frastøder stadig

Wagners ’Ringen’ på dvd kan anskues fra vidt forskellige synsvinkler. Anfægtet – det bliver man under alle omstændigheder
18. april 2002

Nye dvd’er i dialog
Anders Beyer (AB): Wagner sætter sindene i kog. Vi så det sidst her i avisen sidste år, da vi havde en længere artikelserie om Wagner og Hitler. Wagners musik fandt endnu flere fans, da det blev muligt at både høre musikken og se opsætningen. I forbindelse med opførelsen af den samlede Nibelungens Ring i Århus, lykkedes det at få fat i en video med Patrice Chéreaus berømte Bayreuth-opsætning. Vi var en generation, der ville have billeder, og Wagners musik kunne bruges til at understøtte disse billeder. Brynjer og hjelme var latterlig påklædning i 1980’erne. Chereau førte Wagner ind i vores egen tid. Det var en bedrift. Andre gjorde det også. Når en sværm helikoptere i filmen Apocalypse now! fra lav højde tæppebomber uskyldige vietnamesiske landbyfolk sker det til Valkyrieridtet og med en lyd, der får ballerne til at vibrere i sædet.
Wagners musik er for mig interessant på grund af dens billedskabende karakter og den genialske struktur, snarere end alle forviklingerne og de saftige sager mellem familiemedlemmer (det skal Lars von Trier nok få interessante sager ud af i den kommende Ring-opsætning i Bayreuth, og den underlivsglade Kasper Holten vil sikkert også følge med, så godt han kan i sin opsætning, når det nye operahus skal indvies i København).

Nedtur
Nu et par håndfulde år efter er den samme musik udgivet på dvd, altså i digital lyd- og billedgengivelse. Det, der fik mig til at have forventninger til udgivelsen, var meddelelsen på boksen »Surround Sound & Stereo«. For at tjekke Wagners Ring i dvd-udgave i remastered udgave med surround, gik jeg ned på hjørnet i HIFI Klubben. Valkyrieridtet for fuld hammer i billed og lyd. NEDTUR. Halvdårlige billeder, heldårlig lyd. Man forstår, at det ikke kan lade sig gøre at remixe de gamle optagelser fra Bayreuth, men at udsende et dvd-produkt i 2002 og reklamere med surround sound og så opleve, at det er gammel vin på nye flasker, det er tyndt. De gamle sangere er endnu formidable, orkestret spiller guddommeligt, Boulez er uforlignelig dengang som nu. Men lyden af musik i papkasse går ikke i 2002. Kan du følge mig?
Christian Dahl (CD): Jeg må hellere starte med at indrømme, at min egen dvd-transmission også lod en del tilbage at ønske, da mit fjernsyn er lille og i en elendig forfatning. Men da jeg er mere vant til bøger end til dvd, gjorde det mig ikke noget at tilbringe 17 timer med et sort/hvid-billede på størrelse med en åben roman. Det er et format, jeg er tryg ved. Til gengæld må jeg nok indse, at jeg snarere har læst Ringen end egentlig lyttet til den.
Bevares, heller ikke jeg har kunnet lade være med bare at lytte, når de fagre Rhindøtre bryder ud i skønsang, eller når Valkyrieridtet dundrer af sted, så dur og mol må sig forbarme. Men det, der fastholdt min nysgerrighed gennem de 17 stive timer var først og fremmest fortællingen, dramaet om
Niebelungens ring, om vølsungernes kamp med og mod guderne, om Ragnarok.

Vammel love story
Dramatisk er det, og flot. Selv i sort-hvid. Der er helte og skurke, som på skift slår hinanden ihjel, mens den dystre Odin ser til med klap for øjet, og dæmoner med stentorrøst udråber spådomme og fulminante forbandelser, så barmen skælver på de blonde heltinder. Det er aldeles overvældende. Men også svært at tage alvorligt.
Det, der generer mig, er ikke så meget den meget omtalte vej fra Siegfried til Sieg heil, som det er Wagners kobling mellem kærlighed og revolutionær frigørelseskamp. Altså den romantiske fortælling om de elskende, der først kan få hinanden ved at styrte den onde tyran. Denne mesalliance er hyppigt forekommende i 1800-tallets operaer (f.eks. i Puccinis Tosca), men er vel ingen steder udstafferet med samme metafysiske voldsomhed som i Niebelungens Ring, hvor de magtsyge guder bærer ved til kærlighedens forbandelse. Så vidt jeg har forstået, er Ringen blevet til som én lang og stadig mere pessimistisk refleksion over revolutionen i 1848, som Wagner selv deltog i. Den er en protest imod kapitalisme og aristokrati. Men i så fald forstår jeg ikke, hvad vi skal med hele den vamle kærlighedshistorie. Hvad har kærlighed og politik overhovedet med hinanden at gøre? Det skal man vist være wagnerianer for at forstå. Eller hvad?
AB: Ja vammel, det er den love story. Godt at få dét sat på tryk. Jeg tror ikke du har ret i at man behøver at være wagnerianer for at mene at kærlighed og politik har noget med hinanden at gøre. Revolutioner, magtkampe, konger, liderlige helte, tåbelige madonnaer, intriger, utroskab og jalousi kører i de bedste operaer sammen i en pêle mêle, som afspejler det levede liv bedre end nogen anden kunstart. Vi ser os selv i værket som i et spejl – eller måske sidemanden hvis det går for tæt på os selv. Men det vanvittige er jo, at uden for teatret er det jo meget mere outreret: Uanset hvor villa vahnsinnig teatret ter sig, så vil virkeligheden altid være endnu mere oprørende. I sidste del af Ringen går verden under, og bagefter går vi ud og spiser pindemadder i foyeren og nipper til hvidvin. Det er egentlig perverst, for Wagner mente det, han skrev i partituret, han var selv i front med livet som indsats. Nu står fine folk med limousiner i kø ved templet i Bayreuth for at blive set og for at kunne sige: »Jeg var der«.

Æggende
Når jeg er færdig med at blive himmelfalden over den musik, Wagner har skrevet, så er indholdet med over- og undermennesker und zu weiter mig så fremmed, at jeg vælger at se på de områder, som siger mig noget, slet og ret. Og det er musikken eller lyden an sich, som de vist stadig siger på universitetet. De sangere, som synger i Chereaus opsætning er durchaus gode, man taber både kæbe og mister mælet bare de åbner munden. Dét nyder jeg ved genhøret med den aktuelle udgivelse: Musikerskabet, det kunstneriske niveau. Men kald det lige surround og tag penge for det, og jeg skal skrive om snyd og spildte kroner.
CD: Selv om koblingen mellem kærlighedshistorie og politisk oprør stadig forekommer mig problematisk og faktisk også uforløst, indrømmer jeg, at Ringen som psykologisk forfaldsskildring er temmelig æggende. Ikke mindst i den skæbnesvangre scene i Gudedæmringen, hvor den forheksede Siegfried glemmer sin valkyrie og til tonerne af ledemotivet Falsk bryllup (!) forelsker sig i Gutrune. Og det er næppe noget tilfælde, at Wagner fremstår som en psykologisk mester i at skildre fortryllelse, suggestion og manipulation, for det er jo netop er de effekter, hans ledemotiviske komposition betjener sig af. Efter at have læst fortællinger som Thomas Manns Døden i Venedig og set film som Nicolas
Roegs Rødt chok, troede jeg, at jeg vidste, hvad ledemotiver var. Men der er ikke noget, der kan stikke Wagners vældige Gesamtwerk, hvor motiverne væves sammen og varieres, så man snart bemærker det og snart ikke. Dette må for mig at se være Wagners virkelige claim to fame.
Som et monument over suggestionens kunst og kunstens suggestion er Wagners Ringen uafviselig. Den har akkurat samme virkning på sin tilhører som de trylledrikke, der distribueres så hyppigt på scenen, og bringer glemsel og erindring. Det er ikke tilfældigt, at netop toksikologen Charles
Baudelaire og den unge dionysiker Friedrich Nietzsche følte sig stærkt tiltrukket af Wagner. Som sejdblander har han også denne lægmands givetvis unødvendige anbefaling.

*Richard Wagner: Der Ring des Nibelungen. Bayreuther Festspiele. Pierre Boulez. Philips 070 401-9 dvd Surround Sound & Stereo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her