Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

5. april 2002

(2. sektion)

Alfred Hitchcock
*En af de store fornøjelser ved dvd-mediet er, at også gamle film, både klassikere og obskuriteter, får en fin behandling af de mange dvd-produktionsselskaber. Selvfølgelig er det oftest de mest kommercielt gangbare eller værdifulde film, der får den helt store tur. Og derfor er det heller ikke så underligt, at den engelske instruktør Alfred Hitchcocks film er blandt dem, der har fået den bedste behandling. Hovedparten af Hitchcocks film – fra både før og efter 1940, hvor han drog til Hollywood – er udkommet på dvd i fine specialudgaver, der kaster lys over deres tilblivelse.

’Vertigo’ og ’Psycho’
*Ikke mindst de film, som Hitchcock instruerede og selv producerede i de sidste 20 år af sin karriere for primært Paramount og Universal, har fået en kongelig behandling af Universal, der sidder på distributionsrettighederne. Selskabet begyndte udgivelserne med en samlet boksudgave af Vertigo (1958), Psycho (1960) og fire af instruktørens egne afsnit af den tv-serie, Alfred Hitchcock Presents, som han producerede, men kun sjældent selv instruerede. Det er i sandhed en fremragende udgivelse af to af Hitch’s allerbedste film, som ser helt nyslåede ud, og et sjældent gensyn med tv-filmene, som vist aldrig har været udgivet på noget videomedie tidligere.
For nogle år siden blev den suggestive, psykologiske thriller Vertigo sendt ud i biograferne. Til lejligheden havde to af Hollywoods førende filmarkæologer og -restauratører, Robert A. Harris og James C. Katz, ført filmen tilbage til sin oprindelige technicolor-herlighed – indtil da havde den kun været tilgængelig i falmede kopier, der slet ikke ydede filmens enorme farvespil retfærdighed. Det store arbejde, som Harris og Katz lagde i at få Vertigo til at se ud som ved premieren små 40 år tidligere, fortæller de om på et engagerende, alternativt lydspor på dvd’en. Ligeledes er filmen forsynet med en nyproduceret dokumentarudsendelse, der fortæller om Vertigos tilblivelse.
Dvd-udgaven af den banebrydende gyser Psycho er endnu bedre udrustet og giver bl.a. mulighed for at opleve den berømte brusebadsscene, som den tager sig ud i Saul Bass’ ekspressive storyboard.
Der er gamle trailere, hvor Hitchcock viser os rundt i Norman Bates’ uhyggelige motel og tilhørende hus. Og i en dokumentarfilm om baggrunden for filmen medvirker Hitchcocks datter, Patricia Hitchcock, og manuskriptforfatteren, Joesph Stefano, som fik sin første store chance med Psycho, der er baseret på en bestseller af Robert Bloch og har rødder i virkelige begivenheder omkring 50’er-seriemorderen Ed Gein.
Siden da har Universal udsendt alle deres Hitchcock-film i mere eller mindre interessante udgaver – altid med en nyproduceret dokumentar og indimellem, som med Fuglene, hvor man kan opleve Tippi Hedrens screentest, med materiale, der er ud over det sædvanlige.

’Rebecca’
*Ud over det sædvanlige er Criterions udgave af Hitchcocks første film i Amerika, gysermelodramaet Rebecca, mildest talt også. Der er tale om en luksuriøst udstyret dobbelt-disc med flere timers baggrundsmateriale at fordybe sig i. Selve filmen er forsynet med et kommentarspor, hvorpå filmhistorikeren Leonard J. Leff bl.a. fortæller om det ikke uproblematiske forhold mellem Hitch og filmens producent, David O. Selznick. Vil man have syn for sagn, så kan man på disc to læse nogle af de mange memoer, som Selznick skrev til bl.a. Hitchcock, og hvori han brokkede sig over, at instruktøren arbejdede for langsomt.
Meget spændende er også en række screentests med en håndfuld kvindelige skuespillerinder, som blev overvejet til hovedrollen som mrs. De Winter. Vivien Leigh blev testet som en cadeau til hendes kæreste, Laurence Olivier, der spiller den mandlige hovedrolle i Rebecca, og testen af hende viser med al mulig tydelighed, hvorfor hun ikke fik rollen. Hun er simpelthen for selvsikker og koketterende i en rolle, der kræver usikkerhed og naivitet. Rollen tilfaldt i stedet Joan Fontaine.
Dvd’en rummer også et essay om forfatterinden Daphne Du Maurier, der skrev bogen bag filmen og bøgerne bag yderligere to af Hitchcocks film, Jamaica-kroen og Fuglene. Det er muligt at se de overvejende positive resultater af en af de testkørsler af filmen, som Hitch og Selznick afholdt i slutningen af 1939, og så er der lyduddrag af de interviews, som den franske instruktør Francois Truffaut lavede med Hitchcock, og som siden blev til en god bog. Derudover kan man høre tre radioopsætninger af Rebecca, bl.a. en Mercury Theatre-udgave under ledelse af Orson Welles og med Welles i hovedrollen. I en af de andre udgaver spiller Laurence Olivier og Vivien Leigh hovedrollerne.

*De omtalte dvd’er kan alle fås via www.amazon.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her