Opera
Statsministeren, Direktøren, talkshowets Dronning ... I en gudløs verden kan alle få magt. Selv bankrøveren Thor i Thoratorium af Lars Klit og Claus Beck-Nielsen på Den Anden Opera. På Dronningens opfordring »vil du på, du får 15 minutter« svarer Thor: »Til hvad?«. Det sidste finder han nu hurtigt ud af. Allerede i fængslet har han lært at spille på det nationale, flaget, folkets enhed. Ude af sin opposition finder han siden en spindoktor i nationalhelten Der Schmeichler. Og så falder fars hammer. Taburetterne vakler.
Men en dag får han kærligheden at føle. Hvilket vil sige smerten. Den lille Mestizpige står for alt det modsatte af ham selv, det urene, det statsløse. Sammen må de helt bogstaveligt flygte over hals og hoved over resterne af dét stockholmske blodbad, alle troede var historie. Målet er de skove, der hele tiden har sunget bag dem. Folket lades i stikken »Thor, åh Thor/ hvorfor har du forladt os«. Betjentene følger efter. Røveren, den autonome, fascisten, får det sidste alternativ og tar imod det. Godt han ikke blev korsfæstet, siger jeg bare.
At altmuligmanden Claus Beck-Nielsens historie nogen steder giver mindelser om en dansk nazileders skæbne, er nok tilfældigt. Dét er dens forbindelse til den aktuelle politiske situation til gengæld næppe. Og sjældent har systemkritikkens dilemmaer vel stået stærkere. Efter gudernes fald hed det: Verden styres ikke af fornuft, men af vilje til magt. I dag bides så mange om magtens krybbe, at dens emblemer må hænges på mænd uden egenskaber.
Men helt samtidig virker plottets indpakning så tilpas abstrakt, at Thoratorium trods alt løftes ud over det tidsbundne. Hvilket som bekendt er den måde, kunst bliver til på.
Først og fremmest har Lars Klit lært at komponere dramatisk føjeligt. Ganske vist stiller hans ting stadig langt større krav sangerne end de gør til øret, hvilket er lidt af en svøbe i nyere musikdramatik. At sidde med fornemmelsen af skønne, spildte kræfter er bare det værste. Ufatteligt at man ikke har lært mere af Richard Wagner og hans erfaringer med skildrende instrumenter og sigende blikke. Mere kød på orkestret, færre ord til sangerne dét er vejen frem.
Veldrejede moduler
Men Klit forstår bedre end mange kolleger, at på teatret må man ikke have fine fornemmelser. Og partituret til Thoratorium tåler virkelig at blive onduleret af mødet med det praktiske syn på tingene. Hvad man savner af virkningsfulde mellemspil og måske også inspirerede melodier, vindes ind igen af enhedspræget de veldrejede moduler, de mange fine stemninger.
Også den teatermæssigt ret uprøvede Sisse Jørgensens scenografi fungerer overraskende godt. Nok er den så helt igennem skrællet, at næsten alt andet ville være umuligt. Den virker næsten et nummer for simpel. Lidt tøj, en trækasse på størrelse med mobiltelefonens forgænger. Men kassen kan vendes på flere måder, så at sige snart ligner den et fjernsyn, snart et skab eller en dårekiste. En udmærket løsning, når man knap har penge til noget som helst. Ikke engang prøver. Den Anden Opera og dens nye kunstneriske leder Jonas Forssell tillod sig en verdenspremiere, hvor alt andet end sangernes ellers ret umulige partier var sat på plads. Kun musikkens relative enkelhed reddede tingene fra at falde fra hinanden, det velspillende ATHELAS Ensemble Copenhagen sad på en eller anden måde forkert placeret i salen, dirigenten Ari Benjamin Myers ubehjælpsomhed overlod for meget til de udøvende alene. Men det meste vil utvivlsomt rette sig den kommende tid.
Trimmet udgave
Man skal bestemt skal gå ind og høre Søren Mulvads bankrøver lægge nye alen til sit i forvejen ret imponerende repertoire og ellers nyde sangere i bedre form end længe. Også de lidt ældre som korets Uffe Henriksen og Ole Hedegaard, hvis stemmer virkelig er guld værd for kollektivet. Med Schmeichler er Jesper Buhl endnu engang tilbage i buffo-faget, men i en ny og også stemmemæssigt trimmet udgave. Anne Kleinstrup og Jens Bruno Hansen fylder deres mindre roller flot, og det samme gør Randi Gislason heldigvis for som en anden Papagena er Mestizpigen nok værkets svageste parti, sært overladt til sig selv.
Med sin tredje bestilling hos Lars Klit har Den Anden Opera igen satset på det sikre, hvilket ikke burde være scenens projekt. På den anden side kan det forhåbentlig skaffe folk til huse. Og dermed penge til noget mere grænsesøgende en anden gang.
*Thoratorium. Opera af Lars Klit og Claus Beck-Nielsen. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Jørgensen. ATHELAS Ensemble Copenhagen. Dirigent: Ari Benjamin Myers.
www.denandenopera.dk
