Læsetid: 3 min.

Afghanske kvinder i aktion

Taleban er fortid. Nu gælder det for kvinderne om at komme til at sidde talstærkt med ved bordet i storrådet
25. maj 2002

Kvinderne
Veluddannede afghanske kvinder, der er ivrige efter at lægge den undertrykkende Taleban-æra bag sig, arbejder i disse dage på højtryk for at sikre at også deres civile rettigheder kan blive tilgodeset ved med valgene af delegerede til den kommende ’loya jirga’ eller storråd. Mange af dem søger nu at komme til en større politisk og social rolle i Afghanistan, hvor de for blot få måneder siden reelt var en slags formummede ikke-væsener.
De nye muligheder, der har åbnet sig for de afghanske kvinder, er f. eks. iøjnefaldende i Ghaurian, en afsides beliggende by i Afghanistans vestlige ørkenområde op mod grænsen til Iran. Ghaurian har ingen elektricitet, ingen telefoner og intet rindende vand. Byens indbyggere opretholder en tilværelse på subsistensminimum ved det landbrug, det er muligt at dyrke i den regnfattige region.
»Folk her er totalt isolerede, men se selv, hvor entusiastiske de er for at komme til at deltage i valget, især kvinderne,« siger Abdul Rahimi, en af de 21 medlemmer af den loya jirga-kommission (LJC), der blev nedsat af De Forenede Nationer i december.
»Det er forbløffende at iagttage, hvordan Taleban-æraen er blevet fortid nærmest fra den ene dag til den anden i så mange områder.«
For nylig trængte en gruppe af kvindelige skolelærere direkte ind i byens største moské, hvor omkring 800 mænd var forsamlet for at drøfte valgets første fase.
»I har 56 delegerede, mens vi kun har fire. Vi vil have fire til – enten må LJC give os dem, eller også må I afgive dem fra jeres liste,« sagde de til mændene.
Hundredvis af analfabetiske bondekoner bakkede op om skolelærerindernes krav. De få veluddannede kvinder i Ghaurian dannede en aktionsgruppe i slutningen af marts, da skolerne åbnede for første gang siden Taleban. Mange af dem havde været lukket siden 1995. Omkring 1.700 børn, som må deles om 400 bøger, studerer nu både morgen, middag og aften i skiftehold. Hovedparten af lærerne er kvinder.
»Vi drev undergrundsskoler i vores hjem under Taleban-regimet og prøvede at holde liv i håbet,« siger Simi Samadi, rektor for skolen.

Kvinder bragt sammen
Valgene har for første gang bragt kvinderne sammen i organiserede grupper med en specifik opgave for øje. For første gange kan kvinder frit diskutere politiske spørgsmål og deres krav og forventninger op til loya jirga med hinanden og med mænd.
»Vi har brug for en børnehave, så kvinder kan få deres børn passet her og arbejde,« siger Parema Abassi, en 25-årig lærer. Samadi taler om »behovet for engelsktimer og computerundervisning«.
Kvinderne i forsamlingen brød ud i latter, da 30-årige Ojara Naquib, som er ugift, sagde, at hun ville se sig om efter en ægtemand, hvis hun skulle blive udvalgt som delegeret til loya jirga. I valgenes første fase skal byer og landsbyer vælge 16.000 delegerede til at repræsentere over 400 distrikter. Indtil videre er 100 distriktsråd blevet nedsat af LJC og 4.600 delegerede er valgt. I anden fase i slutningen af denne måned, skal distriktsrådene skæres ned til 1.050 personer, som skal repræsentere landets 32 provinser. LJC skal så vælge 500 andre personer, der skal repræsentere kvinder, embedsmandsstanden, flygtninge i Pakistan og Iran, nomader og afghanere i eksil i Vesten. Mindst 150 af de 1.501 repræsentanter skal være kvinder, men Rahimi fortæller, at med den overvældende interesse, kvinderne har udvist, kan deres antal komme langt over de minimale 10 procent.
I det kosmopolitiske Kabul og enkelte andre større byer er kvinder allerede kommet i arbejde som læger, journalister og i jobs inden for humanitær bistand og udviklingshjælp. Mindst 50.000 kvinder er kommet i arbejde som lærere og titusinder andre som sundhedsarbejdere. Men uden valgene ville der kunne gå adskillige år, før kvinderne i landdistrikterne ville turde tage de samme skridt. Endnu har ingen af kvinderne i Ghaurian taget deres burkhaer af, selv om de i deres egen kreds og over for udenlandske journalister gladeligt viser deres ansigter.
»Vi diskuterer hele tiden, hvilken mode vi skal følge, eller om vi skal finde på vores egen, men hvad vi end beslutter, må det ske lidt efter lidt. Vi kan ikke bare alle sammen kaste sløret på en gang.«

* Ahmed Rashid er pakistansk journalist og forfatter til bøgerne Jihad: The Rise og Militant Islam in Central Asia og Militant Islam, Oil and Fundamentalisme in Central Asia

© www.eurasianet.org og
Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu