Læsetid: 4 min.

Afstandens nærhed

Jon Bang Carlsen har i en lille menneskealder sat billeder på andres ord. Nu sætter den 52-årige instruktør for første gang i bog-form ord på sine egne indre billeder
2. maj 2002

Ny bog
Længslen efter at komme ud på »de ærlige veje i Vestjylland og dem i Arizona, som lader en se så langt som øjet nu engang magter og derved klart fortæller en, at man aldrig når frem.« Dét har i tre årtier været en væsentlig drivkraft i filmmageren Jon Bang Carlsens professionelle virke.
At trangen til at søge så langt væk hjemmefra, at man kan drømme om hjemstavnen uden at blive kvalt, også på et menneskeligt plan, har drevet Bang Carlsen, fremgår af forfatterdebuten Locations.
I en stribe essays skrevet fra optagesteder som USA, Irland og Sydafrika indkredses balancen mellem udlængsel og hjemve, mellem sulten efter at »genkende det ukendte« og behovet for at bearbejde de medbragte erindringsbilleder fra Vedbæk-egnen og Rønde ved Mols Bjerge.
Teksterne er skrevet mellem 1983 og 2001 – de fleste dog inden for de seneste år – og et gennemgående motiv er det indsigtsgivende nærvær, der kan opstå, når bevægelsens og hverdagens flimmer for et kort øjeblik ophører, og livets egen puls får lov til at trænge ind i bevidstheden.
Det kan være, når den rejsende standser bilen på vejen gennem ørkenen, eller når en uventet pause opstår, fordi færgen mellem Dieppe og Brighton er sejlet.
Først og fremmest er der imidlertid tale om stærkt subjektive reportager fra de omstændigheder, under hvilke nogle af de mange film er blevet til.
Og så er stykkerne en slags udtryksmæssige ventiler, overskudsbetragtninger nedskrevet »for at komme af med den sælsomme blanding af erindring og ultimativ nutid – som rejsen ud i det ukendte altid afstedkommer – for at filmene kunne komme til orde.«

Statist hos Scorsese
I de senere års filmproduktion – og mest markant i værkerne fra Sydafrika – er Jon Bang Carlsens egen stemme blevet et stadig mere påtrængende element på lydsiden. Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at instruktøren nu springer ud som forfatter.
Mens det visse steder i filmene har været et problem, at den billedrige speak kolliderede med fotografens billeder, glider sprogblomsterne lettere ned på skrift. Ganske vist smøres i passager rigeligt tykt på med metaforer og unødvendige omskrivninger. Men det meste ad vejen er læseren i godt selskab, fordi Bang Carlsen er en god iagttager og en mand med holdninger og mål.
I de bedste stykker fortælles underholdende fra oplevelser i forbindelse med filmenes tilblivelse.
Som dengang, hvor instruktøren var statist i Martin Scorseses Raging Bull og undervejs fandt de medvirkende til sin egen Hotel of the Stars (1981). Dengang, han mødte Vietnamveteranen James R. Jarrett på Phoenix Firearms Training Center i Arizona (Fugl Føniks, 1984). Eller dengang, han fik adgang til at tale med de indsatte i Cape Towns berygtede Pollsmoor fængsel (Portræt af Gud, 2001).
I andre tekster blandes erindringsgods og rejseoplevelser med refleksioner over verdens tilstand og det begær, der driver mennesker gennem deres livsbane.
Som i filmene pendles mellem virkelighed, fiktion og essayistiske refleksioner, og sine steder nærmer Jon Bang Carlsen sig ligefrem novellens form.
Andre steder, som i samlingens lille perle – »Øjebliksbillede af et offer« – får teksten næsten lignelsens form. Med afsæt i en episode, hvor fortælleren fik stjålet sit elskede Leica-kamera, mens han sad og blundede på en bænk i San Sebastian, kommer overvejelserne omkring trangen til at tage billeder til at ligne en dokumentarists selvransagelse: »Er det i virkeligheden ikke en vanvittig idé, at ville fastfryse det liv, hvis adelsmærke er evig foranderlighed, transformation, rastløs søgen mod nye udtryk? Er denne besættelse af de små kvadratiske vævsprøver af verden ikke en form for civiliseret kannibalisme?«

Gud som fikspunkt
Hele vejen igennem bogen ligger optagetheden af det religiøse som en klangbund under hverdagsbetragtningerne.
Det er, som om religionen er selve dét store mysterium, Bang Carlsen aldrig helt har kunnet lade sig opsluge af, siden han i barndommen – efter forældrenes skilsmisse – med en ildrager stak øjnene ud på Kristusportrættet over sin seng:
»Måske er Gud og hans søn et fælles fikspunkt, som vi kan se hen over hinandens hoveder uden at vi skygger for hinanden. Måske er det kun via guden, at vi alle kan opnå at se hinanden i øjnene og derved bryde afgørende fri af ensomheden eller jeg’et eller et eller andet navn, som vore mødre i kærlighed har hængt om vores hals.«
Locations kan både læses som et supplement til Jon Bang Carlsens film – den er rigt illustreret med filmstills – og som en selvstændig essaysamling.
Bogen er ikke så meget af en filmpoetik som den beslægtede tyske filmmand Wim Wenders’ vidunderlige Billedernes logik (1988). Snarere er den et forsøg på at artikulere et livssyn, at sætte kød og blod og tanker på de intentioner, der er filmenes menneskelige motor. Og så er den de bedste steder en poetisk rapport fra tilstanden mellem hverdagens blues og suset i de glimt, hvor man mest intenst oplever sin egen og verdens historie.

*Jon Bang Carlsen: Locations. 173 sider, 225 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu