Læsetid: 5 min.

’Det er meget alvorligt...’ - ’Ja!’

Søren Gosvig Olesen udfolder den franske filosof Jacques Derridas udfoldelse af Martin Heidegger i oversættelsen af en programtekst fra 1968: Foredraget om forskel
3. maj 2002

(2. sektion)

Filosofi
Det var for den tyske filosof Martin Heidegger en skrækvision, at mennesket en dag ville se Jorden fra rummet. For det blik bliver Jorden til en ting, man kan pege på og sige: »Se, det er Jorden.« Det sted, mennesket lever, bliver udlagt som en forhåndenværende genstand.
Når vi prøver at forstå andre epoker, taler vi om deres verdensbilleder: f.eks. det byzantinske verdensbillede. Men det at udlægge verden som billede er for Heidegger kendetegnende for den moderne epoke. Verdensbilledets Tid er vores tid. Vores offentlige tankemønstre foranlediger den forestilling, at verden kan fremtræde som et billede.
Men verden er snarere den betydningshelhed, som gør det muligt for genstande at fremtræde som noget, vi kan iagttage. Forsøger man at bringe verden til fremtrædelse som genstand, svarer det til at skrive ordet ’sprog’ på et stykke papir og sige: Der er sproget.
Det er ikke forkert. Sproget finder også på den seddel sted, men ikke reduceret til det enkelte ord.
Jacques Derrida tænkte og tænker stadig i forlængelse af Heidegger. I den berømte tale om La différance fra 1968 taler han om et bogstav: a. Ved at skrive det franske ord for forskel différence med a différance markerede Derrida, at det ikke var den konkrete forskel, han ønskede at opholde sig ved, men derimod den fundamentale forskelsdannelse.
Det er det berømte foredrag om et bogstav, der nu udkommer på dansk i en fremragende oversættelse og med et fremragende forord af den danske filosof Søren Gosvig Olesen.

Dekonstruktion
Ordet dekonstruktion er blevet en almindelig betegnelse for fortolkende forandring. Woody Allen har lavet en film om Harry, der bliver dekonstrueret. Da Politiken afsluttede sin serie af Danmarksudstillinger, postulerede en af bladets skarpe skribenter, at det almindelige billede af Danmark var blevet dekonstrueret.
Dekonstruktion henføres sædvanligvis til Derrida som ophavsmand. Gosvig understreger i sit forord, at dekonstruktion hverken er diskursanalyse, litteraturvidenskabelig metode eller social omgang med Harry, men derimod en filosofisk begivenhed:
»Dekonstruktion er dekonstruktion af metafysikken.«
Derrida har selv fremhævet dekonstruktionens slægtskab med den manøvre, Heidegger kalder for ’destruktion af den hidtige metafysik.’
Metafysikken udlagt som en filosofisk tradition fra Platon og frem. Ifølge Heidegger sætter metafysikken ét værende som det højeste værende: Aristoteles’ ubevægede bevæger, Descartes’ cogito etc. Når man sætter ét værende som det højeste værende, forsvinder væren. Ligesom man overser verden som betydningshelhed, når man lader verden fremtræde som billede.
Derrida overtager Heideggers opgør med metafysikken. Heidegger udfordrer metafysikken for at stille spørgsmålet om væren på ny, Derrida genlæser den metafysiske tekst for at afsløre, at forskelsdannelsen hele tiden har drevet sit spil.
Heidegger kalder forskellen mellem det værende og væren for den ontologiske differens. Han udhæver værensglemsen. Derrida spørger ikke til væren, men udhæver forskellen som forskelsdannelse.

Fra navneord til ting
Derfor ser han metafysikken lidt anderledes: Metafysikken baserer sig på identitet. På at tale om det værende som sådan; det værendes essens.
Det er opgøret med forestillingen om den isolerede essens, der udfoldes i Derridas foredrag om differance:
»Der gives intet differancens væsen, den (er) det, som ikke blot ikke ville kunne tilegnes i sit navns eller sin fremtrædens som sådan, men som truer ethvert som sådan på dets autoritet, selve sagens nærvær i sit væsen.«
Derrida promenerer i différanceforedraget den ene pointe efter den anden ved at kredse om det lille bogstav a.
Forskellen på différence og différance kan ikke høres. Den viser sig kun på skrift. Metafysikken priviligerer ifølge Derrida talen og det talte ord. Stemmen er tættere på tanken, og skriften er afledt af talen. Som Platon formulerede det:
»Intet alvorligt menneske vil nogensinde ytre sig skriftligt om alvorlige ting.«
Derrida vender ikke hierarkiet på hovedet og sætter skriften over talen. Han truer hierarkiet som sådan ved at påpege, at skriften er bestemt ved forskellen til talen og talen ved forskel til skriften. Hverken skrift eller tale kan bestemmes for en isoleret betragtning.
Metafysikken autoriserer stemmen som en instans, der indstifter identitet og selvnærvær: Jeg er jeg. Stemmen eksisterer kun i nutid. Derrida forbinder nutidens primat med metafysikkens priviligering af identitet og nærvær. Det franske verbum differer har både en rumlig og tidslig betydning: differer betyder adskille, men også opsætte eller udsætte. Différance kommer som adskillelse og udsættelse til at udfordre den metafysiske forestilling om nutid som tidens centrum. Nutid er ikke et punkt, men bliver til som nutid ved sin relation til fortid og fremtid.
Der er yderligere et betydningsniveau indlejret i différance. Det hænger sammen med sproget som udlægning af det værende. Vi slutter fra navneord til ting. Bourdieu taler om en glidning fra substantiv til substans. Som navneord sætter metafysikken det højeste værende som noget, man kan sætte en eller et foran.

Det er alvorligt
Men différance er hverken substantiv eller verbum. Différence med e er et substantiv, men det tilføjede a er på fransk mærke for lang tillægsform som i f.eks. interessant. Derridas term vibrerer mellem substantivet der ender på -nce og verbet markeret ved a.
Det er ved den vibrerende uvished, at forskellen driver sit spil overalt, hvor betydninger indstiftes. Derrida vil ikke rive metafysikken ned eller foreslå buddisme i stedet. Derrida viser inden for metafysikken en mekanisme, som altid spiller med, og som inden for metafysikken altid har truet forestillingen om enhver essens som sådan, jeg som sådan osv. Hans foredrag ender med et citat af Heidegger, der citerer Anaximander. Væren står på forskellens plads:

Væren
taler
overalt og altid
gennem
alle
sprog

Søren Gosvig Olesen har med noter og indledning leveret en generøs fortolkningsramme omkring Derridas komplicerede filosofiske tekst. Og Gosvig har oversat den oprindelige diskussion, fra dengang foredraget blev givet i Fransk filosofisk Selskab.
Det er et forrygende dokument. Lucien Goldmann mener ikke, der er noget i Derridas foredrag, som Marx ikke allerede har formuleret. Jeanne Hersch tilstår med beundring:
»Jeg fik et klart indtryk af, at selv om jeg selv ikke helt kan se præcis, hvad det er, De vil sige, så vil De i hvert fald sige det.« Brice Parain vurderer: »Det er meget alvorligt...« Og Derrida replicerer: »Ja.«

*Jacques Derrida: Differance. Oversat og udgivet af Søren Gosvig Olesen. 112 s., 165 kr. Det Lille Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu