Læsetid: 3 min.

Et angreb på Vestens patenter

Documentas fire platforme følger den vestlige verdens løsninger kloden rundt – og sætter deres endegyldige karakter til diskussion
31. maj 2002

(2. sektion)

Platforme
Der er muligvis ikke ret mange, der ved det. Det kan være, at det for de fleste har været en hemmelighed: Når man om kort tid i Kassel slår dørene op for den 11. Documenta, har arrangementet allerede været åbent for offentligheden i næsten halvandet år.
Documenta XI er blevet udviklet i en såkaldt ’dynamisk tilblivelsesproces’. Kassel-udstillingen er den sidste af i alt fem platforme og markerer afslutningen på et længere forløb. Udstillingen i Kassel fremstår ikke længere som en enestående begivenhed. Det ligner et forsøg på at vise, hvad man gør, hvis man mener, tiden er løbet fra den autoritative kunstudstilling såvel som den hurtigt konsumerede mega-event. Nu gælder det langstrakte processer og åben planlægning. Publikum træder fra starten ind og bliver aktive medskabere af et offentligt forum frem for blot passive beskuere af det.
Det har i hvert fald været den ideale målsætning med den udvidede Docementa, der med platformene har villet markere, at projektet er en åben, gennemsigtig instution og ikke udstilling, der bliver udarbejdet i hemmelighed. Ved at flytte Documenta ud af udstillingsbygningen har man desuden helt bogstaveligt villet demonstrere, at kunstsystemet ikke er adskilt fra, men derimod er en væsentlig aktør i den offentlige, ja, globale meningsdannelse.
På platformene har man ikke desto mindre valgt at forholde sig til politiske frem for kunstspecifikke emner. Den første platform definerede, med sine almene overvejelser over det moderne demokratibegreb, den tematiske ramme for Documenta XI. Hovedspørgsmålet lød: Er et fundamentalt vestligt begreb som demokrati en brugbar standard for dannelsen af ethvert civilt samfund efter den kolde krig?

Så blev det konkret
De følgende tre platforme perspektiverede og eksemplificerede det problemfelt i mere konkrete diskussioner:
Platform 2, der fandt sted i New Delhi i maj 2001, behandlede bl.a. de politisk-demokratiske konsekvenser af post-apartheidens sandheds- og forligskommissioner. Man undersøgte forholdet mellem juridiske, filosofiske og etiske sandhedsbegreber, sådan som de er blevet defineret i Vesten og eksporteret til resten af verden uden altid at danne det bedste og mest retfærdige løsningsgrundlag for konflikter og problemstilinger i ikkevestlige lande.
Den næste platform blev afviklet i St. Lucia og behandlede den stigende creolisering af det i vigende grad angelsaksisk dominerede Amerika. Man diskuterede bl.a. den hybridkultur og de nye identitetsformer, som er konsekvensen af denne udvikling.
Den sidste platform 4 blev afviklet i Lagos og var et decideret case study. Her diskuterede man muligheden af en ny urban politik, der kunne rekonsolidere fire sydafrikanske byer, som gennem flere år var blevet destabiliseret af krig, kriminalitet, aids og overbefolkning. De tre platforme flyttede diskussionen om globalisering ud af den vestlig offentlighed og ind i en anden tematik.
Platformene demonstrerede, at demokrati og kunst ligner hinanden: De er ikke definitive, ’realiserede’ størrelser, der alene finder deres tilblivelse i og lader sig repræsentere af faste kulturelle eller samfundsmæssige institutioner. Demokrati og kunst er parallelbegreber, der finder samfundsmæssig form under stadig forhandling, refleksion og genopfindelse. Kunstsystemer er under opbrud, demokratierne opbrydes løbende fordi magten siver ud på andre niveauer end det nationalstatslige. Vi har et globalt marked, men vi har ikke en fælles global offentlighed, der reflekterer over det marked. De fire første platforme flyttede Documenta rundt i verden med samme fri bevægelighed som kapitalen. Man kan sige, at kunstinstitutionen fulgte pengene.
Kunstverdenen er måske et af de steder, hvor globaliseringens dilemmaer finder sit klareste udtryk. Mens globaliserinsgdiskussionen ofte finder sted i lukkede rum,
Spørgsmålet er, om en begivenhed som Documenta XI formår at destabilisere en politisk konsensus og dermed kvalificere kunstinstitutionen som i et større perspektiv? Kan man ved at fokusere på lokale kulturelle, identitetsmæssige formationer udfordre veletablerede, homogeniserende forestillinger om, hvordan et moderne, internationalt demokrati skal tage sig ud? Vil de 100 dage i Kassel afsløre større systemfejl eller blot betændelser i den standende, teoretiske diskussion?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her