Læsetid: 3 min.

Avantgarden påstår, den er marginaliseret. Det passer ikke

Efter Statens Kunstfond i 1965 uddelte sine første stipendier, har traditionalisten billedhuggeren NikolausWehding været glemt
10. maj 2002

Kunst
I kunstverdenen huserer den myte, at avantgardistiske kunstnere marginaliseres. Men forholder det sig ikke snarere omvendt? Har det ikke i nutiden mest været de traditionelle kunstnere, der er blevet marginaliseret?
Hvor mange kender for eksempel billedhuggeren Nikolaus Wehding? Jeg har lige set en stor udstilling af hans værker på Kunstmuseet Brundlund Slot ved Åbenrå. Udstillingen har overbevist mig om, at Wehding er en af vore bedste billedhuggere. Men hans værker er traditionalistiske, hvilket måske kan bidrage til at forklare, hvorfor han som 70-årig stadig er så godt som ukendt.
Nikolaus Wehding blev uddannet på Kunstakademiet 1952-61 hos Johannes Bjerg og Gottfred Eickhoff. Han videreudvikler traditionen fra Astrid Noack,
Adam Fischer og Eickhoff.
Han ansås for meget lovende, fik priser og legater og flyttede til Sorø-egnen i 1960, da han skulle lave et syv meter langt relief til Privatbanken. Da den 28-årige Wehding kom til egnen 1960, var han lige begyndt på en lovende kunstnerkarriere. Han boede her hele tiåret igennem. I 1969 flyttede han tilbage til Åbenrå-egnen, hvor han kom fra.
Hermed er antydet, hvad der kan være årsagerne til, at hans værker stort set er ukendte: 1960’erne og provins.

Endnu mere provins
1960-erne var det årti, hvor der skete en masse, som skulle gøre det svært for
en traditionel kunstner at slå igennem. I 1960’erne opstod dansk modernisme og international postmodernisme.
Det er interessant at sammenligne ham med en af Wehdings kammerater fra Akademiet, Hein Heinsen. Heinsen var avantgardist og blev en kendt kunstner og professor på Kunstakademiet.
Men Wehding blev ingen af delene. I 1960-erne bidrog til at marginalisere traditionelle kunstnere. Dertil kommer, at Wehding i 1969 flyttede tilbage til Åbenrå-egnen. Hvilket er endnu mere provins end Sorø.
Wehdings værk har to højdepunkter, 1960’erne og 1980’erne. Altså henholdsvis Sorø-tiden og en del af Åbenrå-tiden. Værkerne fra 1960’erne er smukke, lidt kølige, formelt stramme skulpturer. Degas og Marini fornemmes som bagvedliggende inspiration.
Heste er den ene hovedgruppe af motiver. Et relief til Privatbanken er en scene med fire ryttere og seks heste. Et værk fra slutningen af 1960’erne hedder Hest der lægger sig. Den anden hovedgruppe fra 1960’erne er kvinder. Titlerne er Gravid kvinde og Siddende kvinde der ammer sit barn. Værkerne fra 1960’erne er beherskede, lidt stiliserede. Der er ingen sentimentalitet eller forsøg på at charmere beskueren.
Værkerne fra 1980’erne er helt anderledes. Det er værker, der er barske og voldsomt ekspressive. Formmæssigt er de rå. Lidelse og sårbarhed er ofte tema. Værkerne hedder Slagtescene, To mennesker i angst og Den døde soldat. Fugleunge fra 1979 er en enkel og utroligt overbevisende skulptur.

Ud af søgelyset
Udstillingen er anmeldt af Lars Lisberg (Kunstavisen 4/2002)og Karen Skovbjerg (JydskeVestkysten den 27. april). Begge anmeldere undrer sig over, at Wehding
ikke har et større navn i dansk kunst. De mener, at Wehdings tilbagevenden til Sønderjylland flyttede ham uden for kunstmediernes søgelys.
I udstillingens program fortæller Katrine Kampe, at Wehding ved flytningen til Sønderjylland mistede kontakten til København. Jeg mener, at Wehdings traditionalisme også er medvirkende. Selv i Sorø-perioden lykkedes det jo ikke Wehding at få det endegyldige gennembrud.
I dag er det mere accepteret end for 35 år siden at være traditionalist. Den syv år yngre Hanne Varming er traditionalist, men er alligevel accepteret og anerkendt i kunstverdenen.
Jeg må nok inddrage en tredje forklaring: Wehdings manglende talent for promovering. Men trods disse indrømmelser hævder jeg, at traditionalismen er en væsentlig grund til marginaliseringen.

Døm selv
Katrine Kampe kommer med en interessant oplysning om den første uddeling af stipendier fra Statens Kunstfond i 1965 – Wehding var blandt modtagerne. Katrine Kampe nævner navnene på de seks forfattere, fem malere og grafikere, to billedhuggere (den anden var Jørgen Haugen Sørensen) og to komponister, der modtog disse stipendier.
De fleste af dem er de store modernister, der er supernavne i dag: Blandt andre Per Kirkeby, Klaus Rifbjerg og Pelle Gudmundsen Holmgreen. Wehding er næsten den eneste ukendte og den mest traditionelle. Han var altså i 1965 meget tæt på gennembruddet. I 1960 deltog han på en udstilling i Amsterdam, hvor de repræsenterede billedhuggere alle var traditionalister.
Men i 1965 var det ved at være slut med overbærenheden over for traditionalister. Wehding fik ikke det navn i dansk kunst, som hans skulpturer efter min mening berettiger ham til.
Døm selv. Det kan nås endnu.

*Nikolaus Wehdings værker udstilles på Kunstmuseet Brundlund Slot ved Åbenrå frem til 2. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her