Læsetid: 4 min.

Barsk realisme fra Buenos Aires

Pablo Trapero skildrer et dystert og lovløst Argentina set gennem sin hovedperson – en tidligere låsesmed, der har taget job som strømer
24. maj 2002

Filmanmeldelse
Efter Mondo Grua, som i 1999 blev modtaget med bifald på filmfestivaler og blandt professionelle kritikere, men blev urimeligt forbigået af det europæiske filmpublikum, er den 31-årige arkitektuddannede argentiner Pablo Trapero tilbage i Cannes for at præsentere sin anden spillefilm, El Bonaerense.
Buenos Aires er en af de byer i verden med flest filmskoler og biografer per kvadratkilometer, og den internationale interesse for argentinsk filmkunst er i de senere år blevet holdt i live ved produktioner af så vidt forskelligt tilsnit som eksempelvis Marcelo Pineyros Plata Quemada, Lucretia Martels La Cienaga eller Lisandro Alonsos La Libertad.

Tarveligt interiør
Når man ser El Bonaerense, forstår man hvor central en figur Pablo Trapero er blevet i argentinsk film – i den grad er hans film blændende overbevisende på alle niveauer: Trapero er mesterlig i sin beherskelse af det filmiske rum, sine skuespillere, sin fortællekomposition, billedfladens tætladede stoflighed, lydsporet – kort sagt hele filmen som kunstnerisk medium.
Hans nye film er næsten skræmmende i sin fejlfrihed. Handlingen udspiller sig i og omkring en nærpolitistations tarvelige og luvslidte interiør i en forstad til den argentinske hovedstad, hvor der råder et kaos og en lovløshed af så ubegribelige dimensioner, at ingen efter at have set filmen kan undre sig over de voldsomme kriser, der i de forløbne måneder har rystet det sydamerikanske land.
El Bonaerense beskriver, hvordan den ikke alt for opvakte bondeknold Zapa (formidabelt spillet af Jorge Roman), der hidtil har ernæret sig som låsesmed i et provinshul, må forlade sig hjemby efter at have rodet sig ind i småkriminalitet. Som 32-årig står han pludselig i midt i storbyens infernalske virvar uden venner og familie og er tvunget til at begynde helt forfra.
Han får ansættelse på en politistation i et folkeligt forstadskvarter langt fra centrum og bliver dermed Bonaerense, som man kalder både Buenos Aires’ forstadsperiferi og de strømere, som arbejder her. Instruktøren følger Zapas vej ind i sin nye metier og dens tilhørende miljø: malerisk tilrøgede kontorer, machomuskelbundters hårdhændede brovtende politiarbejde og de stærkt hierarkiske og anspændte kollegiale relationer. Filmen indtager Zapas indre synsvinkel på så prægnant vis, at man som biograftilskuer med levende identifikation føler, at man selv tager del i Zapas tiltagende korrumpering og personlige fald.

Storbyskraldespand
For Zapa er en ignorant, en klodset dummernik omplantet til et råt og fremmed element. Han lærer hurtigt altid at orientere sig efter, hvad der er mest belejligt i nuet – sådan overlever han systemets brutalitet. Hans stilfærdige væsen forbitres mere og mere, han bøjer ryggen efter konstant at blive overdænget med skældsord (narrøv, skidespræller, båtnakke) fra kollegerne og er ude af stand til at sige nej til at bistå sin overordnede med at presse penge af kvarterets handlende – han bliver endda forfremmet efter en medvirken i en forbrydelse, der bliver mistolket som en politimands lovlige selvforsvar. Der er ikke én mislyd i filmen, der søler sig ind i tusinde og en ufattelige gemenheder, og hvor lovens repræsentanter går foran i udbredelsen af lovløshed i en storbyskraldespands ildelugtende kulisser.
For at anskueliggøre Zapas villige servilitet brækker instruktøren i bogstaveligste forstand ryggen på sin hovedperson ind til marven og spytter ham ud igen – bleg, nyttesløs og kasseret står han tilbage i slutscenen.
Filmens chokerende og illusionsløse budskab synes at være, at hvad der gælder for det argentinske forstadspoliti, helt sikkert også gælder for de øvrige myndigheder, for den argentinske regering og offentlighed, institutioner og politik generelt. Den formidler dette ved en utrolig deskriptiv dvælen ved kendsgerninger, attituder, steders atmosfære og formår med forbløffende præcision at give et rystende indblik i dagens dystre sociale argentinske virkelighed.
Korruptionen gnaver løs i alle menneskelige relationer: Tjenester kræver gentjenester, pengekuverter passerer i stadig strøm under bordet, slagsmål hører til dagens orden – ingen tør gøre indsigelse mod denne terrorens omerta (tavshedens lov, red.), hvor mafiøs adfærd er normen. Zapa lader sig på intet tidspunkt styre af bevidste overvejelser, men som instruktøren siger: Af sin tavshed og indskydelser. Fåmælt, lidenskabelig i elskovsakten, når blodet brænder i hans årer, men med et blik som en pryglet hund, når han underkaster sig sine barske chefer – og hensynsfuld over for sine ofre som korrupt strømer – rummer Zapa eksempler på en rest panisk medmenneskelighed, som man hverken kan elske eller hade, men simpelt hen må tage for, hvad den fortæller os om sindets blinde grunde, som her bliver bestemmende for en bitter og uvis skæbne – en tragedie uden hverken Gud eller ære og uden forløsning.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*El Bonaerense (Pablo Trapero, Argentina. Med bl. a. Jorge Roman, Dario Levy og Mimi Ardhu, en time og 32 min)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her