Læsetid: 0 min.

Betlehem venter

Spørgsmålet om 13 deportationsdømte palæstinensere kan ikke rokke ved Arafats popularitet, mener lokale
8. maj 2002

TEL AVIV – Telefonerne blev ikke taget på rådhuset i Betlehem i går. Hovedlinjen var slet og ret afbrudt, og de øvrige fik blot lov at ringe. Det er forståeligt, at byens administration gennem de sidste fem uger har ligget underdrejet, for rådhuset på Krybbetorvet ligger lige over for stridens genstand, Fødselskirken.
Der har stort set været lukket for adgang, fordi de israelske soldater har holdt hele området afspærret under kirkebelejringen. Desuden har der i samme periode næppe været meget at administrere fra borgmesterkontoret, fordi et israelsk udgangsforbud har lagt et tæppe over stort set al aktivitet i byen.
»Betlehems befolkning har været gidsler for striden om Fødselskirken,« siger borgmester Hanna Nasser, da Information omsider finder ham på mobiltelefonen.
»Vi håber, israelerne forlader byen, så snart det er overstået, og at de aldrig kommer tilbage.«
»Jeg kan i høj grad være enig med borgmesteren,« siger Mubarak Siniora.
»Vi har allesammen været den israelske besættelsesmagts gidsler.«
Mubarak Siniora ser lige nu mest af alt frem til at komme hjem. Han og hans dansk-fødte kone, Vibeke, bor i en rummelig villa i udkanten af Beit Jalla, der ligesom tvillingebyen, Betlehem, har været under israelsk kontrol og udgangsforbud. Han lider af en kræftsygdom, og eftersom han egentlig er borger i Østjerusalem, bliver han også behandlet på et israelsk hospital.
Af frygt for at skulle få akut behov for at komme i behandling og være strandet i hjemmet under udgangsforbuddet har ægteparret derfor gennem den sidste halvanden måned boet på hendes arbejdsplads, det økumeniske institut Tantur, som ligger lige på den grønne linje.
»Vi føler os mægtig priviligerede,« siger Vibeke Siniora.
»Vi kender andre i en lignende situation, som ikke har kunnet komme ud, for det har været utrolig hårdt. Jeg har kun været hjemme tre gange i hele den tid, og hver gang været bange for ikke at kunne komme ud igen. En gang kørte jeg lige efter ærkebiskop Michel Sabahs bil, men både den og mit danske pas afviste soldaterne ved vejspærringen.«

Til Egypten
»Vi er hjemme igen om halvanden dag. Man skal jo være optimist,« fortsætter Vibeke Siniora.
Meget tyder imidlertid på, at hun er en kende for optimistisk, for selv om 80 af de 130 palæstinensere og gejstlige var kommet ud fra kirken, og den israelske generalstabschef Shaul Mofaz meddelte, at alt var klar til at gennemføre tilbagetrækningen, var det endnu uklart, hvilket land der vil modtage de 13 palæstinensere, som ifølge aftalen står til deportation. Italien, som i første omgang var udpeget som destination, slog bremserne i med henvisning til, at landets regering aldrig har modtaget nogen officiel asylanmodning.
»Muligheden for at modtage palæstinensiske borgere i Italien er aldrig blevet nævnt (officielt) og kan derfor ikke under de givne omstændigheder blive taget i betragtning,« hedder det i en italiensk udtalelse.
Derfor befandt konflikten ved kirken sig endnu i går i en besynderlig fase, hvor den egentlig var løst, men hvor der endnu forhandledes om aftalens implementering.
»Jeg har hørt, at de indtil videre bliver transporteret til Egypten, hvorfra de skal videre, når et europæisk land er fundet,« forklarer Hanna Nasser.
»Men sagen er af mindre betydning nu, for under alle omstændigheder både tror og håber jeg på, at denne såkaldte deportation bliver meget midlertidig, og at det hele kun er Sharons forsøg på at bringe præsident Arafat i miskredit.«
Da Ariel Sharon sent i aftes mødte George Bush i Washington, skete det med et udtrykt amerikansk ønske om, at Yasser Arafat ikke skulle inddrages i samtalerne.

På sidespor
Mod dette stod Sharons hensigt i at gøre ham til samtaleemne, men med den hensigt at sætte den palæstinensiske leder på et sidespor, når eventuelle samtaler om en mellemøstlig fred senere kan blive aktuelle.
»Sharon oplever sin rejse til Washington som en sejrsrunde oven på Operation Beskyttelsesmur, som han anser for at være militært vellykket.
Og tilsyneladende har der været så meget substans i afslutningen på Fødselskirke-striden, at han har kunnet bruge dette politisk,« siger den politiske kommentator Aluf Ben fra det israelske dagblad Haaretz.Aluf Ben mener også, at amerikanerne vil være tilstrækkeligt klar over Sharons sejrsfølelse til at være forsigtige i deres krav til den israelske leder.
»Han er tidligere blevet fornærmet over behandlingen i Washington, hvilket har udløst store diplomatiske komplikationer, og med hele verdens øjne hvilende på USA har den amerikanske administration næppe lyst til at se udviklingen glide ud af kontrol igen,« forklarer han.
Dette anfører Aluf Ben også som forklaring på, at amerikanske CIA, som var centralt placeret i forhandlingerne, fik trumfet igennem, at hele 13 palæstinensere nu står til deportering; palæstinenserne selv havde tidligere sat 6 som absolut maksimum.
Manuel Hassassian, som er professor i statskundskab ved Betlehems Universitet, mener, at Yasser Arafat står stærkere som palæstinensisk leder end i meget lang tid, hvilket de 150 dage i Ramallah har bidraget afgørende til.
»At deportere de 13 er 13 for meget, og det er Sharon helt klar over,« siger han.
»Derfor er det så vigtigt at få dem sendt ud af landet og ikke bare til Gaza, eller for den sags skyld til Jericho, som det var tilfældet med seks folk fra Ramallah. Arafat har folket bag sig til at forhandle fred, og det gør Sharon nervøs.«
Vibeke Siniora deler dette synspunkt, men mener ikke at deportationen vil have nogen synderlig effekt.
»Folk har været uden arbejde i lang tid. De er syge af fattigdom og afsavn og er klar til at lade de 13 være prisen for at komme ud af nøden.
Det har Arafat hele tiden været klar over, og derfor har han også vidst, at han kunne tillade sig det uden at miste folkets støtte,« sig hun afsluttende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her