Læsetid: 4 min.

Bold- og pengespil

Fremragende ny fodboldbog fortæller historien om rigmændenes legetøj i hovedstaden, FC København
18. maj 2002

Ny bog
Bogen starter med en beskrivelse af, hvordan FCK’s direktør Flemming Østergaard vågner en tidlig morgen i sin 300 kvadratmeter store villa på Skodborg Strandvej, begiver sig ned til sin private bådebro, der er anlagt ved bredden af Øresund, og sejler en tur ind gennem de københavnske kanaler i sin motorbåd.
Så er linjen ligesom lagt i den nye bog om fodboldklubben FC Københavns historie. Dette er ganske vist en fodboldbog. Men det er først og fremmest en bog om de pengemænd, der har skabt FC København, og de powergames, som de har udkæmpet imellem sig.
Og det er ikke så få, kan man konstatere efter at have læst Spillet om FCK. Megen af klubbens historie er simpelthen bygget op omkring intrigerne og aftalerne mellem forskellige pengemænd fra whiskybæltet. Og en af bogens store kvaliteter er, at den trækker læseren helt indenfor i de direktionslokaler og privatboliger, hvor sammensværgelserne er blevet aftalt, og hvor de ofte dramatiske opgør har fundet sted.
Gennem deres research har de to journalister erhvervet sig en omfattende viden om forløbet i nogle af de mest omdiskuterede sager i FCK’s historie – blandt andet Laudrup-sagen, Carlsberg-sagen og balladen omkring Flemming Østergaards skifte fra Lyngby til FCK – og de fremlægger sagerne i nuanceret form og med behørig taletid til alle de involverede parter.
En sætning som denne er således typisk for bogens stil:
»Fredag den 20. September 1996 om formiddagen mødtes Ole Steen Hansen, Aldo Petersen og Karsten Aabrink på hotellet i Vedbæk, hvor FC Københavns trup var i træningslejr.
Det er de enige om.«
Herefter følger så alt det, de ikke er enige om; nemlig de implicerede parters forskellige udlægninger af et møde, der både fungerede som forum for en forhandling om, hvilke Lyngby-spillere man burde overtage, men som også havde en mere skjult funktion som et led i den løbende udmanøvrering af daværende FCK-direktør, Karsten Aabrink.

Laudrups kontrakt
Det tjener forfatterne til ære, at de formår at fremstille disse barske spil i fodboldklubbens baglokaler på en overskuelig og vedkommende måde, samtidig med at de bibeholder en saglig skrivestil, hvor de ikke hæfter mere kritik op på enkeltpersoner, end de nu engang har fortjent.
Kun ved en enkelt lejlighed har man indtrykket af, at forfatternes omfattende research tager magten fra dem.
Det sker i gennemgangen af Brian Laudrups kontrakt, hvor det store spørgsmål handler om, hvorvidt direktør Flemming Østergaard hemmeligholdt en særlig klausul, der tillod Laudrup at springe fra aftalen efter et halvt år, hvis han ikke fandt sig til rette i klubben – hvilket som bekendt var, hvad der skete.
En sandsynligvis meget teknisk og juridisk diskussion bliver i bogen endevendt over adskillige sider, og da afsnittet endelig er til ende, synes man, at man kender samtlige udtalte og underforståede betingelser i Laudrups kontrakt bedre end han sandsynligvis selv gjorde, da han underskrev den.

Ikke et ønskebarn
Det er dog en detalje ved en læseværdig bog, der også vinder ved sine velskrevne personportrætter. Centrale figurer fra både klubbens fortid og nutid bliver præsenteret i afsnit, som det er en fornøjelse at læse – blandt andet kan læsere af bogen glæde sig til portrætterne af Karsten Aabrink, Roy Hodgson og Niels-Christian Holmstrøm – men den fineste beskrivelse er dog reserveret chefen selv, Flemming Østergaard, der er tildelt sit helt eget kapitel.
Under overskriften »En følsom mand« indledes det på denne måde:
»Da Flemming Ammentorp Østergaard holdt sin tale med sine forældres sølvbryllup, kom han for skade at sige, at han nok ikke havde været noget ønskebarn. Både hans mor og far begyndte at græde.«
Dermed er tonen slået an til et både sødt og syrligt portræt af en af de mest sammensatte mennesker i dansk fodbold.
Denne fokusering på klubbens bag- og pengemænd og deres gerninger gør det imidlertid også klart, at Spillet om FCK ikke er en bog, der beskæftiger sig særligt meget med den sportslige side af sagen.
Man får som læser undervejs i bogen spredte hentydninger til klubbens præstationer på banen – der sandt at sige i mange år heller ikke var noget at skrive hjem om – men de dybdeborende analyser af sammenhængsproblemerne i truppen kommer forfatterne ikke ind på.
Typisk for deres prioritering af stoffet er således, at oplysningen om, at Henrik Larsen og Bjarne Goldbæk ikke fungerede sammen på holdet i deres første tid som FCK’ere udelukkende bliver nævnt som en konsekvens af den daværende direktør Karsten
Aabrinks måde at drive fodboldbutikken på (Aabrink havde efter sigende ved kontraktunderskrivelserne lovet begge spillere, at de kunne blive anførere på h0ldet.)
Derimod fordrer bogen visse overvejelser om årsagen til den ballade, der ser ud til at have været en af FC Københavns dåbsgaver.
Spørgsmålet om, hvorfor lige netop FCK altid ser ud til at være plaget af intriger og medieståhej, nærmer sig et svar, når man betragter de store personligheder, klubben bestandig har inviteret ind i direktionslokalerne, og de planer, som disse mænd har tumlet med.
Det giver sig selv, at når man beder folk som Aabrink, Østergaard og Holmstrøm om at styre butikken – og når man samtidig indkøber personligheder som Hodgson og Laudrup til at styre holdet – så får man stor ballade, når skidtet vælter. Hvilket det selvsagt gør en gang imellem. På den anden side: Uden visioner, ingen fremdrift.
FCK har brug for sine pengemænd med fodboldhjerter, hvis klubben vil forblive en magtfaktor i dansk fodbold – og måske udvikle sig til en ditto i de europæiske klubturneringer. Også selv om det engang imellem giver en masse rabalder, når de boldglade individualister ramler sammen på chefgangen og i spillertunnellen.

*Christian Thye-Petersen og Kasper Steenbach: Spillet om FCK. 275 s., 258 kr. JP Bøger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her