Læsetid: 3 min.

Brøndbys usikre scoring

Meget tyder på, at de danske fodboldmestre gik efter navnet og aktionærapplaus, da man i går lancerede Michael Laudrup som ny cheftræner
21. maj 2002

Kommentar
Måneders spekulation stoppede i går, da det børsnoterede fodboldaktieselskab i Brøndby meddelte, at danmarksmestrenes nye træner hedder Michael Laudrup.
Laudrup, der er Danmarks største fodboldspiller gennem tiderne, tiltræder formelt den 1. juli. I praksis afgøres hans tiltræden af, hvor længe han som assistenttræner for det danske landshold er optaget af VM-slutrunden i Korea og Japan.
Brøndbys trænervalg er både logisk og satset. Mesterklubben, der både på den sportslige og økonomiske front har været presset hårdt af FC København, hvis direktør Flemming Østergaard faktisk har taget førertrøjen fra Brøndbys Per Bjerregaard i henseende til visioner og nye tiltag, har ved at hyre den snart 38-årige Laudrup scoret navnet over alle navne i dansk fodbold.
Det er selvfølgelig ikke gjort for at drille FCK, sådan leger man trods alt ikke med investorernes penge og Brøndby I.F.’s gode navn og rygte. Men det gør dem sikkert ikke noget ude på Vestegnen, hvis kontrakten med Laudrup svider lidt inde i ’underholdningsetablissementet København’.
Det er i hvert fald en proaktiv sidegevinst for Brøndby, at man fik aftalen i stand med den mand, som alle gerne ville tilknytte, selvom ingen
reelt aner, hvad Laudrup med de 104 landskampe og 37 mål for Danmark kan som klub-træner. For det er altså noget andet end at være assisterende træner for et landshold, der spiller otte-ti kampe om året. I Brøndbys pressemeddelelse er det da også »spilleren« Michael Laudrups kvaliteter, der betones: »En mand, der som spiller var blandt verdens bedste og har været i verdens største fodboldklubber, bliver et scoop for vores spillerstab, for hele klubben og til stor glæde for vore fans.«

Han har prøvet det hele
Ingen kan anfægte Michael Laudrups viden om moderne, international fodbold. Han har så at sige prøvet alt på egen krop: De største og galeste klubber, de bedste og værste trænere og det ultimative pres, der lægges på stjerner i en storklub. Som assistent for Morten Olsen har han lavet en succes med det danske landshold, der i løbet af de to år har gennemgået et helt stilskifte og et halvt generationsskifte.
Men hvor god er Laudrup, når han som cheftræner skal stå alene med ansvaret?
At han har indgået i et fint og afstemt samarbejde med perfektionisten Morten Olsen, hvor de to som landsholdets største stjerner har formået at balancere på en måde, så de på den ene side aldrig skyggede for hinanden, og der på den anden side aldrig var tvivl om kompetencen, kan ikke undre. Laudrup har aldrig haft travlt med at føre sig frem. Han er en diplomat af Guds nåde, men uden at det har anfægtet hans ’starquality’. I samarbejdet med Olsen har han givetvis påtaget sig hjælpetrænerens klassiske rolle som lynafleder mellem chefen og spillerne.
Men igen: Hvordan vil han fungere som chefen, der ind i mellem er nødt til at være ’det dumme svin’, der giver spillerne ren besked. Og hvordan vil han trives med et job, der som påpeget af både den gamle holdkammerat Preben Elkjær og forhenværende landstræner Bo Johansson optager dig 24 timer i døgnet, 364 dage om året. Et job, hvor man reelt aldrig har fri?
Humørspilleren Michael Laudrup må have besluttet sig for, at det gider han godt. Han kalder det selv naturligt (snarere fornuftigt) at starte i barndomsklubben, som han forlod for 20 år siden. Og han har al den goodwill i den danske offentlighed, han kan ønske sig. Faktisk skal det gå helt uhyrligt skævt, hvis en
fiasko i Brøndby skulle blive Laudrups ’skyld’. Det ville – ligesom da det haltede på landsholdet efter hans comeback i 1993, i givet fald blive hægtet op på spillere, der ikke var gode og store nok til ’mesteren’. At han så som en gambler af natur næppe tænker sådan er en anden sag.
I en tid, hvor trænernes egen praktiske erfaring med topfodbold betyder alt, og der er hjælpere til alt det grove, er det rigtigt gode spørgsmål, om Brøndby med den alt-ledende direktør Per Bjerregaard er parat til så stort et navn som Michael Laudrup?
Vil Bjerregaard give Laudrup plads til at bestemme – og har ’ambassadøren’ selv viljen og modet til at gøre det? I den henseende skræmmer sporene fra Birger Peitersen over Morten Olsen til Aage Hareide.
Det ville være et signal om nye tider, hvis han startede med at ’forvise’ doktor Bjerregaard fra bænken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her