Læsetid: 2 min.

Cannesklip

24. maj 2002

(2. sektion)

*Danske film Det kan godt være, at kortfilmen To minutter er den eneste danske film i konkurrence i Cannes i år, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget i den danske lejr på filmfestivalen. Thura Film har præsenteret efterfølgeren til I Kina spiser de hunde, Lasse Spang Olsens Gamle mænd i nye biler, og Susanne Biers
dogmefilm, Elsker dig for evigt, er med succes blevet vist på festivalens filmmarked. Begge film får dansk premiere inden jul. Lidt spøjst er også den engelske genindspilning af Susanne Biers succesfulde komedie, Den eneste ene, blevet vist på markedet. Filmen, der er instrueret af Simon Cellan Jones, har fået den passende titel The One and Only.

*Fremtid Derudover har forskellige danske producenter og instruktører løftet sløret for nogle af deres kommende projekter. Mændene bag Charlie Butterfly, Darius Steinnæss og Klaus Rifbjerg, skriver på en film om påskekrisen i 1920, hvor kong Christian den 10. fyrede Zahle-regeringen. Kongens dagbog er den foreløbige titel. Niels Arden Oplev, der senest lavede den aparte komedie Fukssvansen, forbereder en film om sin ungdom. Pia Bovin, der snart spillefilmdebuterer med børnefilmen Kald mig bare Axel, arbejder på et portræt af en gruppe mennesker fra sin egen generation, dem mellem 30 og 40. Om føje tid går Oscarvinderen Anders Thomas Jensen, der har skrevet manuskript til både Gamle mænd i nye biler og Elsker dig for evigt, i gang med optagelserne til sin anden spillefilm (efter Blinkende lygter) De Grønne slagtere. Og så skal Paprika Steen snart i gang med sin første spillefilm som instruktør, hvilket hun glæder sig meget til.

*Eventyr I 2005 er det 200-året for H.C. Andersens fødsel, og i den anledning stiller en nyetableret fond en million euro, ca. 7,5 millioner kroner, til rådighed til udvikling af forskellige projekter, der skal være med til at markere begivenheden. På et pressemøde i Cannes fortalte folkene bag fonden om deres ideer med H.C. Andersen 2005, som producenter og filmfolk verden over har mulighed for at søge om støtte. I Danmark samarbejder M&M Productions og Zentropa om både en tv-serie og en spillefilm, mens Nordisk Film og Rumle Hammerich også går med planer om at lave film og tv-serie, dog vil de fokusere på H.C. Andersens unge år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her