Læsetid: 4 min.

Cd-box

31. maj 2002

Af Anders Beyer, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
The Raveonettes: Whip It On (Crunchy Frog)
*Respekt til Sune Wagner! Stilfuld og gennemusikalsk er han gået sine egne sære veje siden opløsningen af det toneangivende 90’er-ensemble Psyched Up Janis – bl.a. som frontfigur i surfthrashbandet Tremolo Beer Gut og bassist i Sort Sol. Med duoen – den anden halvdel er bassisten og sangeren Sharin Foo – The Raveonettes står han så frem som rock’n’roll-auteur med tre akkorder fordelt på otte stemningsladede garagepunk-udladninger blastet af i b-mol. Sangene besidder en uimodståelig fandenivoldskhed, hvor den mytomane entusiasme og højspændingssitrende power næsten overkommer manglen på originalitet. Næsten. Men hold kæft en ubarmhjertigt tærskende produktion – that’s fucking rock’n’roll, man! En stiløvelse, der holder!

Chris Isaak: Always Got Tonight (Reprise/Warner)
*Det er efterhånden mange år siden, Chris Isaak har lavet en rigtig god plade, men der er ryk, nosser og nødvendighed over Always Got Tonight – det er de samme gamle kærlighedshistorier fulde af længsel og tab sat til de samme tre-fire akkorder, men denne gang falder det hele smukt på plads og Isaak selv synger med brændende intensitet. Med Always Got Tonight kommer Isaak ret tæt på at matche sin egen storhedstid dér for en 10-12 år siden.

Mary Gauthier: Filth & Fire (Black Records/Playground)
*Ingen store armbevægelser her – bare en rigtig god
roots-plade, som vor mor lavede den, sej, tæt og intens, helt uden kunstige tilsætningsstoffer. Mary Gauthier – udtales Go-Shay – har en nasalt vidende stemme, og de mol-tintede sange lever op til titlens løfter om filth & fire! Over et slæbende beat giver hun sine drabelige skæbnefortællinger, fulde af fatal kærlighed og ditto beslutninger, livets store slag … og små. Dyster og pragtfuld.-lyn

Klassisk
Royal Academy of Music Aarhus 1927-2002. Recordings of teachers during the first 50 years. Booklet plus 2 CDs. DJM 7501-2.
*Et smuk udgivelse både hvad angår indpakning og selve lyden, produceret af lydtekniker m.m. Claus Byrith, er kommet fra Det Jyske Musikkonservatorium. Byrith er selv en institution på konservatoriet og har været med i så mange år, at han nu kan udgive rariteter fra tonemesterens lydskab over en 50-årig periode. Det er imponerende, hvad Byrith kan få ud af de gamle indspilninger med den nye teknologi. De musicerende lærere tæller blandt andre Asger Lund Christiansen (cello), Emil Telmányi, Thøger Rasmussen (tenor) og Bengt Johnsson (klaver). Sidstnævntes Niels Viggo Bentzon-fortolkninger var banebrydende i sin tid, men spilles med endnu større teknisk og kunstnerisk overskud af nutidens klaverløver, f.eks. Per Salo, der har indspillet Bentzon på Kontrapunkt. Udgivelsen vidner om grundighed i alle detaljer af produktionen.

Aage Haugland: Songs by Schoenberg, Ibert og Ives. Poul Rosenbaum, klaver. Exlibris Exlcd 30090.
*Da Aage Haugland døde den 22. december 2000 mistede den klassiske musikverden en af de store personligheder. Nu er der kommet en cd fra Gyldendals pladeselskab Exlibris, hvor Hauglands mangeårige danske akkompagnatør, Poul Rosenbaum, spiller sammen med sangeren i værker af Schönberg, Ibert og Ives. Den minder en om, hvor meget man egentlig savner den lyttende pianist, der kan så meget med tangenter. Alene Ives-sangene er grund nok til at anskaffe denne cd. Der oplyses i ledsagehæftet ikke noget væsentligt. Kun optryk af kunstnernes CV’er samt spredte noter om værkerne bliver det til. Lidt pauvert af et pladeforlag, der institutionelt læner sig op af landets største bogforlag. beyer

Verdensmusik
Gino Sitson: Song Zin’… (Piranha/Amigo).
*Der er arbejdet grundigt med den vokale palet på Gino Sitsons debutskive, der har fået undertitlen vocadelic tales. Camerounske Sitson er ikke nogen almindelig historiefortæller. Unik er den måde, han udnytter sit eget stemmepotentiale, der veksler ubesværet fra dybsort fløjl over kliklyde og human beatbox til en sitrende bjæffen. Sitsons polyfone vokalarbejde – der sine steder lyder som Bobby McFerrin tilsat brunt sukker og lidt chili – tager flest stik hjem, når den universelle (om end nok så elegante) jazz-lyd holder fri, og en uforudsigelig mosaik af vokale krumspring sniger sig ind på lytteren. Så maler Sitson bogstaveligt talt det ene fabeldyr efter det andet frem på lytterens nethinde, og stemningen går rent ind.moh

Jazz
John Pizzarelli with George Shearing Quintet: The Rare Delight of You (Telarc)
*Amerikanske Pizzarelli spiller guitar, synger og er en rigtig artig svigermors drøm af en mainstream-musiker. Denne udgivelse er et eksempel på amerikansk standard/swingjazz, der i dén grad er sig selv nok og på ingen måde forsøger at tænke i anden retning end fortidens. Den flittigt indspillende Pizzarelli forsøger at peppe sig selv og projektet op gennem et samarbejde med jazzdinosauren og pianisten George Shearing og en pålidelig, anonym backing. Alt er godt, rart, trygt og dræbende kedsommeligt.

Jesse van Ruller: Trio (Emarcy)
*Hollandsk jazz hører vi ikke for meget til herhjemme. Men der findes naturligvis udsøgte musikere også i det centraleuropæiske f.eks. den unge guitarist Jesse van Ruller. Han høres her i trio med bassisten Frans van der Hoeven og trommeslager Martijn Vink. Van Rullers solistiske ideer er indlysende og teknisk velformulerede. Uden at forfalde til klicheer eller fortidsdyrkelse forener han inspirationer fra Wes Montgomery og Pat Martino med stilistiske stænk fra rocken, og viser bl.a. suveræn beherskelse af wah-pedalen. Det er tætspillet guitarjazz med en medrivende friskhed og lyrik over sig. cmh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu