Læsetid: 4 min.

Cd-box

24. maj 2002

Af Anders Beyer, Torben Bille, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Dot Allison: We Are Science (Mantra/Playground)
*I sin tid kendt som stemmen på de der svalende udgivelser fra acid house-bandet One Dove tilbage i starten af 90’erne debuterede Dot Allison i 1999 med det fine lille album Afterglow, en af den slags plader, der nærmest forsvinder på udgivelsesdagen. Nu er Allison tilbage med en voldsomt 80’erklingende udgivelse, We Are
Science, der trods flotte electroklange tynges af en udpræget mangel på gode sange – undtaget de to skrevet med Grasshopper, Mercury Rev.

Weezer: Maladroit (Geffen/Universal)
*Det må være hårdt at forsøge at drive den traditionsforankrede guitarrock videre, men det må siges, at den amerikanske kvintet Weezer gør, hvad den kan, med Maladroit – 14 benhårde udladninger, der rent ud knitrer af indestængt elektricitet, hang til forvrængning og gang i gaden. Weezer gør virkelig, hvad de kan, for ikke bare at opsummere fortiden og til gruppens ros må siges, at den når langt med lidt. At lytteren måske så føler sig lidt slidt til sidst, hænger sammen med de konstant dronende og powerchord’ede guitarer, der i et væk styrer det melodiske om end noget overophedede show her.

David Usher: Morning Orbit (EMI)
*Pragtfuld gammeldags drømmepop med florlette psykedeliske overtoner fra Davis Usher, der på coveret ligner et teen-idol, men på pladen lyder som en sangskriver i familie med oversete folk som Perry Blake, Eric Matthews, Jim O’Rourke og Michael J. Sheehy … der alle har forsøgt at føre singer-songwriter-begrebet nye steder hen med et såvel lydligt som harmonisk ambitionsniveau, der ikke synes at være plads til på
tidens scene. Det er nok for lækkert og for gammeldags, men ikke desto mindre er der masser af klanglig lise at hente for såvel gamle som nytilkomne popvrag. -lyn

Klassisk
The Royal Swedish Opera Orchestra. Ingrid Tobiasson, mezzosopran. Dir. Sixten Ehrling. Caprice CAP 21661.
*Den svenske operas orkester og et senromantisk repertoire, samlet af dirigenten Sixten Ehrling, er et godt udgangspunkt. Det svenske orkester er godt, når klangen er i fokus. Det er den hos Wagner, Mahler og Weinberger. I Wagners Wesendonk Lieder får musikerne hjælp af mezzosopranen Ingrid Tobiasson, som gennemlyser undertitlerne »Der Engel, Stehe still!«, »Im Treibhaus, Schmerzen« og »Träume«. Jaromir Weinberger, der døde så sent som i 1967, er ikke særlig kendt, men passer godt ind mellem Wagner og Mahler. Lyt til hans »Under the Spreading Chestnut Tree«. Synd at Weinberger blev født for sent, ellers havde også han været moderne.

Bach: Giuliano Carmignola og Andrea Marcon. Sonater for violin & cembalo. 2-cd
Sony Classical S2K 89469.
*Disse værker kalder på mestermusikere. De spiller ingenlunde sig selv. Giuliano Carmignola på barokviolin og Andrea Marcon på cembalo er ikke til at komme uden om, så godt spiller de. De fleste læsere vil ikke kende disse musikere, skønt de har flere indspilninger bag sig. Der er sket et kvalitetshop i strygerspillet, stadigt flere spiller på højeste niveau, og konkurrencen er uhyggelig. Især i et repertoire som Bachs klassikere, som alle ønsker at fortolke. Noget kunne tyde på, at barokmusik spillet på historiske instrumenter er ved at blive på mode. Vi oplever det især med Händel og Bach. Denne cd er god reklame for denne tilbagevenden til historisk praksis.beyer

Verdensmusik
Mari Boine: Eight Seasons. (Jazzland/Universal).
Mari Boine Remixed. (Jazzland/Universal).
*Samernes feminine førstestemme bragede igennem lydmuren med Gula Gula på RealWorld for 10 år siden med et noget mere kraftfuldt udtryk end det, hun præsterer på Eight Seasons. Det følsomme dominerer, og Mari Boines hviskende vokal er som en rimtåge – omsluttende og uden de store bevægelser. Boine kan meget med sit organ, når hun bruger sin lungekapacitet fuldt ud: Så synger ånderne med, og gulvet ryster – men det giver hun på Eight Seasons alt for få prøver på. Samtidig ligger musikken (isoleret set) godt og solidt midt i sporet med en jazzet soft-rock-melodik, der er hørt så ofte før. Af og til er det så intetsigende som lydsporet til en dårlig film. Og efter den sidste sang er de få tilløb til magiske øjeblikke, pladen trods alt rummer, forsvundet som dug for solen.
Også Boine må stå model til det kommercielt sikkert udbytterige fænomen, der hærger klodens klubber og kanaler i disse år: digitalt genbrug af gamle genialiteter. Så mens verden ventede på Eight Seasons, sendte Boines nye pladeselskab en pose af Boines bedste på gaden – om end i ny trendy indpakning. Remix-pladen åbner med det berømmede Chilluminati mix af Gula Gula, hvor Boine reduceres til staffage! Men hvad betyder det, når det er kendte folk som Jah Wobble, Bill Laswell og Nils Petter Molvær, der styrer knapperne. Personligt foretrækker jeg den ægte vare.moh

Jazz
Dave Douglas: The Infinite (Bluebird)
*Der er delte meninger om den ombejlede amerikanske trompetist Dave Douglas, der bl.a. har været tæt på at få Jazzparprisen. Hans mange projekter er af varierende kvalitet, men viser ikke desto mindre en kunstner, der vil noget og er i dialog med forskellige stilarter og nye udtryk.
Douglas’ nye projekt viser ham i spil med Chris Potter (sax), Uri Caine (el-klaver), James Genus (bas) og Clarence Penn (trommer). Musikken er semi-akustisk og i en rytmisk solid udformning, der bl.a. viser tilbage til Miles Davis tidlige elektriske periode ved indgangen til 70’erne. Kompleksitet, pulserende grooves, lækkert elklaver-spil af Caine og højt solistisk niveau over hele linjen. Noget for pengene.cmh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her