Læsetid: 4 min.

Cd-box

3. maj 2002

Af Anders Beyer, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Sondra Lerche: Faces Down (Virgin) Lerche spiller på Rust i Kbh., 10.5.
*At der er et fint talent på spil her fornemmes fra første færd. Med solidt afsæt i traditionen tager norske Sondre Lerche på sin debut chancer nok til at man holdes fanget fra start til slut. Det er ikke de store armbevægelsers musik, tværtimod, men ikke desto mindre stikker den dybt, musikalsk som tekstmæssigt. Lerche er ikke en arketypisk navlebeskuende singer-songwriter, men retter i stedet kritisk-kærligt blikket mod omverdenen og fremstår som en god seer. En lovende begyndelse, som kan føre Lerche vidt omkring, hvis niveauet holdes.

Diverse Kunstnere: The Song Ramones The Same – A Tribute To The Ramones (White Jazz/MNW)
*Med forsanger Joey Ramones bortgang sidste år sattes punktum for et af rockens mest primitive, men også mest stildannende orkestre, The Ramones. Man får her 19 – primært skandinaviske, inkl. Sort Sol og DAD – orkestres versioner af New York-kvartettens repertoire og det er sgu en pauver affære. Generelt – undtagelsen hedder Whale – er der ikke tale om fortolkninger, men om kopier og hvor interessant er det? At de mange guitarister har haft det sjovt med at genskabe Johnny Ramones ’wall of sound’-signaturlyd er pusserløjerligt, men ellers er der langt mellem originaliteten på denne omgang fotokopier.

Del Amitri: Can You Do Me Good? (Mercury/A&M/Universal)
*Personligt har denne signatur aldrig haft den store fidus til firseroekestret Del Amitris bagstræberiske mainstreamrock, men med Can You Do Me Good? må han modstræbende strække våben, thi det er et gennemsympatisk lille album, velproduceret udover enhver beskrivelse, underspillet og raffineret i sit udtryk og med et højere sangskrivningsniveau end man sådan lige er forvænt med. Efter et par turbulente år er gruppen tilbage med dette, deres sjette og bedste album, som efter et par gennemlytninger går hen og bliver mildt vanedannende.-lyn

Klassisk
Vagn Holmboe: Requiem for Nietzsche. Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og solister dirigeret af Michael Schønwandt. dacapo 8.224207.
*Endnu en ny cd fra dacapo, der rider på en bølge succes med 12 nomineringer til Danish Music Awards 2002. Vagn Holmboe er pænt repræsenteret i dacapos katalog og denne nye indspilning med Holmboes Requiem for Nietzsche er der al mulig grund til at sætte i spilleren med de danske medvirkende under maestro Schønwandt. Hvor normsprængende Holmboes tonesprog end har været i sin tid, kan den nogle gange forekomme lidt udtrådt. Men i det aktuelle værk er der en behandling af koret, som virker ny og slet ikke tilbageskuende.

Classic Perlman. Rhapsody. Værker af Brahms, Dvorak, Walton, Morricone m.fl. Sony Classical SK 89449.
*Er De til hjerteskærende klassikere med glidetoner og patos, så er violinisten Itzhak Perlmans nyeste cd en glimrende ting. Lad Dem ikke skræmme af Boston Pops Orchestra, det er knippelgode musikere. Flere kendte sidder ind med bandet: Cellisten Yo-Yo Ma, pianisten Daniel Barenboim, guitaristen John Williams, pianisten Jorge Bolet. Godt at opleve at de bedste ikke føler sig for gode til til tårepersere som Dvoraks Humoresque og Paganinis Cantabile for violin og guitar.

IRIS. Music composed and conducted by James Horner. Joshua Bell, solo violin. Sony Classical SK 89806.
*Musik til filmen Iris, i alt otte dele. Vi hører musikken der ledsagen historien om Iris’ og Johns liv i tykt og tyndt, lykke og ulykke. Det slutter med at Iris dør en stille død med John siddende ved sengen. Det er som det skal være. Musikken er også som filmmusik er mest: udtræk af Mahlers orkesterapparat, effektivt, emotionsskabende, billedunderstøttende, kan ikke stå alene uden lærredet. Se filmen køb ikke cd’en.beyer

Verdensmusik
Mahmoud Fadl: The Drummers of the Nile go South. (Piranha/Amigo).
*Trænger din gymnastiklærer til musikalsk fornyelse? Hvis du og din gymnastiklærer har hang til trommemønstre, der cirkler rundt om det samme tema – igen og igen og igen… er Mahmoud Fadls opdagelsesrejse udi den gamle nubiske musik bestemt værd at overveje. Fadl hygger sig gevaldigt på
The Drummers of the Nile go South. Det smitter. Så giver du dig hen vil de mange klask i selskab med Fadl og den unge Salmas indsmigrende triller, vil rytmen snart forplante sig til din rygsøjle, dine hofter og balder. Det kan slå selv de mest hårdnakkede myoser af pinden. Hvem sagde, at motion ikke skulle være en fornøjelse?moh

Jazz
Jens Jefsen Trio & Dave Wilczewski: Bejazzled (Stunt)
*Adskillige plader og mere end ti års samarbejde er det blevet til for kontrabassist Jens Jefsen, guitarist Uffe Steen og trommeslager Alex Riel. Jefsens grupper har deres helt egen lyd og tætte spillestil med et altid rytmisk distinkt og nordisk-melodisk islæt. Saxofonisten Dave Wilczewski er inviteret med her, og det klæder gruppen med en blæser ganske som på Interval (1991), hvor Bob Rockwell var blæsergæst. Jonas Johansen høres på fire numre som afløser for Riel. Bejazzled rummer en række velspillede numre i legesyg ånd. Interaktionen er telepatisk og forfriskende dristig.

Erik Truffaz: Mantis (Blue Note)
*Den franske trompetist Erik Truffaz kan noget særligt med fremtidssøgende iscenesættelser, der på fascinerende vis trækker på bl.a. Miles Davis musik og mikser med nutidige grooves, breakbeats, jungle-rytmer og studieteknisk behandling. Især Bending Corners (1999) var i den retning vellykket. Et nyt band med Michel Benita (bas), Phillipe Garcia (trommer), Manu Codija (guitar) og bl.a. oud-spilleren Anouar Brahem som gæst føjer nye aspekter til Truffaz’ færden, her i blandt arabisk musik. Improvisationerne er ikke dybe, men musikken er afvekslende, velspillet og stemningsmættet. cmh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu