Intermetzo
Konservative regeringer er hykleriet sat i system.
Disraeli.
Newsweek og Time bringer sjældent noget om fædrelandet. Ikke desto mindre satte begge blade i deres respektive 1. maj-numre Danmark på plakaten. Selvfølgelig ikke Danmark alene. De to hæderkronede publikation er havde sat sig for at behandle den europæiske syge under ét, højreekstremismen i de europæiske lande, herunder Danmark. Pia Kjærsgaard, der for tiden må siges at stå på sin politiske karrieres tinde og forhåbentlig herfra kun bevæger sig nedefter, er navne- og kontrafejrepræsenteret i de to amerikanske tidsskrifter. I samme selskab som Le Pen og hans Front National i Frankrig, Jörg Haider og hans Frihedsparti i Østrig, Filip Dewinter og Vlaams Blok i Belgien, Gianfranco Fini og den Nationale Alliance i Italien, Pim Fortuyn og Fortuyn-partiet i Holland og endelig Christoph Blocher i Schweiz og hans Zürich-fraktion af det stedlige konservative Folkepartiet. Kun British National Party, BNP der altså i denne forbindelse ikke betyder bruttonationalproduktet mangler i galleriet. Men partiet med den erklæret racistiske Nick Griffin i spidsen vejrer morgenluft med Le Pens sejr ovre hos arvefjenden på den anden side af kanalen.
En køn forsamling, som dog næppe er udtryk for en ensartet fællesbevægelse i Europa. Pim Fortuyn i Holland vender sig således artikuleret voldsomt imod muslimer, fordi partistifteren er bøsse og ikke mener at muslimerne af den grund vil lade ham være i fred. Heri adskiller han sig jo fra for eksempel DF og Søren Krarup, der definerer danskhed som fundamental kristendom i 1000 år og ellers anti alt hvad der er anderledes.
Når det er sagt, rummer en sammenstilling af disse landes højre- og protestbevægelser visse foruroligende fælles træk. Og foruroligende er svagt udtrykt. Festen er i fuld gang og trækker de pågældende lande og dermed Europa i stadig mere tilbageskuende enkeltstatsnationalistisk fremmedfjendsk retning. Højrepartierne kan ganske vist ikke finde sammen i disse bestræbelser. I hvert fald ikke for indeværende. De alt dominerende nationalistiske holdninger forbyder ifølge sagens natur at kræfterne søger samarbejde i tværnationale alliancer. Først og sidst er de jo nationale eller rettere nationalistiske i deres væsen og væren.
Højrepartierne, hvor forskellige de end er, rækker som sagt langt bagud i reaktion og forlanger, når man skærer ind til benet, i varierende former 1800-tallets grænsedragninger genoprettet med streg under grænse med bomme og pigtråd. Nationalstaten kan kun defineres som noget ekskluderende: dem og os. For eks. for Le Pens vedkommende drejer det sig om at holde alle fremmede ude. I tråd hermed rummer højreprogrammerne stramme indvandrerrestriktioner specifikt rettet mod åbenbart fremmedartede, læs muslimske og/eller farvede indvandrere. Her kan man uden at gå nogen for nær roligt tale om fæstning Europa. Eller mere præcist mange fæstninger, da hvert land jo ifølge højrekræfterne skal spærre med farver og med pæle.
På forholdsvis kort sigt kan disse partier, såfremt udviklingstendenserne holder kurs, hvad man selvfølgelig kan håbe at de ikke gør, meget vel blokere for en videre udvikling af EU.
I den forstand ligner partiernes og bevægelsernes populistiske uvilje mod suverænitetsafgivelse i en overordnet idés tjeneste den danske venstrefløjs snart sagt usvækkede modstand mod mere og stærkere europæisk union. Trods krumspring på både Enhedslistens og SFs landsmøder og nogen bevægelse i SF, fastholdes EU jo stadig som et storkapitalens primitive fjendebillede og den folkelige indflydelses massegrav. Hånd i hånd med højrefløjen kan således venstrefløjen, snart sagt den eneste af arten i Europa udstyret med så fundamental og mangelfuldt begrundet animositet mod EU, mønstre en ganske rigelig stemmeandel i bestræbelserne på at afmontere den historiske chance for at skabe varig fred i Europa. Nationalisternes kæp i hjulet kan med bistand af den danske venstrefløj sætte en stopper for yderligere suverænitetsafgivelse og dermed kvalificerede forsøg på at definere en fornyet ikke-nationalistisk europæisk sameksistenskultur i EU-regi. Det er ganske vist ikke nyt, men pudsigt med et sådant samvirke mellem nationalistiske højrekræfter og dansk venstrefløj, skrigende komisk, hvis ikke det var så tragisk.
Mange spørger i disse tider, hvor venstrefløjen befinder sig, hvor forsvandt den hen efter valget? Når sandheden skal frem af sin ildehørte nøddeskal, har venstrefløjen i årevis været levende begravet i den futile modstand mod EU. En utroværdig kamp mod en visionær og temmelig venstreorienteret forestilling om et samvirkende Europa samlet i en organisation, hvis fejl og mangler er indlysende, men hvis perspektiv burde kunne få en og anden følsom politisk sjæl til at bidrage med konstruktive forbedringer frem for grundlæggende at bekæmpe projektet. Hvordan mon Holger K. har det når han til sommer side om side med Kjærsgaard, Camre og Krarup veksler penge ved Kruså på ud- og hjemvej fra busferien i Harzen? Gevinsten ved at stå uden for den valutariske medindflydelse kan sammen med vekselgebyret indkasseres ved kasse nr. sjok. Påfaldende er i samsvar med ekstremhøjrefløjens fremgang regeringens og ikke mindst det gamle flommeeuropæiske Venstres bemærkelsesværdige manglende energi, vilje og vision i EU. Venstres formand, der tilsyneladende kun har magt og minimalstat i hovedet og i hvert fald skylder at bevise det modsatte, holder taktisk sin mund lukket om EUs udvikling. Også i spørgsmålet om forbeholdene, der i ét og alt hæmmer danske manøvremuligheder. Ikke noget med nogen bebudede folkeafstemninger her, skønt dansk udelukkelse af vitale beslutningsprocesser praktisk talt er en realitet og i formandsskabet vil blive så smertelige at argumentet for at små fodslæbende lande ikke i længden skal kunne beklæde hvervet bliver til at tage og føle på. Intet må imidlertid svække fodslaget i VK-DF-regeringens march frem mod nedbygningen af den civiliserede stat. Sjovt nok fordrer udviklingen af EU netop institutioner, råd, nævn og videnscentre af den art, regeringen uden argumenter nedlægger i polkatakt. På den facon er der i det mindste sammenhæng i tankegangen, eller hvad man skal kalde processen.
Oven i bøtten kommer fiskeripolitikken. Konservative regeringer træder i karakter og foretager med Spanien i spidsen tilsyneladende rene stats-egoistiske manøvrer på et erhvervs vegne. Såfremt landene i EU ikke pålægger sig selv den selvbeherskelse, som Europa-samarbejdets ånd nu engang forudsætter, vil erhvervspolitikken dirigeret af brancheinteresser dominere. Eftersom de europæiske konservative politikere her i landet altså anført af Venstre tænker som grosserer i snot og høvlspåner og i højere grad føler sig som repræsentanter for det private erhvervsliv end for deres samfund som helhed, siger det sig selv at fiskerikonflikten, såfremt andre brancher tager tråden op, næsten uundgåeligt vil kaste mudder i maskinen og måske sætte civiliseringsprocessen i EU årtier tilbage. Bestræbelserne siden Kul- og Stålunionens dage på at samarbejde traditionelt konfliktskabende europæiske nationalinteresser kan i løbet af no time være rullet agterud til de dage, da toneangivende folk marcherede rundt med fjerbusk i hatten og på hver deres landes vegne aggressivt lagde hinanden handels- og andre hindringer i vejen.
I de amerikanske magasiner anes en undertone af skadefro forventning om fornyet europæisk splittelse forårsaget af nynationalismen, hvis åndelige gods i øvrigt minder ikke så lidt om de amerikanske højrerepu-blikaneres.
