Læsetid: 5 min.

Destilleret gys

Man kan sagtens skræmme publikum uden monstre og avancerede effekter, mener den spanske instruktør Alejandro Amenábar, som står bag den nakkehårsrejsende kuldegyser ’The Others’
31. maj 2002

(2. sektion)

Interview
Alejandro Amenábar ved, hvilket stof godt gys er gjort af. Modsat tidens trend med storskrigende teenagere udsat for alskens ondskabsfuldheder har han forstået, at det mest uhyggelige tit er det, vi ikke ser. Det, som kan lure bag en lukket dør. Det usete og usagte, som lader vores fantasi løbe løbsk, mens vores forstand desperat forsøger at komme på rationelle forklaringer på de mystiske lyde og hændelser på lærredet.
Amenábars tredje spillefilm, The Others, genopliver i fornem stil den klassiske gyserfilm. Den blot 29-årige filmgale spanier er begejstret for film som Rosemarys baby og Ondskabens hotel, og han står gerne ved, at han bevidst har ladet sig inspirere af sine favoritfilm og som altid tilsat elementer fra idolerne Hitchcock, Spielberg og Kubrick. Desuden har han skelet til ældre værker inden for gysergenren som Jack Claytons The Innocents fra 1961.

Med små midler
The Innocents er baseret på Henry James’ spøgelseshistorie The Turn of the Screw, der ligesom The Others handler om en kvinde alene i et stort, afsidesliggende hus med to små børn at beskytte. Pludselig begynder uforklarlige ting at ske, og spørgsmålet er, hvor meget der rent faktisk finder sted – og hvor meget der foregår i den hårdtprøvede kvindes hoved.
Andet behøver man ikke for at skabe en god gyser, hvis man kan sit filmmæssige kram og forstår at udnytte små ting til sit yderste; låste døre, der pludselig er åbne, lyden af grin og gråd gennem væggene eller et tilsyneladende selvspillende klaver.
Det har været Amenábars intention at skræmme livet af os med små midler. Som han fortalte Information, da The Others – og ikke mindst dens hovedrollestjerne Nicole Kidman – med stor succes indtog filmfestivalen i Venedig, ville han ikke overdynge os med effekter, men lade os projicere vores egne fobier op på lærredet.
»Med The Others ville jeg lave en meget simpel film, som fungerer på et helt basalt niveau,« siger Amenábar. »Jeg kan godt lide en gammel gyser som The Innocents, der skræmmer publikum på et psykologisk plan. Jeg holder af filmens tone, især dens brug af stilhed. Mange af de gamle klassikere handler om det ukendte og uforklarlige, og det er meget mere uhyggeligt ikke at få klare svar end at få alting skåret ud i pap med nok så flotte effekter.«
»Desværre bliver der ikke lavet den slags film længere, og som inkarneret horrorfilmfan er The Others mit forsøg på at få de stemninger tilbage på lærredet. Resultatet er, at min film skiller sig ud fra dagens filmudbud, fordi den tilbyder rendyrket suspense. Det er der alt for lidt af i dag.«

Fra Chile til Jersey
Amenábar blev født i Chile, men flyttede som et år gammel til Madrid, hvor han siden voksede op. Det oprindelige manuskript til The Others foregik i Chile, men Amenábars producent mente, at historien i stemning og set up i bund og grund var mere angelsaksisk end sydamerikansk. Efter en gennemlæsning gav Amenábar ham ret og valgte at flytte historien til øen Jersey i 1945.
Manuskriptet blev oversat til engelsk, og pludselig var der hul igennem til Tom Cruises produktionsselskab, som også var involveret i Vanilla Sky, Cameron Crowes amerikanske genindspilning af Amenábars succesfulde, spanske thriller Open Your Eyes. Cruise havde hovedrollen i Vanilla Sky, og Nicole Kidman ville gerne have rollen i The Others. Dermed blev produktionen pludselig betydelig større, og Amenabar blev en smule bekymret over at bevare kontrollen.
»Der var tre ting, der bekymrede mig ved den her film. For det første at lave en film på engelsk, for man skal virkelig kunne høre nuancerne i et sprog i forhold til skuespillerne. Det andet var at arbejde med en filmstjerne, jeg ikke kendte, men det gik heldigvis godt. Vi var nødt til at udskyde produktionen et halvt år, mens Kidman lavede to andre film, Moulin Rouge og Birthday Girl, men hun var værd at vente på, og vi havde et virkelig fint samarbejde. Det tredje, som bekymrede mig meget, var at arbejde med børn – noget, Hitchcock altid har advaret imod – men det gik heldigvis også over al forventning. Ikke mindst fordi Kidman var god med dem.«

Det bange barn indeni
The Others har gået flot verden over trods sin minimalistiske stil og sit beskedne budget. Folk vil gerne ind og gyse, og Amenábar mener, at en af grundene til, at filmen er blevet en succes netop, er, at den giver folk lov til at føle noget meget konkret.
»Frygt er en meget basal og radikal følelse, og det er rart at opleve den fra sin trygge plads i salen,« siger han. »Jeg tror, de fleste går i biografen for at føle noget. Når man ser et drama, vil man græde, når man ser en komedie, vil man grine. Når man ser horror eller gys, vil man få kuldegysninger – og for mig er det perfekt at kunne udtrykke min paranoia på lærredet.«
»Jeg var selv meget let at skræmme som barn. Jeg var bange for mørke, for lange gange, for alt hvor noget eller nogen kunne gemme sig. I dag er jeg heldigvis ikke bange for de ting mere, men jeg synes, de er spændende at udforske, fordi vi alle kender til den frygt. Filmen er nok et forsøg på at vække det lille, bange barn, der er i alle.«

Banal, kedelig og dum
Trods The Others’ overvældende succes har Amenábar ingen planer om at skynde sig til Hollywood. Han indspillede sin film i Spanien med sine faste folk omkring sig og vil kun søge udenlands, hvis de historier, han vil fortælle, egner sig til det.
»Jeg har stor respekt for Hollywood, men jeg er samtidig meget modvillig over for selv at blive en del af møllen. Jeg har ikke engang en amerikansk agent, fordi jeg ikke vil blive en af de europæiske instruktører, som laver film, de ikke er stolte af. Det mest frustrerende, jeg kan forestille mig, er at lave en film som Abernes planet, der ikke bare er banal og dum, men også kedelig. Alt for mange Hollywood-film er en cul de sac i dag, og det er altså ikke særlig smart i underholdningsbranchen. Hollywood giver ikke rigtig mening længere.«
Amenábar kan heller ikke lade være med at grine af det amerikanske publikum, som ikke kan få film, der er larmende nok. Ifølge ham mixer mange amerikanske lydfolk de store blockbusters med ørepropper i, og da Amenábar fandt ud af, at hans film skulle ud samtidig med den trampetunge Jurassic Park III, tog han konsekvensen og skruede sit lydspor op med tre dB på de amerikanske kopier. Ellers ville de slet ikke kunne høre finesserne i hans uhyggeligt stille film, og så er der ikke meget idé i at have arbejdet så meget med kontrasterne mellem den rungende stilhed i huset og vores barnlige frygt for et pludseligt ’bøh’...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her