Læsetid: 5 min.

Diana med og uden omsvøb

St. St. Blicher som redaktør af et jagttidsskrift – i pragtfuld og relevant genudgivelse, som også forklarer, hvorfor jægere egentlig gør det, de gør
3. maj 2002

(2. sektion)

Jagt
Selv vores gamle ven og kollega Steen Steensen Blicher må gå i forsvarsposition og skrive som med et ladt (jagt-) gevær i nakken, når han tager fat på emnet og skal forklare, hvorfor det er ren fornøjelse at færdes i mark og vang for at slå uskyldige dyr ihjel. Skyld, skyld, skyld! Sådan var det i midten af 1800-tallet, og sådan er det den dag i dag, det er meget svært at overbevise nogen om, at mordet på levende væsener kan være en fornøjelse, og virksomheden karakteriseres som »sport«. I virkeligheden burde man derfor lade være – ikke blot med at forsøge på at overbevise nogen, der ikke kan overbevises, men med at gå på jagt.
Selv faldt det ikke Blicher ind og heller ikke de 175.000 danske jagttegnsløsere af år 2002. Det må der være en forklaring på, og den kan hentes både hos Blicher – som er i fin form – og i utallige jagtblades utallige artikler, hvor mere eller mindre velformulerede nimrødder gør sig umage for at undskylde deres hobby som en slags udflugter i det grønne med license to kill. Det handler alt sammen om naturen (det billige skidt), den friske luft, flugten fra de kvalmfulde mure, det rå og raske samvær etc. etc., hvilket altsammen er udmærket, men stadig ikke giver en egentlig forklaring på, hvorfor jægere gør det, de gør. Den skal man nok søge i sammenhængen, i detaljernes rigdom, og her er Blicher en fortræffelig vejleder og repræsentant.

Langt over klicheen
Fra 1832 til ’36 udgav Steen Steensen Blicher jagttidsskriftet Diana, som nu foreligger i pragtudgave med Johannes Larsens illustrationer (og med forord af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der selv er jæger.) Det var et selvbestaltet foretagende, og tidskriftets hovedforfatter var Blicher. Han må have følt sig forpligtet til at gå i brechen og stille sig i forsvarsposition, og man kan da også konstatere, at hans argumentation til fordel for jagten ligger over det daglige vandstandsmærke, men det er først, når han tager fat på det praktiske, at han for alvor hæver sig over klichéen og bliver overbevisende. Når Blicher skriver om jagten, dens metoder og redskaber med stor kærlighed for hunde og deres afretning og med den største hengivenhed for vildtet, hvis hovedformål i livet er at lade det for hans våben, bliver han for alvor autentisk, og man begynder at fatte, hvad det hele drejer sig om. Man kan ganske enkelt aflæse det af sproget, som får fasthed og fylde og opfindsomhed, når forfatteren springer op og falder ned på de bekymredes sentimentale og ofte lumre indvendinger og tager fat på sagen selv.

Om at skyde en sneppe
Her får man noget at vide – også om, hvorfor det er vigtigt at skyde en sneppe:
»Men det er ikke derfor at Sneppen saa ivrigen efterstræbes (p.gr. af dens skønne udseende): dens lækre Kjød, kort, fiint og af en eiendommelig pirrende Velsmag, og dens endnu lifligere Indvolde, gjør den til en Gjenstand for enhver Vellevners kjæreste Ønsker. Synderligt nok, er dens Tarmehinder saa tynde, at de under Stegningen ganske forsvinde, og man seer kun Indholden, der er en blødagtig bruun Masse. I Tydskland udtages denne og smøres paa ristede Simlestykker.« Og jeg kan tilføje, at det gør den også i Danmark, skikken har bredt sig, og den er livsalig.
Gastronomi og jagt hænger sammen, jagt er i vid betydning »noget, der smager«, ikke blot under udøvelsen, men også i forhold til udstyr, våben, påklædning, ammunition og etik. På Blichers tid skød man som en selvfølge ofte vildtet »i sædet«, dvs. mens det sad på jorden (således sneppen), hvilket i dag vil være utænkeligt, selv om man med en vis ret kan påstå, at det er ’sikrere’ at skyde stationært vildt end det, der basker vildt af sted og på flugt. Nu diskuterer man anskydninger, og jægeren er som sædvanlig i forsvarsposition. Det er rigtigt, at ordentlig skydeteknik er vigtig og lemlæstelse af dyr noget skidt, på den anden side kan man også opleve noget forstemmende på visse klapjagter, hvor store (fortrinsvis udenlandske) selskaber banker 1.000 fasaner ned på en dag, fordi de skyder helvedes godt og har loaders med, så der ikke skal være for langt mellem mordene, men det er en smagssag.
De fleste tror – ligesom når det drejer sig om tyrefægtning – at jægeren og matadoren aldrig selv får halen på komedie. Virkeligheden viser noget andet, det er farligt både at være jæger og tyrefægter. I kapitlet om klapjagt på snepper læser man: »Jagt udkræver stor Forsigtighed; thi det er uimodsigeligt den farligste af alle, ei aleneste formedelst den Iver og Hurtighed, med hvilken der skydes; men og fordi Sneppen ofte flyver i Høide med et Menneskes Hoved. Alene derfor lade man aldrig unge Recruter, eiheller uforsigtige eller forvovne Skytter blande sig med erfarne og paalidelige Linietropper! – Den forrige Hertug af Ahrensberg fik i den unge Alder af nogle og tyve Aar begge sine Øine udskudte paa Sneppejagt af sin egen Livlæge, og blev stok blind for sin hele Livstid. Dette staa her som eet advarende Eksempel af mange.«

Ingen helvedeshund
Hemingway havde den frækhed at påstå, at alt, hvad der giver én en god fornemmelse, også er etisk forsvarligt. Påstanden holder ikke – eller i hvert fald kun til en vis grad. Mangen bøddel går med løftet sind fra sin gerning. Steen Steensen Blicher var ingen helvedeshund, hans følsomhed får substans gennem teksten, og enhver, der har læst Nådigherrens ord i En landsbydegns dagbog, hvor han beder Morten Vinge sørge for, at hans yndlingsjagthund bliver skudt på anstændig vis, nu, da han selv skal dø, vil vide, hvad jeg mener.
Det bekræftes alt sammen i stykkerne fra Diana, der nok var et fagtidsskrift, men havde en digter som redaktør, en digter, der tillod sig at vide besked med tingene, både hvad verden i stor almindelighed angår, geografien, historien, faunaen, botanikken og jagten, og som havde overskud nok til at viderebringe sin viden, en detail også til alle de bekymrede, der tror, at man gør mere for de umælende bæster ved f.eks. at tømme folks minkbure end ved at gå ud og hente sig en fasan, en hare eller en sneppe (tjuhej!) for at gå hjem og spise dem med kniv og gaffel.

*Steen Steensen Blicher: Diana. Jagtfortællinger. I udvalg ved Erling Nielsen. Tegninger af Johannes Larsen. Forord af Uffe Ellemann-Jensen. 204 sider. 349 kr. Gyldendal. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu