Læsetid: 3 min.

Den dramatiske stemmeføring

Tom Waits udsender musikken fra to af de teaterforestillinger, han har lavet i samarbejde med Robert Wilson. De lyder begge godt med hver deres tone og karakteristika
4. maj 2002

Nye cd’er

Der har fra starten af Tom Waits’ karriere været noget både filmisk og teatralsk over musik og tekst … i hans blå periode fra 1973 til 1981 var referencerammerne især film noir og litterær outsider-tradition, udført som en upræcis, men indtagende blanding af urban blues, west coast jazz, singer-songwriter-tradition og beat-sensibilitet, men fra og med det stildannende Swordfishtrombones fra 1983 iblandedes denne ærkeamerikanske kunstners udtryk noget uhåndgribeligt ’europæisk’. Inspiration fra den amerikanske vagabondkomponist Harry Partsch fusioneredes med klange fra mellemkrigstidens Tyskland à la Kurt Weill og Hans Eisler, mens alskens forhåndenværende udtjente genrer fra tango, vals og mariachi over sømandsviser og børnesange til polka og mazurka hjuledes ind i mikset – uden i processen at glemme fascinationen af Tin Pan Alley-traditionen eller den drivende sentimentale ballade.
Waits’ sange dukkede snart op i diverse film, og det gjorde han såmænd også selv, mest mindeværdigt i Jim Jarmuschs charmerende Down By Law fra ’86, hvor han gav en skæg præstation som udrangeret dj. Samtidig udviste Waits ambitioner, der oversteg den klassiske plade-turne-plade-turne-trædemølle, som præger musikbranchen, og sammen med hustruen Kathleen Brennan begik han i 1987 Frank’s Wild Years, en såkaldt ’Operachi Romantico’ i to akter, opført af det legendariske Steppenwolf Theatre Company i Chicago. I den forbindelse kontaktedes teatermanden Robert Wilson, som grundet tidspres dog afslog tilbuddet om at instruere Frank’s Wild Years. Et par år senere var det så Wilson, der stod med hånden i hatten, da han havde brug for sange til sin iscenesættelse af avantgarde-operaen Alice på Thalia Teateret i Hamburg i starten af 90’erne.

Indtrængende
De legendariske kompositioner fra Alice – efter manges mening, heriblandt undertegnedes, nogle af de fineste sange Waits har stået fadder til – har aldrig før været offentligt tilgængelige, selv om der skam findes gode piratoptagelser af såvel Waits’ demoer som selve teaterforestillingen for aficionadoen … men ingen af delene matcher dog de 15 lavmælt indtrængende nyindspilninger, Waits har samlet på albummet Alice – snildt den blideste, mest besættende og særegne plade fra Tom Waits’ hånd nogensinde.
Stykket tog oprindelig udgangspunkt i forfatteren Lewis Carrolls betagelse af pubertetspigen Alice Liddell, hvilket i samklang med opium og tidsånd inspirerede ham til at forfatte de nu klassiske børnebøger om Alice in Wonderland og Through The Looking Glass. Det er med til at forklare den stemning af sørgmod og drømmeri, der hviler over projektet, i øvrigt et forbilledligt samarbejde mellem Waits og hustruen, Kathleen Brennan.
Som sædvanlig har Waits samlet et markant hold af musikere til at forløse sin surreelle vision… med accenten lagt på akustiske instrumenter, gerne sådan nogle man sjældent ser og hører nu om stunder – bassaxofon og trædeorgel blander sig med percussion og gulvbas, tilsat en solid dosis Strohvioliner (dvs. violiner påsat messinghorn!) og andet godt fra afdelingen af kuriositeter. Man bemærker med stolthed at vores egen Bent Klausen leverer flot klaver på »Table Top Joe«, men det er som altid ikke så meget enkeltdelene som helheden, der tiltrækker sig opmærksomheden her.
Waits/Brennan har sjældent skrevet smukkere og mere længselsfulde sange end dem, man finder på Alice, og effekten er stilfærdigt, men intenst gribende.
Med en række af de samme musikere – Larry Taylor, Bebe Risenfors, Gino Robair, Matt Brubeck m.fl. – og teknikere indspillede Waits parallelt med Alice sangene fra forestillingen Woyzeck, som i hvert fald opnåede verdensberømmelse her i Danmark i år 2000, hvor Wilson og Waits valgte at lade stykket uropføre på Betty Nansen Teateret.
Og mon ikke det på sigt vil gavne dansk teater på samme måde, som samarbejdet med Thalia Teatret omkring Alice og The Black Rider skabte stor opmærksomhed omkring den tyske scene.
Med Blood Money, som Waits har kaldt albummet med de 13 sange fra Woyzeck, er vi tilbage i et mere typisk ekspressionistisk Waits-territorium, selv om man også her får en solid dosis af de der ballader, der som altid balancerer et sted mellem det corny og det dybfølte. Det ville være synd at påstå, der er noget nyt under solen på denne plade for den allerede omvendte Waits-lytter, men vedkommende vil dog alligevel nok gå mæt og tilfreds fra bordet, eftersom såvel kunstnerisk niveau som underholdningsværdi er høj hele vejen igennem.

*Tom Waits: Alice (Anti/Epitaph/MNW) Produceret af Tom Waits & Kathleen Brennan.

*Tom Waits: Blood Money (Anti/Epitaph/MNW) Produceret af Tom Waits & Kathleen Brennan.
Begge plader udkommer mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her