Læsetid: 3 min.

Dum, smart og næsten uddød

Fra bønderne mellem bænken og bordet og frem til webmaster og sms ved tiltrædelses-forelæsning på Københavns Universitet
25. maj 2002

Forelæsning
Fredag kunne man se tv på universitetet. Det handlede om sproget i medierne og medierne i sproget, da Stig Hjarvard trådte til som professor ved Institut for Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.
Det foregik ikke i et amfi-teatralsk auditorium med skrånende gulv. Og heller ikke i et moderne konferencelokale med audiovægge og blæret hifi, der kan rulles ud med en fjernbetjening på størrelse med et sim-kort.
Det foregik i lokale 6.1.48 på det, der engang hed KUMUA (Københavns Universitets midlertidige udbygning på Amager), men som nu er blevet til KUA (det midlertidige blev permanent).
Den ny professor kommunikerede audiovisuelt: Han talte i hypoteser underbygget af empiriske data og projicerede via sin bærbare computer hovedsætninger op på væggen: Engelsk er ikke længere et hovedsprog blandt andre. Engelsk er verdenssproget. Spansk, tysk og fransk er regionale hovedsprog, men kommunikation i internationale fora finder nu næsten automatisk sted på engelsk.
For en dansk betragtning fremhævede han Pia Jarvads undersøgelse af nydannelser i det danske sprog fra 1955 til 1998. Kun fem procent af nydannelser på dansk kommer fra andre fremmedsprog end engelsk, hvorimod 38 procent af nydanske ord kommer fra engelsk. Hjarvard konkluderede, at dansk som nationalt sprog ikke er truet. Vi vil i – den i hvert fald nærmeste – fremtid tale dansk. Men dansk er truet af det ofte omtalte domænetab: sproget for virksomhedsledelse, forskning og it er engelske. Og vi udvikler ikke danske oversættelser. Hvordan siger man manager på dansk? Man siger manager.
Men anglo-amerikaniseringen af sproget finder ikke kun sted fra toppen. Magt-sproget er engelsk-influeret, som man siger. Men det kulturelle modsprog er også influeret. Som Hjarvard sagde: »Flere musikgruppers identitet kan ikke artikuleres uden for det engelske sorg.«

Afslibningsanstalt
Hjarvard trak en lang historisk linje: I enevælden var der ikke et sprog for et folk. Ved hoffet og diplomatiet talte man fransk, i militæret parerede man tyskformulerede ordrer, og latin var dominerende ved universiteterne. Man positionerede sig socialt ved sin sproglige kompetence: Eliten kunne tale med på flere niveauer. De talte til tyendet på dansk og til de aristokratiske venner på fransk. Bønderne og de udannede talte med hinanden og ikke så mange andre på dansk i dialekt. De sproglige hierarkier afspejlede ifølge Hjarvard også artikulerede sociale og kulturelle konflikter.
Det danske modersmål blev institueret som fælles sprog ved konstruktionen af nationalstaten. Det borgerlige demokrati forudsætter et fælles sprog. Eliten skulle tale dansk, og bønderne skulle opgive de dialekter, som var bundet til en bestemt lokalitet og produktion bundet til den lokalitet: landbrug. Pressen kom til at spille en væ-sentlig rolle i homogeniseringen af modersmålet. Jeppe Aakjær bebrejdede »pressen som samfundets afslibningsanstalt.« Hovedstadsmennesket blev slebet »så glat han skinner«, mens »bonden sidder mellem bordet og bænken og spytter på sine træ-sko« og læser den samme avis. Danmarks Radio betød, at alle danskere kunne høre hinanden. Den første kulturminister, Julius Bomholt, sagde, at ’indsnævrede kulturrum ved radio og tvs hjælp var blevet sprængt. Isolerede og tilbagestående kulturgrupper i samfundet var blevet opløst’.
Hjarvard viste klip fra The Julekalender, hvor De Nattergale spillede engelsk, københavnsk og en landlig dialekt ud mod hinanden. For som han sagde: I et samfund, hvor produktionen er mobil og ikke bundet til et bestemt sted, uddør dialekterne. Når man i julekalenderen ser Sand og i reklamer ser Polle fra Snave tale bonderøvsk, så er det ikke fordi dialekterne lever: De er så døde, at de blevet smarte. De er trendy som dårlig smag: »Dialekter er blevet kitsch.«
Men bag Polles landlige tungemål står et teleselskab, som udbreder den nyeste teknologi. Nu er det ikke længere bare reklamer på tv: nu er det en film, man betaler for at se i biografen. Bonderøven Palle med sin mobiltelefon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu